Jeg var ansat på Sankt Lukas Hospice som sygeplejerske, og der talte jeg indimellem med præsten på stedet, Annette Brønnum. En formiddag sad vi sammen i en kaffepause, og hun fortalte begejstret om et katolsk retrætecenter, hvor hun havde været på en weekend med stilhed, bøn og vejledning. Hun lyste af begejstring og fortalte om de smukke rammer, søstrene og den åndelige vejleder. Det gjorde især indtryk på mig, hvad hun sagde om at være i stilheden i et fællesskab. Det ramte mig lige i hjertet. Jeg vidste, at der måtte jeg også op. Det sagde jeg til hende, og så sagde hun, at hun ville arrangere, at vi kunne tage derop sammen. Det var i efteråret 2004.
Kort efter tog vi op på Sankt Joseph Søstrenes retrætecenter Stella Matutina i Kokkedal i tre dage. Vi blev budt velkommen af søster Ansgaria Riemann, retrætecenterets leder, som havde været Annette Brønnums vejleder og nu også blev min. Hun viste os rundt i haven og viste os kapellet og kirken, og jeg mærkede med det samme den særlige atmosfære af kærlighed og nærvær. At opleve søstrenes hengivenhed under messen gjorde også dybt indtryk på mig. Men det afgørende blev den åndelige vejledning hos søster Ansgaria, som jeg oplevede som enormt empatisk. Hun lod sig ikke forstyrre af, at jeg på det tidspunkt ikke var praktiserende kristen, men i stedet havde mange eksperimenter inden for det alternative i bagagen. Jeg havde blandt andet været i ashram i Indien og havde i en del år praktiseret meditation. Det kunne hun sagtens rumme og tale med mig om.
Jeg er født ind i en almindelig folkekirkelig familie. Mine forældre var religiøse, og min søster og jeg bad aftenbøn med min mor. Jeg tvivlede ikke på, at Gud var der, og jeg kunne bede til ham.
Men da jeg var 13 år, blev min lillesøster kørt ihjel, og min tro døde sammen med hende. Da ulykken var sket, men jeg endnu ikke vidste, at hun ville dø af det, bad jeg så inderligt Gud om, at han ville lade hende leve. Alligevel døde hun. Det fik mig til nærmest at skrotte alt, hvad der havde med Gud, kirke og tro at gøre. Men samtidig blev der ved med at være en længsel i mig.
Jeg blev et meget søgende menneske. Jeg uddannede mig til sygeplejerske, men tog også forskellige uddannelser inden for det alternative. Jeg tog blandt andet en massageuddannelse på Nordlyscentret i Silkeborg, hvor lederne på et tidspunkt konverterede til den katolske tro. Det åbnede noget i mig. Siden blev jeg ansat som sygeplejerske på Sankt Lukas Hospice, og det var det også med til at åbne mig for det kristne univers. Så da Annette Brønnum fortalte mig om Stella Matutina, havde jeg ikke nogen modstand mod de katolske rammer. Hun havde også understreget, at søstrenes rummelighed var stor, og at stedet var åbent for alle, der var søgende i forhold til Gud.
Siden har jeg været deroppe på almindelige retræter mange gange, og i den åndelige vejledning og i stilheden er de sår, som ensomheden og sorgen efter min søsters død efterlod i mig, blevet helet. Jeg har tidligere prøvet forløb med psykologer og andet. Men først i vejledningen hos søster Ansgaria har jeg oplevet, at alt er faldet på plads i mig. Den ulykke, der skete med min søster, havde sat sig i min krop – sammen med følgerne også af min brors død. Da jeg var tre år, døde min ældste storebror – også i en trafikulykke – og det har præget min familie meget; dengang var der ingen krisehjælp at få.
Jeg husker ikke min brors død, men jeg tror, at familiesorgen alligevel tog plads i mit system. Da min lillesøster døde 10 år senere, var der ingen voksne, der talte med mig om det. I mit voksne liv har jeg også oplevet flere tab, og i de stille stunder og i mine samtaler med søster Ansgaria har jeg virkelig fået guddommelig hjælp til at blive frigjort fra det, der har bundet mig i forhold til de tab.
Siden jeg blev pensioneret i 2013, har jeg været frivillig på retrætecenteret en weekend hver måned, hvor jeg hjælper i køkkenet. Jeg er ikke uddannet i at lave mad overhovedet, men jeg kan godt lide det, og jeg vil gerne være med til at skabe gode rammer for retrætegæsterne. Det forsøger jeg at gøre ved at tilberede maden smukt og respektere stilheden, for jeg ved, hvad stilheden kan gøre.
På Stella Matutina har jeg fundet stilheden og nærværet med Gud, og når jeg ser tilbage i dag, kan jeg se en tydelig rød tråd. Jeg tænker, at Helligånden har været med hele vejen fra kaffepausen med Annette Brønnum til det sted, hvor jeg er i dag. Søster Ansgaria er meget intuitiv i sin vejledning og lader sig lede af Helligånden, og jeg oplever også, at det er ved Helligåndens virke, at alting inden i mig kan falde på plads på en dyb, åndelig måde. Mødet med søstrene på Stella Matutina og stilheden blev min vej tilbage til kristendommen. Jeg følte, at jeg kom hjem. Så jeg kan uden forbehold sige, at samtalen med Annette Brønnum åbnede for min vej tilbage til Gud.
Hvad har udfordret din tro?
Min søsters død i en trafikulykke, da jeg var 13 år. Da ulykken var sket, men jeg endnu ikke vidste, at hun ville dø af det, bad jeg Gud om, at Han ville lade hende leve. Da vi begravede hende, begravede jeg også min tro. Jeg tænkte, at når det kunne ske, kunne Gud ikke eksistere. I dag er jeg kommet overens med det og giver ikke Gud skylden for hendes død.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
At prøve centrerende bøn, som den amerikanske cisterciensermunk Thomas Keating har opfundet. Det var min vejleder på Sankt Joseph Søstrenes retrætecenter Stella Matutina, der præsenterede mig for Thomas Keatings bog. Siden købte jeg bogen og begyndte at praktisere hjemme. At være i stilheden i hjertet og møde Gud der er det, der har gavnet mig allermest. Jeg finder et dybt og kærligt nærvær, som giver mig overskud til at leve i denne verden og være noget for andre.