I 1710 skrev den tyske filosof G.W. Leibniz et essay, hvor han introducerede begrebet teodicé og forsøgte at forklare, hvordan Gud kunne have skabt en ond verden, når han nu var god.
45 år senere ramte et voldsomt jordskælv Lissabon, og mindst 60.000 mennesker døde. Det satte gang i en voldsom debat om Guds godhed eller mangel på samme, og den franske filosof og dramatiker François Voltaire skrev et satirisk digt og senere en roman, hvor han gjorde grin med Leibniz’ forsvar for Gud.
Og selvom Leibniz og Voltaire ikke fylder meget i den offentlige debat om coronapandemien, er spørgsmålet om Guds godhed, verdens ondskab og menneskers måde at håndtere den på, igen blevet nærværende i skyggen af coronakrisen. Det mener to teologer, der på hver deres måde er eksperter i teologiens og filosofiens ’kriseberedskab’.
Niels Christian Hvidt, dr.theol. og professor i eksistentiel og åndelig omsorg på Syddansk Universitet, forsker i forholdet mellem tro og helbred og har beskæftiget sig indgående med teodicéproblemet, som det opleves af mennesker i krise. Om teodicéproblemets relevans i relation til coronakrisen siger han:
”Selvom de færreste tænker i religionsfilosofiske og teologiske termer, er det slående, hvordan spørgsmål om lidelse, ondskab og mening dukker op både på mikroplan, når mennesker rammes af sygdom, og på makroplan, når et større fællesskab rammes af kriser og katastrofer. Teodicéproblemet, sådan som Leibniz første gang formulerede det, er særdeles aktuelt nu, hvor vi forsøger at finde vej i en global krise.”
Før Leibniz var mennesket teologisk på anklagebænken, og kun Gud selv kunne ”frikøbe” mennesket. På den måde kan den kristne frelseslære ses som ét stort perspektiv på teodicéproblemet. Men med Leibniz sker der ifølge Niels Christian Hvidt et afgørende brud, fordi han som den første fundamentalt ”sætter Gud på anklagebænken”.
”Man skelner mellem moralsk onde og naturligt onde, hvor det moralsk onde handler om den lidelse, mennesker udsætter hinanden for. Naturkatastrofer og epidemier kan derimod ikke forklares umiddelbart med menneskers ondskab. Man kan selvfølgelig indvende, at coronapandemien til dels skyldes menneskelige svigt, men selve det, at der findes virus og sygdom, hører til i feltet for det naturligt onde. Med oplysningstiden, hvor Gud ikke længere er altings målestok, bliver anklagen flyttet fra mennesket til Gud, og selvom Leibniz så at sige frifinder Gud, åbner han for hele den måde at angribe spørgsmålet om lidelsen og det onde på, som vi har kendt til siden – at anklagen bliver rettet mod Gud, og spørgsmålet bliver, om Gud er skyldig, og i givet fald, om den eneste måde at forsvare ham på er at sige, at han ikke eksisterer.”
Voltaire mente åbenlyst ikke, at Leibniz’ forsvar for Gud holdt vand, mens den danske biskop og salmedigter Hans Brorson i et digt om jordskælvet i Lissabon tolkede katastrofen som Guds straf over syndige mennesker.
”Vi ser stadig i dag, at mennesker kan stille spørgsmålet om Guds straf, ikke så meget i relation til naturkatastrofer, men i relation til for eksempel individuel lidelse og sygdom. Men det mest udbredte er nok, at mange mennesker finder trøst i troen på, at Gud er med dem i lidelsen og i nogle tilfælde også, at man gennem lidelsen vokser som menneske. Den sidstnævnte tanke fandtes allerede hos kirkefaderen Irenæus, og jeg mener bestemt, at den har relevans i dag, hvor jeg håber og tror, at der kan komme noget godt ud af coronakrisen,” siger Hvidt.
At vi vender os mod religiøse og filosofiske forestillinger for at håndtere en krise som coronapandemien, er oplagt, mener også teolog Jesper Høgenhaven, der er professor på Afdeling for Bibelsk Eksegese ved Københavns Universitet. Han påpeger, at man i antikken og den tidlige jødedom og kristendom havde andre strategier end i oplysningstiden til at bearbejde erfaringer af det onde og frygtelige.
”Man fandt det dengang oplagt, at erfaringen af det onde havde med Gud at gøre, men ledte efter en hemmelig indsigt, der kunne give mening til det. Det ser vi i de apokalyptiske fortællinger, som hævdes at skildre kommende begivenheder, især verdens undergang.”
Disse fortællinger findes i vores kultur endnu, forklarer Høgenhaven blandt andet i populærkulturen i form af film, spil og tv-serier, hvor man ofte befinder sig i en post-apokalyptisk verden efter, at en civilisation er endeligt brudt sammen. Og der er også apokalyptiske elementer i den måde, vi italesætter en krise som coronakrisen på, mener han.
”I ugerne op til nedlukningen af Danmark var tv-billederne fra Italien og omtalen af sammenbruddet i hospitalsvæsnet med til at skabe en katastrofestemning eller -bevidsthed, som havde stor fascinationskraft, men måske til en vis grad skyggede for en mere faktuel og nøgtern tilgang. Der var ikke så mange eksplicit religiøse henvisninger, men selve italesættelsen trak tråde til klassiske apokalyptiske fortællinger fra både De Gamle og Nye Testamenter,” siger han.
Han tilføjer, at den apokalyptiske italesættelse vidner om en basal menneskelig reaktion.
”Apokalyptik opstår typisk i krisesituationer, når den kendte verden bryder sammen, og vi ikke kan håndtere vores erfaringer, fordi de ikke svarer til det, vi forventer. Alting ser ud til at blive værre og værre, og der er ikke nogen form for forudsigelighed. Forfølgelser, krig, pest og andre ulykker rammer i flæng og går måske endda især ud over de retfærdige. Den apokalyptiske fortælling skaber en form for mening. Fortællingen deler verden op i lys og mørke, de gode og de onde, og den hævder, at Gud har en plan, og der er en vej frem, som nok går gennem lidelse og undergang, men alligevel vil ende med, at de gode blive frelst.”
Høgenhaven peger blandt andet på Daniels Bog i Det Gamle Testamente og Johannes Åbenbaring i Det Nye Testamente som væsentlige apokalyptiske tekster.
”Daniels Bog tager afsæt i det babyloniske fangenskab, men er formodentlig skrevet senere. Den fortæller om Daniel, der hører til eliten i Judas rige, da Jerusalem erobres af babylonierne. Daniel føres i fangenskab til Babylon, hvor han skal tjene kongen og på overfladen derfor har en behagelig tilværelse. Men templet i Jerusalem er ødelagt, og hans verden er faldet sammen.”
Daniel får en række visioner om, at det babyloniske rige skal kollapse, og hele verden rammes af katastrofer, krig og hungersnød, men at der bag dette ligger en guddommelig plan.
”Den indsigt giver en form for mening, for selvom man ikke ved, hvor længe ødelæggelserne vil vare, ved man, at Gud har styr på det; det gælder blot om at holde ud,” siger han.
Samme logik hersker i Johannes Åbenbaring med sine voldsomme visioner af katastrofer og smitsomme sygdomme, der vil lægge jorden øde.
”Trøsten er igen, at det er en del af Guds plan. Men nu er Kristus den centrale skikkelse, som de udvalgte skal holde fast i troen på og bekendelsen af. Jesus skildres som lammet, der blev slagtet og derfor har magt til at bryde seglene i himlen med den konsekvens, at katastroferne bryder løs på jorden. Gud har skrevet programmet, og for de kristne gælder det om at holde ud og blive på lysets side i kampen mod de mørke kræfter,” siger Høgenhaven.
Han tilføjer, at beskrivelserne af pest og sygdom i Johannes Åbenbaring naturligt fik relevans under middelalderens pestepidemier.
”I dag tænker de færreste nok på Johannes Åbenbaring, når de oplever coronapandemien. Men de apokalyptiske fortællinger ligger i vores kulturelle tankegods og findes også i andre kulturer, for eksempel den islamiske,” siger han.
De apokalyptiske fortællinger taler til vores behov for at kunne forudsige verdens gang og have kontrol over vores liv, mener han.
”Nutidens måde at fortolke det på er ikke at holde fast ved Moseloven eller bekendelsen af Jesus som Kristus, men snarere at udstikke klare retningslinjer om at holde afstand, bruge mundbind og så videre. Man kan da godt overveje, om nogle af de ting, vi beslutter at gøre, mere udtrykker et behov for at skabe mening og forudsigelighed, end de afspejler en helt rationel kalkule,” siger han.
Niels Christian Hvidt mener på sin side, at teologien og dens forskellige perspektiver på teodicéproblemet rummer et relevant reservoir af perspektiver, som vi kan anvende både på individuelt og kollektivt plan, når en krise rammer.
”Teologiens rigdom giver mange mulige perspektiver på lidelsen, som vi kan navigere i og finde mening i,” siger han.