10 citater af Thorkild Grosbøll om tro

Præsten, der ikke troede på Gud, er han blevet kendt som. Kristeligt har samlet en række udtalelser om tro fra den tidligere sognepræst Thorkild Grosbøll, som nu er død, 72 år. Læs eller genlæs

Præsten, der ikke tror på Gud, Thorkild Grosbøll, er død
Præsten, der ikke tror på Gud, Thorkild Grosbøll, er død . Foto: Sisse Stroyer/Ritzau Scanpix.

1. "Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud, ikke på en opstandelse eller evigt liv. Den slags har aldrig sagt mig noget - end ikke som barn."

- Thorkild Grosbøll i Weekendavisen 23. maj 2003.

2. "Bogen (En sten i skoen, red.) forholder sig episodisk, men er selvfølgelig styret af den måde, jeg forholder mig til traditionen på, og lad det være sagt med det samme: Den rummer ikke nogen skabende og opretholdende gud, ingen forestilling om en opstandelse eller et evigt liv. Den slags har aldrig sagt mig noget - end ikke som barn (ifølge min mor)."

- Thorkild Grosbøll i "En sten i skoen," udgivet 2003.

3. "Jeg tror altså ikke på, at sjælen flyver ud af øret på os, når vi dør, og op til Vorherre. Hvis videnskaben en dag opdager sjælen, må jeg naturligvis revidere min holdning."

- Thorkild Grosbøll i Kristeligt Dagblad den 31. maj 2003.

4. "Gud er død, og det er godt. Dermed kan vi gå manden fra Nazaret nær uden at løbe risiko for overgreb. Han er kun en bror."

- Thorkild Grosbøll i "En sten i skoen," udgivet 2003.

5. "Folk giver op og forlader kirken, hvis de føler, de er nødt til at 'æde en hel flok himmelsk fjerkræ' for at være med. Engle er passé."

- Thorkild Grosbøll i Weekendavisen 23. maj 2003.

6. "Det er da helt fint med barnetroen. Men det hænger ikke sammen, når veluddannede mennesker kører et dobbelt regnskab som både snu verdens børn og sentimentale barnetroende."

- Thorkild Grosbøll i Kristeligt Dagblad den 31. maj 2003.

7. "I begyndelsen var ordet, skrev Johannes. I dag må vi sige, at den eneste alternative verden, vi har til vores rådighed, er sproget, den eneste anden virkelighed, vi kan gøre gældende, er ordet på dødningelæber."

- Thorkild Grosbøll i "En sten i skoen," udgivet 2003.

8. "Da 'En sten i skoen' udkom, var det ikke et hovsa-missil, der drønede af. Det var en tanke, som havde været på spil fra dag ét, da jeg startede på pastoralseminariet i sin tid."

- Foredrag i retorikforeningen på Københavns Universitet, 24. februar 2010.

9. "Han (Jesus, red.) er prismet for den måde, vi kan tale om Gud på. Menneskets erfaringsverden er det sted, vi kan opleve det. Og det står altid til diskussion, hvad det er for noget."

Thorkild Grosbøll i Kristeligt Dagblad den 21. januar 2013.

10. "Det har også været et spørgsmål om frihed for præsterne, for hvad skal vi med kirken, hvis ikke der kan tales af et rent hjerte? Vi dør jo af al den rigtighed. Som det har været sagt, hvis ikke vi vover at sige en masse vrøvl, så får vi aldrig sagt noget rigtigt."

- Thorkild Grosbøll i Kristeligt Dagblad den 1. april 2009.