Den jordlod, som jeg har tilkæmpet mig, er det sted i verden, hvor jeg kan gøre den største forskel

Drømmen om selvforsyning brænder i ”Bonderøven” Frank Erichsen og sluger ofte både tid og fokus – for eksempel fra familielivet. Men familien er netop hans drivkraft bag projekterne på Kastaniegården, og når de deltager i det praktiske, går det hele op i en større enhed

Frank Erichsen, den folkekære og selvforsynende bonderøv. Arkivfoto.
Frank Erichsen, den folkekære og selvforsynende bonderøv. Arkivfoto. Foto: Morten Germund.

Duftene er de bedste vidnesbyrd af, at her bor en bonderøv. Går man en runde på Kastaniegården, slår de en i møde med hver deres kendetegn. I værkstedet møder man den tørre duft af træ og den skarpe lugt af metal. Herfra kommer man ind i kostalden, hvor dyrenes damp giver en fortættet lugt af våd pels. Skrår man over gårdspladsen, ses den nyligt byggede koldrøgeovn, hvor kød hænger til tørre og dufter fyldigt og røget, så mundvandet løber. Også inden for, i stuen, mærker man de umiskendelige lugte. Det er lugten af at vågne op i et lille telt om morgenen, lugten fra en bålaften, duften med snuden i et dyrs pels.

Og her i stuen, hvor børnenes tegninger hænger på køleskabet, og hvor gåsevinger er sat til tørring over brændeovnen, sidder han med sit kaffekrus. Bonderøven. I hullede arbejdsbukser, en strikket sweater og et skævt smil. 31-årige Frank Erichsen.

Han er kendt fra tv-programmerne ”Bonderøven”, som startede på et næsten ikke-eksisterende budget på DR2 i 2008 for at blive det mest sete program på kanalen. Nogensinde. I dag er det rykket til DR1 og er solgt videre til flere lande i Norden, blandt andet Sverige, Norge og Finland.

Billederne fra ”Bonderøven” viser en ivrig og smilende selvforsyner, der malker køer, trækker gulerødder op af jorden og murer sit nye stuehus. Men giver fjernsynsprogrammerne et realistisk billede af livet på Kastaniegården? Med en indtægt fra tv er et ord som selvforsyning vel hult at tage i sin bonderøvsmund?

”Jeg er mig meget bevidst om, at jeg har en indtægt fra Danmarks Radio, og at jeg arbejder med selvforsyning for licenspenge. Vi har et mål om at være selvforsynende her, men vi er det ikke. Langt fra,” fortæller han Kristeligt Dagblads udsendte, mens han bevæger sig over mod den røde staldbygning, hvor to køer putter sig i halmen.

Han kan godt støde ind i skepsis fra folk, der mener, at selvforsyningsprojektet bliver utroværdigt, fordi han laver tv, eller fordi de ikke tror på det idylliske billede, programmerne viser. Men som Frank Erichsen selv siger, så vil der altid være brug for en lønindtægt på Kastaniegården, og hvis det ikke var fra tv, så var det fra et andet arbejde. Men den overvældende interesse for programmerne har betydet, at Frank Erichsen føler et ganske specielt ansvar for at blive ved med at formidle sine bonderøvskundskaber, og han bruger mere og mere tid på at tage ud til foredrag og på at skrive bøger. På den måde har tv-programmerne medført, at der reelt er mindre tid til drømmen om selvforsyning.

”Fjernsyn og jordpriser er den største forhindring for mit projekt om selvforsyning,” siger Frank Erichsen med et ironisk smil på læben, mens han brækker et æble i stykker og fodrer koen med det.

Men er ”Bonderøven” så et autentisk billede af virkeligheden? Ja, er svaret.

”Drømmen om selvforsyning er det, der brænder stærkest i mig. Det finder du ikke mere ægte. Gennem mine handlinger og med mine hænder kan jeg gøre det her for min familie, mine naboer og mig selv. Jeg har altid været af den opfattelse, at den jordlod, som jeg har tilkæmpet mig, er det sted i verden, hvor jeg kan gøre den største forskel.”

Frank Erichsen går ud over hømarken med sine store gummistøvler og peger ivrigt. Den å, der før gik som en lineal gennem landskabet, er nu formet som en bugtet slange på hans initiativ. Det betyder, at åens vand har en positiv virkning på jordkvaliteten, fordi vandet giver næring til marken, når der opstår oversvømmelser. Ved at udnytte naturen på den rigtige måde kan Frank Erichsen altså både sikre en god høst, og at jorden bliver ved med at være frugtbar – også efter hans tid.

Selvforsyning handler for Frank Erichsen i høj grad om at have indflydelse på sit eget liv. Det handler om at kunne sørge for, at der er mad på bordet ved at dyrke sine egne grøntsager. Men det kræver et klart valg. Og en vilje til at give afkald.

”Selvforsyning handler om at have meget små udgifter. Her i familien har vi taget en række grundlæggende valg. Vi kører i en gammel bil. Mange af vores bygninger er ikke forsikrede. Vi har ikke et fjernsyn, og jeg køber kun nye bukser én gang om året,” fortæller han og fortsætter:

”I dag har vi alle et vækst-åg lagt ned over os. Og det er det, du først og fremmest skal lægge fra dig.”

I Frank Erichsens fjernlager, der ligger over for stalden, er det meget tydeligt at se, hvad han mener. Meter efter meter står gamle døre, støvede porcelænsvaske, beskidte vinduesglas og flossede trækar. Alt sammen genbrugssager, der skal forhindre dyre nykøb, når familien for eksempel bygger nyt stuehus. Selv bygningen indgår i den store selvforsynings-cyklus. Den ligner mere og mere en afpillet høne, hvor rå betonflader stikker frem som et nøgent skelet, fordi fjerene mangler. De røde mursten udenpå bliver nemlig pillet af bygningen for at blive brugt som materiale i det nye stuehus.

Her vil familien med tiden flytte ind. I et genbrugshus med komposteringstoilet, masseovn og kælderkølet madlager. Familien tæller, ud over Bonderøven selv, illustrator Theresa Maria Jessing og børnene Johan på seks år og Alma på fire. Det er en familie, der lever en anderledes hverdag end mange andre. Børnehave er her på stedet et deltidskoncept. Familien kan bruge morgenerne sammen og har god tid til at stå op. Om vinteren sover de længe og venter på, at den blege sol når op over horisonten - til gengæld er de rigtig tidligt oppe om sommeren.

For Frank Erichsen rimer det nemlig ikke på familieliv at aflevere sine børn tidligt hver morgen for at køre på arbejde uden at se dem hele dagen. Det rimer ikke på god hverdag at arbejde fra 8 til 16 for bagefter at kæmpe to timer med overtrætte børn og falde i søvn i sofaen foran fjernsynet. Det rimer ikke på arbejdsglæde at hige efter fritid. Fritid, mener Frank Erichsen, er et begreb, der først eksisterer, når du laver noget, du ikke kan lide.

”Det kan ikke passe, at alle de her folk har den opfattelse, at det er den bedste måde at have børn på. De må være sig smerteligt bevidst om, hvad det valg betyder for deres hverdag.”

Hans egne børn er med i det praktiske arbejde på gården, og når det rigtig lykkes at medengagere dem, går det hele op i en højere enhed for Frank Erichsen. For nylig stod han i det nye stuehus og murede en skillevæg, mens sønnen stod på den anden side med en lille murerske og trak den overskydende mørtel af. Sønnen var stolt og følte, at det var ham, der murede.

”Når jeg får lavet noget, og børnene samtidig er med, så er det virkelig forrygende,” fortæller Frank Erichsen. Han har bevæget sig ind i det nye stuehus, som stadig er under opføring. Hans gummistøvler knaser oven på de mange muslingeskaller, der er spredt ud i rummene til isolering.

”Men til gengæld er jeg nok ikke så god til at lave noget på børnenes præmisser,” siger han, mens han rører ved genbrugsmurstenene i væggen. Hvis man tror, at landbrugslivet er en afslappet affære, hvor far har oceaner af tid til børnene, er det ikke helt korrekt. At være selvforsynende er for Frank Erichsen en drøm, der har eksisteret, siden han var barn, og det er et projekt, han vil ofre meget tid på.

”Jeg gør det her for min familie, men samtidig er jeg også bare personligt motiveret til det. Jeg er hele tiden i en verden, hvor jeg skal gøre et eller andet eller ordne noget. Det er en udfordring ikke at lade ambitionerne overskygge det hele,” siger han.

Selvom Frank Erichsen står med hullede bukser i et hjemmebygget bindingsværkshus på Djursland, slår det én, hvor lille forskellen egentlig er på at være ambitiøs bonderøv og karriereræsende forretningsmand med attachemappe i storbyen. På Kastaniegården har arbejdet høj prioritet, og det sluger både fokus og tid. Han er klar over, at bonderøvsdrømmen giver familielivet sine udfordringer. For eksempel når børnene forventer, at far er begejstret over fodboldkort eller Luciaoptog, som måske ikke ligger Frank Erichsen dybest på sinde.

”Livet som bonderøv er ikke nødvendigvis bedre end livet som forretningsmand. Jeg vil ikke dømme, hvad der er rigtig og forkert. Det er bare her, jeg har fundet min hylde.”

Den hylde har han længe vidst, at han skulle lande på. På mange måder har han fået bondementalitet og -evner med i fødselsgave. Han er vokset op i Sønderjylland i en landmandsfamilie, der dyrkede konventionelt landbrug. Alle i familien har haft mønsterkøkkenhaver, og der blev slagtet dyr hjemme på gården. Men forældrenes måde at dyrke jord på var visse steder langt fra de ønsker og idéer, der allerede i de tidlige år spirede i Frank Erichsen. Gården stod i gæld, og landbruget blev drevet med stormaskineri. Det var først, da Frank Erichsen var 11 år og fandt selvforsyningens hovedværk, ”Håndbog i selvforsyning” af John Seymour, at han for første gang opdagede, at alle hans egne spredte idéer var manifesteret i ord og billeder. Her var det, han drømte om.

Han tog på naturefterskole og senere på friluftshøjskole i Norge. Han fulgte samere, der drev rensdyr frem i det nordlige klima og ikke ejede andet, end de kunne bære med sig og spiste kød morgen, middag og aften – endda blev rensdyrfedt brugt som en luksusingrediens i kaffen. Da han kom tilbage til Danmark og tog en hf, fortsatte han vejen på drømmens spor og bosatte sig i en hytte på Mols uden el, vand og toilet. På et tidspunkt fik en veninde ham til at deltage i en konkurrence om Danmarks værste bolig, og selvom dommeren var ude at se de primitive forhold, vandt Frank Erichsen ikke. Det var nemlig alt for tydeligt, at han jo var dybt begejstret for forholdene.

I 2005 købte han Kastaniegården på Djursland. Drevet af det kick, det giver at lære gennem øjne, hænder og krop og at arbejde med håndredskaber og dyr.

Frank Erichsen er tilbage i stuen i det gamle stuehus. Han kaster et par ekstra kævler på den sorte brændeovn. Hans kone kommer ind i stuen, idet ovnen begynder at knage og knirke. Efter hende løber Johan og Alma ind, og Johan vifter med en pakke. Han har vundet i en tegnekonkurrence og pakker stolt gaven op. Alma har sorte arbejdsbukser på, der har lynlås i begge sider og lommer til værktøj. De ligner på en prik de bukser, som far har på.

Bonderøvens familie vidner om det paradoks, der ligger i selvforsyningstanken. For som Frank Erichsen siger, kan man ikke være selvforsynende alene:

"Jeg er ikke en eremit (eneboer, red.), som isolerer sig ude i de store skove. Den selvforsyning, jeg bedriver, er socialt anlagt, for jeg vil gerne interagere med andre mennesker - både socialt og på et forretningsplan. Og hvad angår familien, så er det jo blevet hele formålet med mit projekt - at gøre det for dem."

I Bonderøvens kommende stuehus, det nuværende virvar af muslingeskaller og genbrugte mursten, sidder der en bjælke over døren. På den er en indskrift, som vidner om Frank Erichsens lyst til at selvforsyne i selskab med andre - om at leve livet i et kaos af ønsker, håb, arbejde og venskab. Der står:

"Bygget med venners hjælp."