Intet er er et bedre billede på kristendommens nedtur i USA end udviklingen i tilhængere af den mere liberale gren af amerikansk protestantisme over de seneste 40-50 år. De såkaldte mainline-kirker var engang den største gruppe af kristne i USA. Det var dem, der talte på vegne af amerikansk protestantisme. De skabte forandringer i samfundet gennem præster som borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King, og de tænkte originale teologiske tanker med intellektuelle som teologiprofessoren Reinhold Niebuhr.
Men fra at have haft 30 procent af alle amerikanere i folden, er der nu kun omtrent 10 procent, der identificerer sig som mainline-protestant i USA. Og udviklingen i de aldrende menigheder tyder på, at tallet vil være nede på omkring fem procent inden for få år, vurderer Ryan P. Burge, der er adjunkt i statskundskab ved Eastern Illinois University og præst i American Baptist Church fra netop mainline-grenen af amerikansk kristendom.
Han forsker i krydsfeltet mellem religiøsitet og politisk adfærd i USA og udgav tidligere på foråret bogen “20 myths about religion and politics in America” (20 myter om religion og politik i USA).
“I dag hører vi stort set intet fra mainline-protestanterne, fordi det er så lille og marginal en del af amerikansk kristendom. Det er er en trist udvikling, der er selvforstærkende. Jo mere traditionen svinder ind, desto mere bliver folk bekræftet i, at kirken ikke er for dem, hvis de ikke kan stå inden for konservativ teologi,” siger han.
Har ikke skillet sig ud
Der er mange bud på årsager til, at de liberale kirker ikke har kunnet stå imod tidens tand i USA. Men for rigtigt at forstå den, skal man kende til udviklingen af en anden slags protestantisk kristendom i USA, nemlig evangelikalisme. Modsat mainline-protestanterne er de evangelikale ofte mere bevidste om det personlige gudsforhold og om omvendelse og synd. De evangelikale er typisk mere teologisk konservative, men kan tilhøre forskellige kirker.
Mens mainline-protestanterne siden 1970’erne har tabt betydeligt terræn, har de evangelikale kirker formået at bevare sin tilslutning. Det betyder, at den evangelikale kristendom i dag dominerer amerikansk protestantisme. Efter Ryan P. Burges estimat er omtrent 23 procent af den amerikanske befolkning evangelikale – tallet er endnu højere hvis man medregner de mange sorte kirker, der teologisk vil kunne defineres som evangelikale.
“Noget tyder på, at mere intens religion, som man ser hos de evangelikale, har længere holdbarhed. Tærsklen er højere i de evangelikale kirker. Det er sværere at blive en del af dem, fordi de ofte er i opposition til den dominerende kultur. Men det betyder samtidig, at de har lettere ved at holde på deres medlemmer, fordi de skaber en kultur, hvor de investerer mere af sig selv og bliver et stærkere fællesskab.”
Det er her, at den liberale del af den amerikanske kristendom har vist sig ukampdygtig, når det gælder om at holde fast i sine medlemmer og dermed også sin relevans over de seneste 50 år, vurderer Ryan P. Burge.
“Man kan anvende en økonomisk teori for at forklare hvorfor. På det frie marked, hvad enten du sælger sko, biler eller som i dette tilfælde religion, handler det om at skille dig ud fra dine konkurrenter. Det har været let for de evangelikale, fordi de ser sig selv som værende garant for modkultur. De er i opposition til tidsånden på mange måder. De liberale protestanter i USA har derimod ikke kunnet skille sig ud fra omverdenen. Deres branding har været mere mudret, fordi de ikke for alvor er lykkedes med at overbevise nogen om, at der er noget at komme efter i kirken, som man ikke kan få i det sekulære samfund.”
Filtret sammen med politik
Der er en anden grund til, at magtbalancen i amerikansk kristendom er tippet så meget til højre over de seneste årtier, vurderer Ryan P. Burge. Hvor begge politiske partier i USA tidligere var repræsenteret ligeligt mellem de to grene af protestantisk kristendom, er de evangelikale kristne i tiltagende grad blevet filtret sammen med Det Republikanske Parti. Det har ifølge Ryan P. Burge skabt et brandingproblem for kristendommen, fordi mange ser det at være kristen som synonym med at være politisk konservativ. Og i takt med at den liberalteologiske gren af amerikansk kristendom svinder ind, desto sværere bliver det at sige det modsatte.
Denne tendens bliver forstærket af, at begge de politiske partier reproducerer billedet af kristendom som en politisk konservativ sag, mener han.
“75 procent af de republikanske vælgere er hvide kristne, mens kun 38 procent af Demokraternes vælgere er hvide kristne. Resten af den demokratiske vælgergruppe er en blanding af katolske latinamerikanere, sorte protestanter, der teologisk også har en hældning mod det konservative og så en stor gruppe af ikke-religiøse hvide. Det gør, at mens Republikanerne konstant siger at religion er godt og hylder kristendommen, er Demokraterne mere tavse, hvad angår religionens rolle, fordi vælgerbasen her både består af nogle stærkt anti-religiøse ateister og nogle konservativt troende afroamerikanere.”
Forestillingen om, at kristendom og politisk tilhørsforhold er forbundet, er en af de mest skadelige udviklinger for det amerikanske samfund og for kristendommen generelt i USA, mener Ryan P. Burge. Kirken var tidligere et af de steder, hvor amerikanerne kunne møde hinanden på tværs af kulturforskelle og politisk orientering og være fælles om at tro. Men polariseringen af amerikansk kristendom er blevet en del af den generelle polarisering i USA og bidrager måske endda til den.
“Kirken er et fantastisk sted at bygge bro til folk, der er anderledes end dig: Politisk, teologisk, hudfarvemæssigt og økonomisk. Hvis du kender én fra en anden gruppe, er du mere tilbøjelig til at være tolerant over for den gruppe. Hvad vi imidlertid ser nu, er, at mange republikanere ikke kender nogen som helst demokrater og omvendt. Når vi ikke kender nogen personligt fra en given gruppe, sker det, at vi skaber et fjendebillede af den og hader den version. Pludselig er en demokrat ikke bare Bob nede fra enden af gaden, som også kommer i kirken, men en lgbtq-ateist fra New York. Det er meget lettere at hade den karikatur, end det er at hade Bob nede for enden af gaden, for ham kan jeg jo godt lide. “
“Engang kendte vi en masse Bob’er, men efterhånden har vi alle flyttet os så meget fra midten, at vi nu bare står på hver sin sidelinje og kaster sten efter hinanden og taler om, hvor dumme hinanden er. Medierne og de sociale medier gør det værre ved at forstørre de værste eksempler, mens virkeligheden er, at de fleste amerikanere ikke er drevet af værdikamp,”
Det er en af konsekvenserne af nedturen for den mainline-protestantisme, som Ryan P. Burge selv er en del af. Den stammekultur, der dominerer amerikansk politik og det amerikanske samfund, kan ifølge ham spores tilbage til, at kirkegangen blandt amerikanerne er faldet. I manges tilfælde er de stoppet med at gå i kirke, fordi de ikke kan finde et sted, de føler sig hjemme, og fordi de forbinder kristendom med konservativ teologi og Det Republikanske Parti. Derfor må den mindre konservative gren genfinde sin styrke, mener han.
“Den skal ændre sin branding. Vi skal forklare folk, at livet er bedre i et fællesskab, og at kirken også er en social virksomhed. Unge mennesker tror i dag, at man bliver intolerant, racistisk og mandschauvinistisk at gå i kirke. Men sandheden er, at folk, der går i kirke hver uge, er mere tolerante end ikke-religiøse. De er mere tilbøjelige til at være involveret i politik og i frivilligt arbejde. De har færre problemer med psykisk sygdom. I kirken lærer man færdigheder: At holde et møde, lægge et budget og andre ting, som kan bruges i livet. Vi skal fortælle folk, at kirken ikke kun er et unikt fællesskab, hvor det handler om tro, men at det også handler om at skabe et bedre liv for hinanden.”