I Karen Hansens dødsannonce står der, at hun var børnepasser for ”et utal af familiens børn”. Ingen orkede rigtigt at tælle efter, hvor mange børn der præcist var tale om, for som familiens tro væbner nåede Karen Hansen at tage sig af ikke mindre end seks generationer. Først var det som husbestyrerinde gennem 37 år og siden som en integreret del af familien. Den 19. juni døde hun, 85 år.
Karen Hansen var en af de sidste af sin slags. Hendes funktion var nogenlunde den samme som den, kokkepigen Laura har hos familien Varnæs i Matador, og den blå skjortekjole under det hvide forklæde lignede da også til forveksling. Hun modtog – ligesom Laura – Det Kvindelige Velgørende Selskabs hæder for at have tjent ”mindst 15 år uafbrudt i den samme familie” og overværede den årlige uddeling i Garnisonskirken på Østerbro, indtil der kun var tre til at modtage diplomet.
”Der er ikke så mange tilbage af os,” som hun selv udtrykte det i 1990, da Berlingske Tidende besøgte familien i anledning af husbestyrerindens 30-årsjubilæum.
Det var en verden langt fra barndomshjemmet i Falkerslev på Sydfalster, der mødte 25-årige Karen Hansen bag den hvide havelåge på Phistersvej i Hellerup i 1960. Med sin 7.-klasseseksamen havde hun ikke indblik i det akademiske miljø, som husets par, tandlæge Gytte Heinild og børnelæge Svend Heinild, befandt sig i, men hun integrerede sig på sin egen måde.
”Vi har nu aldrig været på efternavn eller De. Lige fra starten var det Svend, Gytte og Karen,” fortalte Karen Hansen journalisten fra Berlingske Tidende.
Relationen mellem Karen Hansen og parret på Phistersvej var ikke venskabelig, snarere gensidig respektfuld. Karen Hansen gik på sit værelse på 1. sal, når kaffen var serveret, men modsat Laura spiste hun med ved bordet.
Med sig hjemmefra havde hun et arsenal af klassiske retter a la Frøken Jensen, som hun tilberedte efter hukommelsen. Lammekøller, æbleflæsk og pærer med råcreme. Hun bestemte som regel menuen. Indimellem fik de leveret en halv gris, og Karen fra Falster parterede og frøs dyret, som hun havde lært det hjemmefra. Stort set hver weekend måtte hun lægge ryg til søndagsmiddage, som snildt talte tre retter til 20 personer. Det skete da også, at hun smækkede lidt med grydelågene, hvis hun for eksempel havde dækket bord til 15, men 18 mødte op, eller gæsterne forsømte at bære tallerkenerne ud. Der skulle være styr på tingene.
Som årene gik, kom flere og flere børn til i huset på Phistersvej. Mange vil mindes Karen Hansen på gulvet omringet af de mindste og opslugt af legen. Det var aldrig nødvendigt at være autoritær, børnene lyttede bare til hende. De var det tætteste, hun kom på at få sine egne børn.
Hun giftede sig ikke, faktisk havde hun, så vidt vides, aldrig en kæreste. Hun viste aldrig nogen frem for familien på Falster, og hun talte heller ikke om den slags. At bo under en anden families tag i fire årtier besværliggjorde det måske. De nærmeste fornemmede dog ingen fortrydelse over hendes situation, snarere en stolthed over de mange børn, hun tog sig af gennem årene, omend de ikke var hendes egne.
Selvom Karen Hansen ofte var alene, var hun aldrig ensom. Tværtimod. Da huset på Phistersvej var solgt, og Gytte døde som den sidste, flyttede Karen Hansen for sig selv i 1996. I en lejlighed på Dalstrøget i Vangede nord for København begyndte 25-årspensionisttilværelse med en omgangskreds så stor, at det kunne være svært at holde rede på, hvem der var hvem: vennerne fra Hjemstavnsforeningen Lolland-Falster, kegleklubben, kortklubben eller naboerne i Vangede. Hun meldte sig også ind i en stavgangsklub, mødtes årligt med sin folkeskoleklasse på Falster, dansede med Folkedanserne fra Lyngby og var æresmedlem hos Hjemstavnsfolkedanserne på Frederiksberg. Desuden kørte hun Europa tynd i bus med en håndfuld rejseveninder.
Selvom Karen Hansen flyttede fra familien på Phistersvej, betød det ikke, hun var glemt. Til fødselsdage, konfirmationer og bryllupper var hun altid med som gæst, og da nu afdøde Gytte og Svends tipoldebørn kom til verden, fortalte Karen Hansen sin familie på Falster, at hun skulle være oldemor.
Tre måneder inden sin død, skulle hun til endnu en 60-årsfødselsdag i familien. Hun havde for vane at komme et kvarter for tidligt, så hun kunne få talt med værterne uden afbrydelser, men denne gang var hun forsinket. Da hun endelig dukkede op, var det trækkende med sin sorte Raleigh, hivende efter vejret. Det viste sig, at en tidligere kræftsygdom var blusset op og havde spredt sig til lungerne. Derfra gik det hurtigt ned ad bakke. Karen Hansen tilbragte den sidste tid på et plejehjem i Hellerup. Familien besøgte hende dagligt, men på hendes sidste nat, nåede nattevagten ikke at ringe i tide. Karen Hansen døde, ligesom hun levede: for sig selv.
Mere end 60 personer var samlet til bisættelsen. ”Mange mennesker for en kvinde uden mand og børn,” som en af hendes nære udtrykte det. Nej, Karen Hansen havde ikke stiftet familie i klassisk forstand, men hun fik alligevel skabt sig én på sin egen måde.