Det findes både i udprintede og digitale versioner. Og det kan nemt forsvinde. Både i lommer og på mobiltelefoner. Der er selvfølgelig tale om coronapasset, som i det seneste lange stykke tid har fungeret som adgangsbillet til folkekirken såvel som andre trossamfund. Har man sukket over passet, kan det meget vel ske, at det samme gør sig gældende med mundbindet, som der også har været et krav om at bære, hvis man har villet deltage i religiøse handlinger. Besværligt eller ej, så er det alt sammen fortid fra på tirsdag den 1. februar.
På et pressemøde i aftes præsenterede regeringen en plan for, hvilke restriktioner der ophæves og forlænges på baggrund af Epidemikommissionens seneste anbefaling. Her lød det, at alle gældende restriktioner, herunder krav om coronapas og mundbind i blandt andet folkekirken, ikke er lovkrav fra tirsdag i næste uge.
Og det er en glædelig nyhed, at restriktionerne nu bliver ophævet, mener Søren Abildgaard, der er formand for Landsforeningen af Menighedsråd.
”Jeg har fuld tillid til, at den rådgivning, regeringen baserer sine overvejelser på, er holdbar,” siger han.
Søren Abildgaard, der sidder med i folkekirkens coronataskforce, forventer – og håber – at ændringen med tiden vil lokke kirkegængere i hele landet tilbage på kirkebænken.
”Jeg fornemmer, at den tilbageholdenhed, der generelt har karakteriseret samfundet er kraftigt aftagende. Selvom vi stadig har haft nogle regler, så er det mit indtryk, at de ikke er blevet taget helt så alvorligt, som de gjorde i tidligere faser,” siger Søren Abildgaard.
Dog understreger formanden, at det er hans forventning, at der vil gå ”en rum tid”, før folkekirken igen når et normalt niveau af kirkegængere.
Tøvende tilbagevenden
Det er ligeledes vurderingen hos Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Aarhus Stift. Men først og fremmest slår han én ting fast:
”Jeg er en glad mand! Så enkelt kan det siges,” skriver biskoppen i en mail til Kristeligt Dagblad efter gårsdagens nyhed.
De stigende smittetal taget i betragtning, mener flere eksperter, at genåbningen af samfundet, og herunder også trossamfund, kommer for tidligt. Men det er den rette vej at lukke yderligere op, svarer biskoppen:
”Vi har i folkekirken hidtil fulgtes nogenlunde ad med det omgivende samfund, hvad angår op- og nedlukning, så det gør vi selvfølgelig også, når det handler om yderligere bortfald af restriktioner,” skriver han.
Men, fortsætter han:
”Jeg tror, at mange af de kirkegængere, der har holdt sig hjemme i det seneste par år, vil vende tilbage, men de vil gøre det tøvende og forsigtigt, da bortfald af restriktioner endnu ikke er lig med ophør af smittefare.”
Plejehjemspræst på Plejecenter Sølund i København, Jeppe Carsce Nissen, er glad ved udsigten til, at restriktionerne er på vej mod at ophæves.
”Under nedlukningen har jeg holdt husandagter for beboerne, hvor der højest er en 5-10 mennesker. Jeg glæder mig til at holde gudstjenester med både korsang og altergang og – så at sige – hele pibetøjet,” siger han.
Ifølge ham er det svært at etablere et intimt, helligt rum ved husandagterne.
”Man starter fra nul hver gang. Til de større gudstjenester sidder liturgien og ritualerne på rygraden, og man får lettere følelsen af at være et stort fællesskab. Det glæder jeg mig meget til at vende tilbage til,” siger Jeppe Carsce Nissen, der afviser at forholde sig til spørgsmål om, hvorvidt ophævningen af restriktionerne er for letsindige.
”Overdødelighed og restriktionerne er der folk, der er klogere end mig, som kan forholde sig til. Jeg ved noget om græsk og filosofi og livets forhold,” siger Jeppe Carsce Nissen.
Tiltroen til, at myndighedernes retningslinjer er rigtige, deler Birgitte Graakjær Hjort, der er afdelingsleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Hun mener, at folkekirken skal følge det øvrige samfund, når det gælder restriktioner.
”Vi har nogle myndigheder, der rådgiver nogle politikere, og det er i den sammenhæng, vi også hører ind under som kirke. Hvis det er den rette vej for samfundet, så er det også den rette vej for os som kirke,” siger hun.
Vane og tradition
Det bliver spændende at se, om bortfaldet af restriktioner vil gøre en forskel for særligt den ældre del af kirkegængerne, mener Birgitte Graakjær Hjort.
”Jeg tror sådan set, det kan gå begge veje. Der er ældre, som føler sig mest trygge ved at komme, når de skal vise coronapas. Men der findes til gengæld også en gruppe, der oplever, at det er meget besværligt med coronapas og mundbind.”
Derfor bliver det særligt spændende at se på den foreløbige udvikling, når årets kirkestatistik om få uger er landet på Birgitte Graakjær Hjorts skrivebord.
”Under nedlukningen har vi hørt fra mange forskellige præster, at de oplever en vigende kirkegang. Det er klart, at den vil være vigende, når kirken har været helt eller delvist lukket, ligesom det er klart, at den er vigende, når der er mange, der enten er ramt af corona eller i isolation,” siger hun.
Men ser man bort fra de faktuelle forhold, der naturligt påvirker kirkegangen, gemmer der sig et dybere lag, påpeger afdelingslederen:
”Uanset om man gør det juleaften, en gang om måneden, eller hver søndag, så er det at gå i kirke i udpræget grad et spørgsmål om vane og tradition for mange mennesker,” siger Birgitte Graakjær Hjort og bemærker, at det netop er vanespørgsmålet, som centret vil have for øje, når man om lidt skal undersøge årets kirkestatistik.