I søndags var Jacob Mchangama i kirke. I Blovstrød Kirke i Nordsjælland sad han og familien bænket på rækkerne foran prædikestolen, mens sognepræst Kristine K. Ravn holdt prædikede om Ordets kraft og begrænsninger. Dagen efter skrev direktøren for tænketanken Justitia et opslag på sin Facebook-profil, hvor han kom med en indrømmelse: Med alderen bliver han mere og mere glad for folkekirken.
"Der er også noget bevægende over, at man, uden at være medlem af folkekirken, kan gå til alters og modtage nadveren på lige fod med alle andre," skrev han.
I kommentarsporet faldt det flere for brystet, at en mangeårig og indædt fortaler for det liberale demokrati som Jacob Mchangama, der også tidligere har undsagt sig, at kristendommen skulle spille en betydningsfuld rolle for det danske samfund, pludseligt skulle mene det modsatte.
"Er der nogen, der har hacket din profil?," spurgte eksempelvis forfatter Kasper Støvring efterfulgt af en blinkende smiley – antageligvis som en form for formildende omstændighed.
Men mest af alt gav det digitale menneskemylder Jacob Mchangama ret i hans betragtning. For eksempel skrev en:
"Jeg overvejer efter 58 år uden for folkekirken at melde mig ind igen. Jeg er heller ikke troende – vel nærmest kætter – men jeg tror på folkekirken som en vigtig faktor i kampen for at bevare Danmark som et kulturkristent land."
På den måde minder Jacob Mchangama om ganske mange, som i takt med alderen får en forståelse for, hvad kirken konkret kan tilbyde i et sekulært samfund, men afstår fra at kalde sig selv troende.
I folkekirken er der ellers god plads til at udfolde en teologi, hvor det overnaturlige ikke spiller nogen rolle. Også blandt præster. Med andre ord kan opstandelse og jomfrufødsel tolkes som fortællinger om noget dennesidigt og naturligt, uden at det udelukker nogen. Ikke-troende kan man sågar kalde sig.
Jacob Mchangama fastholder, at det er det, han er. Ikke-troende. Men gudstjenesten? Han har en "gryende erkendelse" af, at den har en særlig og bevægende kraft.
"Folkekirken udgør rammen om mange af de vigtigste begivenheder i vores liv, og bekræfter os i, at vi hører til en bestemt kultur med en specifik identitet og historie. Når vi synger salmer og deltager i ritualer, som generationer af danskere har gjort det før os, er gudstjenesten med til at bekræfte følelsen af sammenhængskraft," siger direktøren, der hverken er døbt eller konfirmeret, men som barn gik i en katolsk skole. Her rakte han en dag hånden i vejret til kristendomsundervisningen for at sige, at han altså ikke troede på Gud.
Og så vidt Jacob Mchangama ved, har han aldrig selv været medlem af folkekirken. Hans mor blev formet af 68’ernes oprørsgeneration, boede i kollektiv og meldte sig først ind i folkekirken i 2003, da hendes bror døde. Det er sønnens opfattelse, at kirken gav hende et fællesskab, hun savnede i tiden efter dødsfaldet, men før ville det ikke have strejfet hende at melde sine børn ind i folkekirken.
Folkekirken binder os sammen som borgere
I dag fremhæver Jacob Mchangama frivilligheden ved gudstjenesten – og kristendommen som trosretning.
"Situationen er ikke længere som i tiden før Grundloven, hvor kirken spillede en undertrykkende rolle med trostvang og streng social kontrol af borgerne. På den måde har folkekirken bibeholdt det bedste i form af at skabe mening og sammenhængskraft, men på det sekulære liberaldemokratiske samfunds præmisser," siger han og fortsætter:
"Det er lidt det samme med monarkiet. Vi har fravristet det dets undertrykkende elementer, men det giver stadig samfundet en værdifuld sammenhæng. Det er ekstremt vigtigt i et samfund, hvor vi ikke kun kan leve af frihed og principper."
Sekulære og abstrakte idealer som ytringsfrihed, religionsfrihed, tolerance og lighed for loven, siger Jacob Mchangama, er ikke særligt velegnede til at skabe sammenhængskraft og samhørighed. To værdier, der er nødvendige for, at mennesker kan finde mening og indhold inden for rammerne af et liberalt demokrati. Til den påstand har Jacob Mchangama et særligt begreb. "Godartet tribalisme", kalder han det.
"Jeg kalder det godartet tribalisme i den forstand, at der i modsætning til tidligere tider ikke findes religiøs tvang i folkekirken. Men i et liberalt demokrati, hvor vi har en masse frihed, og hvor vi ikke bliver tvunget til en bestemt bekendelse, har man som borger stadig behov for at kunne identificere sig med noget større end en selv. En mening med tilværelsen. Ytringsfriheden er eksempelvis en god og væsentligt værdi, men det er ikke nødvendigvis en, der gør, at vi føler os forbundne som danskere. Det er her, værdier som religion – og dermed folkekirken – har en ekstrem vigtig rolle at spille for at binde os sammen som borgere," siger tænketanksdirektøren, som også har siddet i Ytringsfrihedskommissionen.
Havde man for 10-15 år siden stillet Jacob Mchangama spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen havde en rolle at spille i et moderne demokrati, havde han givetvis kaldt hele foretagendet for "plat og barnligt", indrømmer han. Men i dag er han af den overbevisning, at religion ikke er noget, man skal forsøge at udrydde.
"Det er ikke forestillingen om Gud som en overnaturlig kraft, der er afgørende for mig. Det er mere følelsen af kontinuiteten i traditionen. Men jeg kan godt blive rørt på andre menneskers vegne, når de tror på Gud og kan finde trøst i troen på noget større," siger han.
Hvad ville Jacob Mchangama selv tænke, hvis han en dag mødte Gud? Jesus?
"Hvis jeg oplevede en brændende busk, eller en stemme fra det høje talte til mig, og jeg var overbevist om, at jeg ikke var psykisk syg, og min promille var relativ anstændig, så… ja, man kan jo aldrig sige aldrig," siger Jacob Mchangama.
Han fortsætter:
"Det er ikke en vigtig del af min identitet at sige, at jeg ikke er troende. Men når jeg har orienteret mig i verden, har jeg ikke fundet særligt stærke holdepunkter for, at der skulle findes en Gud i den gængse forståelse, som man eksempelvis forstår Gud i kristendommen. Men det ville ikke være forfærdeligt for mig at nå frem til modsatte erkendelse."
Som kommentar til facebook-opslaget skriver en debattør: "Hvis du accepterer dette og værdien af folkekirken og dens kulturkristne værdier, så meld dig dog ind igen og medvirk til bevarelse af noget værdifuldt."
Og hvem ved? Ved spørgsmålet, om Jacob Mchangama nogensinde – og så vidt vides for første gang i sit liv – kunne finde på at melde sig ind i folkekirken, holder han inde et øjeblik, før han svarer:
"Ja, jeg tror snart, det kommer."