Biskopper afviser at støtte projekt for familier med udfordringer

Et projekt i Aalborg, Aarhus og Viborg Stift får ikke opbakning til økonomisk støtte af landets biskopper, fordi det ikke er landsdækkende

”Jeg synes, at de har gjort et stort og vigtigt stykke arbejde, og jeg håber, at der kan skaffes midler andre steder,” siger biskop Thomas Reinholdt Rasmussen.
”Jeg synes, at de har gjort et stort og vigtigt stykke arbejde, og jeg håber, at der kan skaffes midler andre steder,” siger biskop Thomas Reinholdt Rasmussen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

En mor med tre hjemmeboende børn under 13 år, hvis far efter skilsmissen ikke ønsker at have kontakt til dem, kommer i kontakt med Folkekirkens Familiestøtte. Hun mangler overskud i hverdagen og familien bliver koblet sammen med en frivillig fra Folkekirkens Familiestøtte i 9 måneder. Efter forløbet vurderer hun, at hendes overskud er fordoblet.

Denne fortælling er med i en evaluering af Folkekirkens Familiestøtte fra 2020 - en evaluering, der også vurderede, at langt størstedelen af Folkekirkens Familiestøttes målsætninger i hjælpen til familier med udfordringer var opfyldt.

Alligevel har landets biskopper på det seneste bispemøde afvist at støtte en ansøgning til omprioriteringspuljen på 2,3 millioner kroner årligt, som Folkekirkens Familiestøtte har søgt til drift af sekretariatet efter 2023, hvor den nuværende bevilling fra Egmont Fonden udløber. 

Afslaget fra biskopperne sker på baggrund af, at Folkekirkens Familiestøtte ikke er landsdækkende, men kun er til stede i Aalborg, Aarhus og Viborg Stifter. 

“Der er rigtig mange hensyn i vores omprioriteringspulje, og grunden til biskoppernes beslutning er, at Folkekirkens Familiestøtte også søgte midler i 2020 og fik det svar, at man skal være i hele landet. Det er Folkekirkens Familiestøtte ikke, og derfor følte biskopperne ikke, at man kunne støtte en ny ansøgning,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen, der er biskop i Aalborg Stift.

Formanden for bestyrelsen i Folkekirkens Familiestøtte provst Carsten Bøgh Pedersen er glad for, at afslaget ikke skyldes, at biskopperne er uenige i projektet. Han forklarer, at sekretariatet holder sammen på de koordinatorer, der er ansat ude i provstierne, og som står for at rekruttere og godkende frivillige familievenner, som den, der besøgte den enlige mor.

“Det er mit indtryk, at biskopperne synes, at det er et rigtig godt projekt. Der er i hvert fald ingen, der angriber det, vi laver. De mener, at det skal være landsdækkende for at kunne støtte op, og det var jo det, vi søgte midler til at blive. Vores sekretariat er som sådan landsdækkende, men vi har bare ikke ansat koordinatorer i hele landet,” siger Carsten Bøgh Pedersen.

Han fortsætter:

“Jeg er sikker på, at det har været diskuteret godt og grundigt, og vi i bestyrelsen tager det til efterretning. Nu må bestyrelsen mødes så hurtigt som muligt for at finde ud af, hvad vi gør.”

Thomas Reinholdt Rasmussen understreger, at det er et krav allerede at være forankret i hele landet for at kunne søge midler fra omprioriteringspuljen, ikke omvendt.

“Jeg synes, at de har gjort et stort og vigtigt stykke arbejde, og jeg håber, at der kan skaffes midler andre steder,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

Carsten Bøgh Pedersen håber, at Folkekirkens Familiestøtte bliver landsdækkende inden for nogle år ved at få flere provstier med i projektet. Provstierne skal betale 1,60 kroner pr. medlem af folkekirken i provstiet til driften af Folkekirkens Familiestøttes sekretariat - udover lønningsomkostningerne til de enkelte koordinatorer ude i provstiet. Men for at blive landsdækkende mangler Folkekirkens Familiestøtte driftsmidler de kommende år, blandt andet på grund af coronapandemien. Disse midler vil bestyrelsen nu arbejde på at finde.