Jasmine har smækket døren til sin søsters lejlighed, og uden noget sted at gå hen sætter hun sig nu på en bænk. Ved siden af hende sidder en ældre dame og læser, men da Jasmine begynder at tale, rejser den ældre dame sig og går. For Jasmine taler ikke til hende. I stedet kigger hun lige frem for sig og snakker ind i en fortid.
Den amerikanske film ”Blue Jasmine” fra 2013 er skrevet og instrueret af den prisvindende filminstruktør Woody Allen og blev straks en succes. Nu har Odense Teater snart premiere på et teaterstykke, der er lavet over filmen med samme navn, og hvor den 38-årige teaterinstruktør Nicolei Faber, der er freelanceinstruktør på Odense Teater, har stået for iscenesættelse og dramatisering.
Det er først og fremmest filmens kvindelige hovedkarakter, der har haft betydning for, at Nicolei Faber gerne ville have ”Blue Jasmine” ind i teatret.
Da Nicolei Faber sidste år sad og så ”Ringenes Herre” med sine to døtre på 10 og 12 år, spurgte hans yngste datter ham, hvorfor der ikke var nogle piger med i filmen. Piger kan også godt lide eventyr, sagde hun. Lige dér i sofaen gik det op for Nicolei Faber, at underrepræsentationen af kvinder i teater og film har en konsekvens. Og at han som instruktør har et medansvar for at få flere kvindelige skuespillere i hovedrollerne på de skrå brædder. Derfor var Nicolei Faber på jagt efter et stykke med kvinderoller i centrum, da han faldt over ”Blue Jasmine”.
”Der er mange klassikere, der oftest har mænd i de bærende roller. Det er en konsekvens af, at mange stykker er skrevet af mænd, og det generelt har været mænd, som har besluttet, hvad der skulle spilles i teatret. De sidste to forestillinger, jeg har lavet på Odense Teater, har også haft mandlige hovedroller, og derfor var jeg på jagt efter nogle historier, hvor kvinderne var i centrum. Jeg har arbejdet med mange kvindelige skuespillere, der er sindssygt dygtige, men ofte står de i skyggen og får ikke lov at udfolde deres talent,” siger han.
Valget faldt på ”Blue Jasmine”. Med Woody Allens godkendelse af både Odense Teaters opsætning og skuespiller Christine Albeck Børge i rollen som Jasmine i hus kunne teatret begynde forberedelserne til forestillingen.
Historien om Jasmine er en moderne fortolkning af den amerikanske dramatiker Tennessee Williams’ stykke ”Omstigning til paradis” (1951), der første gang blev spillet på Broadway i New York i 1947 og udkom som film i 1951. Jasmine, der i Woody Allens film spilles af Cate Blanchett, er opvokset i middelklassen, men har altid drømt om et liv med masser af penge. Det lykkes, da hun møder et finansgeni af en mand og gifter sig. Men det viser sig, at han har svindlet med andre menneskers penge, og Jasmine står i dilemmaet om, hvorvidt hun skal vælge at se igennem fingrene med det for at leve det liv, hun gør. Da hun på et tidspunkt finder ud af, at han vil forlade hende for en yngre au pair, anmelder hun ham til FBI i frustration. Hun ender med at flytte ind i sin søsters lille lejlighed, hvor hun skal starte forfra i tilværelsen med både arbejde og dating.
”Det spændende ved karakteren Jasmine er, at hun er en kvinde, som ikke er sympatisk, god eller kæmper for sine børn. Hun vægter kvaliteter som ambition og karriere og er på en måde også klar til at stille sig til dommer over for andres liv. Det er en kvindefigur, som får lov at være kompleks, ligesom manderoller ofte er. Det er vigtigt, at piger og kvinder kan få lov at spejle sig i noget, der ikke er dydigt, yndefuldt eller sødmefuldt. At man som kvinde kan have begær, jalousi og et ønske om magt. Kvinder skal have ret til at portrættere de sider, det også er at være menneske,” siger han.
”Blue Jasmine” er filmet i både New York og i Californien i USA, og netop det, at film ofte har mange lokationer, gør det nødvendigt at tænke kreativt, når film rykker ind på teateret. På Odense Teater har de valgt at forvandle scenen til et stort festlokale, der repræsenterer Jasmines liv i luksus, samtidig med at der er en alt for lille lejlighed på scenen, der udgør Jasmines nuværende liv.
”På teateret kan vi ikke lave realistiske hop fra det ene til det andet, men det, vi kan, er at komme endnu mere ind i et menneskes tilstand. Jasmine har så svært ved at eksistere i nuet, fordi fortiden holder hende tilbage. Jeg kender godt den tilstand, hvor man er kommet til at tænke på nogle ubehagelige minder. Så kan man godt sidde til en festmiddag, hvor alle er glade, men samtidig være enormt påvirket af noget, der skete i fortiden,” siger Nicolei Faber.
Som Nicolei Faber ser det, er historien om Jasmine også meget symbolsk for den tid, vi lever i. Fortællingen bygger nemlig på dilemmaet om at stille sig tilfreds med det, man har, og samtidig hele tiden stræbe efter mere. En fortælling, som filminstruktør Woody Allen også er kendt for at skabe.
”I vores tid er det meget op til os selv at klare os. Der er nogle markedskræfter og drømme om hele tiden at få et bedre liv – få flere og bedre ting, en bedre kæreste og generelt at optimere tilværelsen. Den anden side er at finde glæden og dyrke relationerne. De to værdisæt er repræsenteret i hver sin søster og er i krig med hinanden gennem fortællingen,” siger han.
Efter at Nicolei Faber besluttede sig for at instruere ”Blue Jasmine” er kontroverserne om filmens instruktør, Woody Allen, blusset op. I 1992 blev Woody Allen anklaget for at have forgrebet sig seksuelt på sin dengang syvårige adoptivdatter. Efterfølgende opgav anklageren at forfølge sagen, men anklagen om overgreb har skabt to fløje, der er henholdsvis for og imod Woody Allen. I marts valgte forlaget Hachette at droppe udgivelsen af Woody Allens selvbiografi, ”Apropos of Nothing”, efter at have modtaget meget kritik. Så hvordan er det egentlig at være instruktør på et teaterstykke baseret på en film af netop Woody Allen?
”Det var først efter, at jeg havde besluttet at opføre ’Blue Jasmine’, at sagen om Woody Allen blussede op igen. Jeg synes, det er meget tragisk, og det er svært at gøre sig til dommer i sagen. Det må retssystemet tage hånd om. Men jeg har selvfølgelig reflekteret meget over det. Det er så komplekst, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal forholde mig til det. Så jeg er kommet frem til, at mit fokus bare må være at sætte fortællingen op og fokusere på de stærke skuespillerinder, hvis tur det er til at stå i centrum,” siger han og fortsætter:
”Selvom jeg ikke som sådan har dyrket Woody Allen før, synes jeg, at hans evne til at strukturere en historie og blande lethed med noget sørgeligt eller tragisk er meget flot udført rent kunstnerisk. Det vil være ærgerligt, hvis alt fokus kom til at handle om Woody Allen, for stykket har ikke noget med sagen at gøre.”