Stoppede selvmordsbomber: Pakistan er måske på vej mod sin første kristne martyr

Bliver pakistaneren Akash Bashir kristen martyr, vil det være en historisk begivenhed. Udfordringer bliver at vise, at han døde for sin kristendom, og ikke af politiske grunde

Akash Bashir blev dræbt, da han forhindrede en islamistisk selvmordsbomber i at trænge ind i den katolske St. John’s Church i den pakistanske storby Lahore.
Akash Bashir blev dræbt, da han forhindrede en islamistisk selvmordsbomber i at trænge ind i den katolske St. John’s Church i den pakistanske storby Lahore. Foto: K.M. Chaudary/AP/Ritzau Scanpix.

Pakistans kristne mindretal fik for nylig en opmuntring, da pave Frans fortalte, at den officielle undersøgelse af en ung katolsk mand, Akash Bashir, og hans mulige martyrium nu er sat i værk. Det er en klar anerkendelse af de vanskeligheder, som landets kristne lever under, og en saligkåring vil skabe international opmærksomhed om problemet i hele Asien. Men fordi udgangspunktet for undersøgelsen er et drab, vil saligkåringen uvægerligt også sætte fokus på dem, der slog den unge mand ihjel. Her skal Pakistans katolske kirke og paven træde varsomt, for anerkendelsen af martyren må ikke ses som et angreb rettet mod islam.

Akash Bashir døde, da han den 15. marts 2015 forhindrede en selvmordsbomber i at trænge ind og foranstalte et blodbad i en tætpakket katolsk kirke. Episoden fandt sted, da to selvmordsbombere angreb den katolske St. John’s Church og en anden kirke i Lahores overvejende kristne nabolag. Attentaterne blev udført af den islamistiske terrororganisation TTP-JA. Det dræbte 17 mennesker og sårede over 70. Da den ene selvmordsbomber nærmede sig den katolske kirke, forhindrede Bashir, der var frivillig sikkerhedsvagt, forbryderen i at trænge ind i kirken med ordene ”Jeg skal dø, men jeg vil ikke lade dig komme ind”. Herefter sprængte selvmordsbomberen sig selv i luften og dræbte Bashir og to andre.

I den katolske kirke er en martyr en salig eller helgen, der er blevet slået ihjel for sin tros skyld. For officielt at blive erklæret som martyr, skal der indledes en lang og omstændelig undersøgelsesproces, som i de fleste tilfælde først kan påbegyndes fem år efter den mulige martyrs død, og som indledes lokalt i det bispedømme hvor han eller hun boede. I dette tilfælde er det ærkebispedømmet Lahore, som må formodes at have dyb indsigt i de religiøse, sociale og politiske minefelter, der danner ramme om pakistanske kristnes liv og færden.

Den klassiske kristne martyr er et uskyldigt offer, som af en ”tyran” bliver slået ihjel for sin tros skyld. Martyren søger ikke aktivt sin død, men accepterer den, hvis alternativet er at afsværge troen eller handle i modstrid med kristne værdier.

Problemet er, at et martyrium i de fleste tilfælde også er en politisk handling, og at det ikke altid er nemt at skelne mellem det ene og det andet. De tidlige kristne martyrer udfordrede romernes overherredømme ved at nægte at tilbede kejseren som en guddom, så fra Roms synsvinkel var der tydeligvis tale om politik. Det diskuteres også jævnligt om danske helgener som Knud den Hellige og Knud Lavard blev slået ihjel for deres kristne sindelag eller af politiske grunde. Selv i et land som Spanien, der har en lang kristen historie, bliver venstrefløjen irriteret, når den katolske kirke helgen- og saligkårer spaniere, der blev myrdet af den republikanske side under den spanske borgerkrig. For en ting er at anerkende det beundringsværdige i at gå i døden for sin overbevisnings skyld. Noget andet er, at den kommunisme eller socialisme, kritikerne selv er rundet af, bliver udlagt som skurk og kristendommens fjende.

Vatikanet har derfor meget strikte kriterier for, hvem der kan siges at være død som kristen martyr, og her er det ikke nok blot at sige, at han eller hun døde for troen. Det skal bevises, at det var martyrens klare og utvetydige kristne bekendelse, der gjorde, at ”tyrannen” – om så det i praksis er islamistiske terrorister eller et sekulært og totalitært regime – slog ham eller hende ihjel. Det er derfor, at Akash Bashirs angiveligt sidste ord til selvmordsbomberen, ”jeg skal dø, men jeg vil ikke lade dig komme ind”, er vigtige. For hvordan kan man være sikker på, at det er et kristent udsagn?

Hvis det om nogle år ender med, at Akash Bashir bliver kåret som martyr, skal det være så tydeligt, at den glædelige begivenhed ikke er rettet mod islam, at repræsentanter for Pakistans regering og for landets muslimske flertal også kan deltage i saligkåringsceremonien. Det skete i 2018 ved en saligkåring af 19 kristne martyrer i Oran i det muslimske Algeriet. Hvis noget tilsvarende kunne ske i Lahore, ville det ændre de kristnes historie i Pakistan.

Andreas Rude er mag. art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.