Papirer ligger spredt ud over et langbord sammen med en åben Mac-computer. På væggen bag bordet er der hængt 14 A4-papirer op. ”At dø en gang om ugen”, står der på et af dem. Glasdørene står åbne ud mod den lille have, der ligger bag Betty Nansen Teatret på Frederiksberg i København.
Teaterets husdramatiker Line Knutzon kommer gående ud i rummet. Hun er den eneste i teateret, der ikke er gået på sommerferie, hvorfor hun kan sprede sig ud i baglokalet. Den 25. september har hun premiere på sit nye teaterstykke ”Livstidsgæsterne”. Et stykke om én person, og hvad personen rummer. Men publikum kommer aldrig til at se den person på scenen, som teaterstykket handler om, for personen bliver spillet af seks forskellige skuespillere.
Line Knutzon har nemlig en teori om, at der lever flere personer i et menneske, som også har forskellige aldre. Det er så indviklet, at hun ikke helt kan redegøre for det, indrømmer hun.
”De fleste mennesker har nogle stemmer i hovedet, der er i evig forhandling, og der foregår mange ting i et menneske på én gang. I nogle situationer er man til stede, og i andre situationer spiller man bare, at man er til stede. Det er det sted, jeg prøver at afsøge i ’Livstidsgæsterne’. Hvor indviklet det er inde i hovedet på et menneske,” siger hun.
Stemmerne i teaterstykket er inspireret af de personer, der udgør Line Knutzon. Der er en rabiat højreorienteret, en rabiat venstreorienteret, en, som drømmer om at være voksen, en, der er så aparte, at den ikke selv ved, at den har arme og ben, og en på fem år, som ikke vil være voksen. Mens den yngste karakter på scenen er fem år, er den yngste inde i 55-årige Line Knutzon to et halvt år, mener hun selv.
Når Line Knutzon skal forklare sine indre stemmer og dialog bedst, siger hun, at hun vågner op som den venstreorienterede, bliver højreorienteret hen over middag, får det skidt og bliver midtsøgende op ad eftermiddagen, og om aftenen eskaperer hun ind i noget om ufoer. Med andre ord vågner hun op som ”sig selv” og går så stille og roligt i opløsning hen ad dagen – og sådan kører den samme cyklus hver dag. Det er her, den to et halvt-årige kommer ind i billedet.
”Siden jeg var ung, har jeg tænkt, at jeg på et tidspunkt ville udvikle mig. Måske blive til noget andet og bedre, eller ligefrem en anden. Men ud over at være blevet bedre til ikke at stresse, vaske op og køre bil er jeg fuldstændig den samme. Jeg vil gerne have defineret, hvad udvikling er. I 1990’erne så jeg Oprah Winfrey (amerikansk talkshowvært, red.). Hendes tv-program var altid centreret om, at tv-gæsterne havde et vendepunkt i studiet, hvor livet forandrede sig. Det har jeg aldrig oplevet. Jeg har selvfølgelig fået børn, men jeg synes ikke rigtig, det var livsforandrende. Altså, jeg vil aldrig have undværet mine børn, men det var som om, at det var en forlængelse af noget, der var i forvejen. Jeg er stadig som en to-et-halvt-årig, der ikke kan kan udsætte behov. Når jeg er træt, skal jeg have en lur, ligesom jeg ikke fungerer, hvis jeg er sulten.”
Snart går skuespillerne på scenen på Betty Nansen Teatret og opfører Line Knutzons teaterstykke ”Livstidsgæsterne”. Selv har Knutzon helt fra barnsben af ofte oplevet verden som et teaterstykke. Set med hendes børneøjne bestod livet af en række kulisser og roller, som folk spillede. Om søndagen tog hun for eksempel fint tøj på og gik ned af Frederiksberg Allé i København, hvor de fine mennesker boede. Alléen lå en spytklat fra hendes hjem i Humleby på Vesterbro, hvor familien boede blandt middelklassen og kreative folk. Men når Line Knutzon spankulerede ned af Frederiksberg Allé, var hun en af de fine mennesker. Hun opfattede voksne som børn, der bare spillede voksne, og følelsen har aldrig sluppet hende.
”Der er helt sikkert nogle ting, jeg går glip af, fordi jeg ser livet som teater, hvor andre hopper med i alle mulige oplevelser. Sådan noget som kærester. Jeg kan ikke bare have en kæreste i nogle måneder, som nogle af mine jævnaldrende kan, for det vil være skuespil for mig. Følelsen skal være ægte. Jeg skal virkelig være forelsket, ellers så gider jeg ikke, og forelskelse sker bare ikke så tit. Mit privatliv som min familie, børn og venner er noget andet. Det er ekstremt betydningsfuldt for mig og ikke skuespil. Men sådan noget som at gå i banken og købe ind er som at være en del af et skuespil,” siger hun.
Men hvis det er som om, at man altid medvirker i et teaterstykke, mister virkeligheden så ikke værdi?
”Der er en person i mig, som hverken kan åbne netbank eller finde ud af at bruge en sko. Men den person er i dyb kontakt med noget og er fuld af tillid til, at der er noget større end livet,” siger hun.
Line Knutzon er stille i 14 sekunder, inden hun svarer på spørgsmålet om, hvorvidt det, der er ”større end livet”, er funderet i en religiøs tro.
”Jeg kommer fra et ikke-religiøst hjem og har i mange år været ateist. Alligevel opdagede jeg på et tidspunkt, at jeg ubevidst har adopteret flere kristne vaner som højtiderne. Min slutning på kristendommen har ofte været, at der umuligt kan findes en gud eller gudsbegreb, når et barn i Syrien eksempelvis oplever tortur,” siger hun.
Personerne inde i Line Knutzon er nødt til at undersøge mere, før hun kan svare på, hvorvidt hun er religiøs. Men hun ville gerne hengive sig til en tro på, at der er ”noget” efter døden, siger hun. Især de dage, hvor hun ligefrem kan høre manden med leen gå og slibe sin klinge. Det kan hun ikke engang lide at tale om, tilføjer hun.
”Nogle gange er alle personerne i mig i harmoni og enige om, at jeg skal have det sjovt. Andre dage vågner jeg op, og så er det kun den negative i mig, der er vågen. Den stemme, som tænder min dødsangst, er også en del af livet. Egentlig er det ikke selve døden, jeg er bange for. Det er alt det, som ligger inden, jeg frygter. Jeg kan godt lide at fantasere om, at døden på en måde også er teater. Vi kan jo ikke se den fjerde, femte eller sjette dimension, men kun se, hvad øjnene er konstrueret til at se. Måske er der en afdød, der er i rummet lige nu, eller ligefrem lever et liv ved siden af en. Måske er det ”noget”, der er efter døden, noget, vi slet ikke kan forestille os,” siger hun og fortsætter efter en stille pause:
”Mit højeste ønske er bare at dø, inden jeg når at finde ud af det. Hvis jeg for eksempel spørger en, ’gider du lige række mig...’, og så døde jeg.”