Engang imellem sker det, at en langlemmet konfirmand spørger præst Martin Drengsgaard om ikke, han lige vil bede for, at fodboldholdet Arsenal vinder aftenens kamp mod deres rivaler. Kom nuuuuu. Det ville være så fedt, bliver teenagerne enige om, mens de knæler foran alteret til konfirmationsforberedelse.
Forespørgslen afføder ofte en diskussion om, hvad man må og ikke må bede for. For er det legitimt at bede for et fodboldhold? Har Gud ikke vigtigere ting at tage sig til?
I princippet er der ikke noget i vejen for at bede om, at et fodboldhold må vinde over et andet, siger Martin Drengsgaard, der er sognepræst i Bethlehemskirken i København. Alligevel tager han gerne sine forbehold:
"Jeg plejer at sige, at det ikke er særlig godt for konkurrenceforholdene, at Gud holder mere med det ene hold end det andet, og at vi i stedet skal bede for, at at alle - uanset vindere eller tabere - må få en god kamp og være glade til sidst."
Får man alligevel lyst til at snige ind i sin bøn, at Arsenal skal være aftenens sejrherre, behøver man ikke frygte, at Gud dømmer en for sit ønske, fastslår sognepræsten.
"Vi skal altid lægge det frem for Gud, som findes i vores hjerte. I den forstand findes der ingen bagatelgrænse for, hvad man må bede for. Men samtidig siger Jesus, at han vil give os alt det, som vi beder om i Jesu navn. Det betyder, at han kun svarer ja til de bønner, der bliver bedt i overensstemmelse med hans vilje. Dermed sorterer Jesus de bønner fra, som vi i vores uvidenhed beder, men som ikke er gode for os selv og andre."
Gud kan, siger Martin Drengsgaard, med andre ord holde til at høre alt. Hvis man i afmagt kommer til at bede for, at en diktator må få en kugle i panden, vil Gud tale til ens samvittighed uden at dømme.
"I sådan en situation tænker jeg, at Gud vil sige, at det ville være bedre at bede en bøn for, at diktatoren omvender sig og begynder at handle anderledes."
Ingen katolske bagateller
Tilbage til fodboldspillerne. Det er nemlig ikke et særsyn, at fodboldspillere i gamle katolske lande som Spanien og Italien slår korsets tegn og kaster et blik mod himlen inden en vigtig kamp på grønsværen. Det er da også den katolske præst Lars Messerschmidts opfattelse, at man kan - og skal, som han siger - bede om alt, hvad Jesus selv beder Gud om.
"Faderen og Sønnen udvirker verdens frelse ved, at vi, som er Guds børn, lægger vore, andre menneskers og verdens anliggender og behov frem for ham. Uden bøn blokerer vi for Guds handling. Hvis ikke vi beder om det, kan Gud ikke vide, om vi virkelig ønsker det, og han vil ikke give os noget, vi ikke ønsker," siger Lars Messerschmidt.
Adspurgt om der findes en bagatelgrænse for, hvad man må bede om, spørger Lars Messerschmidt retorisk, om der findes en bagatelgrænse for, hvad små børn må bede deres far og mor om?
"Som Guds børn har vi fri adgang til Faderen, men ligesom forældrene skal tolke deres barns ønsker og kun give dem det, der virkelig er godt, gør Gud det samme. Han ved, hvad der på sigt tjener os og andre bedst."
Hverken præsten eller kirken skal gøre sig til dommere over, hvad det enkelte menneske må og ikke må bede for, supplerer Birgitte Kvist Poulsen, der er provst i Holmens og Østerbro Provsti.
"Måske er det egoistisk at bede til Gud om, at man må finde sine nøgler, eller at nogle må vinde en fodboldkamp, men det vigtige er, at man kommer i dialog med det, der er større end en selv. Guds vilje ændres ikke i bøn, men hvis man lytter godt efter, får man som regel svar. Så er det ligegyldigt, om fodboldkampen vindes, eller nøglerne findes," siger hun.
Som Guds børn har vi fri adgang til Faderen, men ligesom forældrene skal tolke deres barns ønsker og kun give dem det, der virkelig er godt, gør Gud det samme. Han ved, hvad der på sigt tjener os og andre bedst.
Kollegaen, William Salicath, der er sognepræst i Eliaskirken på Vesterbro i København, har svært ved at forestille sig, at Gud ville ændre ved fysikkens love, hvis han bad om det. Men heller ikke han mener, at der findes grænser for, hvad man kan tillade sig at bede for.
"Præster ved ikke, hvad folk har behov for og længes efter, og hvad der er vigtigt for den enkelte. Det er op til vedkommende selv. At et fodboldhold vinder, er måske helt afgørende for en person og fuldstændig ligegyldig for en anden. Pointen er, at noget er uden for ens kontrol og her er det helt legitimt at bede for et bestemt udfald. Bøn er dybest set et rum for afmagten."
Bed ikke imod Guds vilje
Henri Goldstein, formand for Det Jødiske Samfund og speciallæge, bad som 10-årig for, at hans far måtte genoplives fra døden.
"Man kan bede til Gud om hvad som helst. Det, der kan være en bagatel for den ene, kan være en kæmpe udfordring for en anden."
Men, understreger han:
"Jeg ville finde det uværdigt at bede om noget, som var ondskabsfuldt eller nedrigt. Hvis man beder til Gud, skal det være, fordi man har noget at bede om, som betyder noget for en selv, og hvis det er en ondskabsfuldhed, er det over grænsen."
Og så er vi tilbage ved Lars Messerschmidt, der på linje med den jødiske formand fastslår, at der ingen bagateller findes, men at man - trods alt - ikke kan bede imod Guds vilje.
"Man kan ikke bede Faderen om det, Jesus ikke selv ville bede om. Det er meningen med ordene: 'Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så kan I bede om, hvad I vil, og I vil få det'. Men man kan naturligvis ikke bede om noget, som er direkte imod Guds vilje, for eksempel at Gud må dræbe vores fjender."