Folkekirken har ikke det samme greb i danskerne, som den havde for 20 år siden.
Antallet af medlemmer er faldet støt gennem årene, og i 2021 var der cirka 200.000 færre end i 2002. Det til trods for at antallet af indbyggere i samme periode steg med en halv million.
Det er en nedgang, som er til at tage at føle på, og som ville få de fleste direktører og bestyrelsesformænd til at tænke sig om en ekstra gang, før de ansatte flere medarbejdere.
Men sådan tænkes der ikke i folkekirken. Her har man trods nedgangen oprustet i antallet af præster, så der i dag er 133 flere præster end for 20 år siden. Med andre ord har folkekirken fået flere præster til at betjene færre medlemmer.
Det viser tal, som kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har udleveret til Folketinget på baggrund af en forespørgsel fra Enhedslistens kirkeordfører Christian Juhl. Ifølge oversigten var der 1972 præste-årsværk i folkekirken i 2002, mens der i 2021 var 2106,2. Det er en stigning på 6,5 procent.
Kirstine Helboe Johansen, der er lektor i praktisk teologi og afdelingsleder for afdeling for teologi ved Aarhus Universitet, forklarer, at det grundlæggende drejer sig om en demografisk problemstilling. I takt med at landegnene er blevet affolket, og befolkningen er rykket mod byerne, er kirkerne blevet stående rundt omkring i landskabet. Her er det stadig muligt at komme til gudstjeneste søndag formiddag, om end kirkebænkene står tommere end førhen, fordi der er markant færre sognebørn tilknyttet den enkelte præst.
"Denne udfordring er noget, som kirken på landet har været optaget af de senere år: Fordi folkekirken er landsdækkende, så bliver den den sidste institution, der står tilbage i et lille lokalsamfund, hvor skolen er lukket, og købmanden har måttet opgive. Det betyder, at hvis der skal være en form for centrum i byen, så kan kirken ikke bare lukke og slukke. For hvis den gør det, er det uigenkaldeligt,” siger Kirstine Helboe Johansen.
Omvendt har byernes præster fået mere at se til, i takt med at flere flytter til. Det kalder på flere præster til at håndtere de kirkelige handlinger som vielse, dåb og konfirmationer, forklarer Kirstine Helboe Johansen.
Det er logisk. Men det giver alligevel ikke helt nok mening til, at folkekirken kan forsvare at øge kapaciteten, samtidig med at den får færre medlemmer, mener Enhedslistens kirkeordfører Christian Juhl.
"Jeg kunne forstå, hvis man havde forsøgt at holde antallet af præster uændret i perioden. Men det er ikke hensigtsmæssigt, at der kommer flere præster, mens medlemstallet falder. Kirken skal tilpasse sig den konkrete virkelighed. Man taler om, at der mangler ressourcer i folkekirken, og at der mangler penge til at bekæmpe skimmelsvamp og dårligt arbejdsmiljø. Men det her viser jo, at der ikke mangler ressourcer, ” siger han.
Men hvad hvis grunden er, at folkekirken ønsker at blive i de lokalområder, hvor folk flytter fra, og alt andet lukker?
"Hvis sognene er så små i landområderne, som det antydes, så skal præsterne kunne tage flere sogne. Det er lige eksklusivt nok til, at vi kan holde til at ansætte flere præster på den lange bane,” siger Christian Juhl, der vil spørge kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen, om hun vil tage emnet op med folkekirkens 10 biskopper.
En af dem er Elof Westergaard, der er biskop over Ribe Stift, og som sad med i en arbejdsgruppe, der i november sidste år udarbejdede en rapport om præstefordelingen i de kommende år fra 2022 til 2027. Han mener overhovedet ikke, at der er et problem i, at antallet af præster er steget, mens antallet af folkekirkemedlemmer er faldet. Tværtimod kunne Elof Westergaard tage imod 20 nye præster i sit stift i morgen og vide præcis, hvor han skulle bruge dem.
"Den danske befolkning vokser. Og eftersom folkekirken er en folkekirke, der også har en forbindelse til staten, så har den også en forpligtelse over for de mennesker, som ikke er medlem af den. Der er opgaver i forhold til civilregistrering og begravelsesmyndighed. Og det er også regnet ind i den måde, vi fordeler årsværkerne på. Så det er ikke kun antallet af medlemmer, man måler antallet af præster ud fra,” siger han.
Derudover har præstefunktionen ændret sig siden 2002, mener Elof Westergaard. At være præst er ikke kun at prædike om søndagen, men også at bedrive sjælesorg, lave minikonfirmandforløb og forestå kirkelige handlinger på alle ugens dage. Og så bare at være til stede. Især i de små samfund, hvor kirken er det sidste tilbageværende.
"Alle folkekirkens biskopper oplever, at der bliver kaldt på os fra flere institutioner i samfundet, som vil have os med til at skabe fællesskab. Vi lever i et samfund, hvor flere bor alene eller er ensomme, og hvis vi skal være med til at løfte den udfordring, så kræver det mere af os som kirke. Det kalder på flere præster og andre kirkeligt ansatte,” siger Elof Westergaard.