Abraham, den ældste stamfader til Israels folk, er en af Bibelens mest kendte patriarker.
Familieoverhovedet, der blev fader til både jøder, kristne og muslimer, var tæt på at adlyde Guds ordrer om at slå sin egen søn ihjel. Gerningen blev som bekendt forhindret, men Abraham var tilsyneladende villig til at lade sin faderlige omsorg for sønnen vige for lydigheden over for Gud.
Går man og tror, at jødiske fædre dengang generelt efterstræbte en sådan adfærd, må man tro om igen. For selv på bibelsk tid fandtes der andre faderidealer, og det er søndagens prædiketekst et godt eksempel på, siger Børge Haahr Andersen, der er rektor på Dansk Bibel-Institut.
"I søndagens tekst fortæller Jesus sine tilhørere, at der er mange boliger i hans faders hus, underforstået Guds rige i himlen, hvor faderen bliver en familiær og rummelig omsorgsperson, der åbner sit hjem for Jesus og alle hans tilhørende."
Gennem Det Nye Testamente bruges ordet far om Gud i to forskellige betydninger, tilføjer Børge Haahr Andersen.
"Den ene er i Jakobsbrevet, hvor Jakob kalder Gud for 'lysenes far'. Her bruges far i betydningen ophav eller universets skaber, og han bliver på den måde mere fjern og utilnærmelig. Den anden betydning findes i den måde, Jesus bruger Fadervor, eller som Paulus bruger det. Han kalder Gud Abba, som er et græsk udtryk, der svarer til det engelske daddy, som et lille barn bruger om sin far, og så er vi pludselig i det meget nære og familiære."
Men billedet på den familiære Gud var ikke uproblematisk i samtiden, forklarer Børge Haahr Andersen:
"I Johannesevangeliet bliver jøderne eksempelvis stødt over, at Jesus kalder Gud for sin far, fordi de tror, han bruger ordet til at beskrive et kærligt fader-søn-forhold og derfor sætter sig selv på samme niveau som Gud."
Selvom datidens jøder også kendte faderen som en omsorgsfuld person, diskuterer man stadig, hvilke forpligtelser der var forbundet med faderrollen på Jesu tid, fortæller rektoren.
"Faderen på Jesu tid var først og fremmest opdrageren og sørgede for, at børnene var lydige og opførte sig ordentligt, ligesom han skulle sørge for at brødføde sin familie og give dem tag over hovedet. Så tiden til at sidde og hygge på børneværelset var begrænset."
Men det står for Børge Haahr Andersen ikke i modsætning til, at en fader på Jesu tid også kunne være omsorgsfuld. Udover eksemplet i søndagens tekst baserer han også dette på lignelsen om den fortabte søn.
"I lignelsen står faderen langt borte og kigger efter sin fortabte søn. Da han øjner ham i horisonten, løber han ham i møde, hvilket er udtryk for en meget tæt omsorgsrelation. En voksen mand løb aldrig på det tidspunkt, det var helt uhørt. Man gik roligt og ærværdigt, hvis man havde en vis standard, men i Jesu’ forkyndelse er ordet for forbundet med en, der har så stor omsorg for sønnen, at han glemmer konventionerne for god opførsel, hvilket taler for faderrollen som et nært og personligt forhold mellem barnet og faderen."
I dag anses Gud mest af alt som en kærlig og nær far, siger Børge Haahr Andersen og giver et eksempel fra sin egen tid som præst:
"Jeg mødte en fyr, som var alkoholiker og kom fra et yderst ubehageligt hjem. De få gange, han havde mødt sin egen far, havde faderen været fuld eller slået ham. Derfor var han virkelig glad for det bibelske udtryk om Gud som en omsorgsfuld fader, fordi han vidste, at lige præcis det ord indebar alt det, som hans egen jordiske far manglede."