Fodboldholdet Sønderjyske var næsten “korsfæstet, død og begravet”, men havde dog som “Superligaens bundprop mulighed for at kickstarte genopstandelsen”.
Sådan lød det blandt andet i DR Sporten efter Tv Avisen den 16. april om en fodboldkamp mellem F.C. Nordsjælland og Sønderjyske, der havde fundet sted dagen forinden. Udsendelsen faldt i påsken, nærmere bestemt på den højhellige langfredag, og disse ord på denne særlige dag faldt nogle seere for brystet. En af dem, som har klaget til DR og mente, at DR burde sige undskyld til alle seere, fik i sidste uge svar fra lytternes og seernes redaktør i DR, Jesper Termansen.
I en klumme og med udgangspunkt i klagens afgørelse skriver han, at der ikke er noget at komme efter i kritikken af redaktionens ordvalg og beslutning om at sammenligne en sportsbegivenhed med den kristne fortælling om påsken. Ifølge ham kan det sagtens være, at en gruppe kristne - som klageren mener - kan være blevet stødt af sammenligningen.
“Men det vil være temmelig betænkeligt for ytringsfriheden, hvis DR er forpligtet til at respektere, at hvis én eller flere personer føler sig krænket over timingen og sproget i forhold til religion, så skal DR respektere dette. Endda beklage hvis det er sket."
Klageren havde ellers kaldt tonen i indslaget for “utilstedelig” og “dybt sårende” og mente, at der i indslaget var tale om et brud på DR’s egne etiske retningslinjer. Men det mener Jesper Termansen ikke, at der er tale om.
“Heldigvis har DR næsten ingen retningslinjer for omtale af religion. Der er nogle få, ret brede og temmelig fortolkningsbare henstillinger, men slet ikke retningslinjer, som vil detailregulere området,” skriver han og fortsætter:
“Hvis der derimod kommer flere og detaljerede regler for, hvornår DR må sige og mene noget om religiøse spørgsmål, risikerer vi også at udstyre personer og grupper med veto-håndtag, som de kan rykke i og reelt kan begrænse den frie offentlige debat med henvisning til, at de føler sig krænkede.”
“Det vil være bekymrende,” afslutter redaktøren.
"Vi tager hjem til Danmark, hvor Sønderjyske næsten er korsfæstet, død og begravet – men det er jo påske, og langfredag havde Superligaens bundprop mulighed for at kickstarte genopstandelsen."
Kommentator under fodboldkamp mellem F.C. Nordsjælland og Sønderjyske under påsken