Der er en vældig iver i folkekirken i disse år for at forny sig og udtænke innovative idéer til, hvordan man kan få flere danskere til at bruge kirkerne.
Omvæltningerne med et hav af nye arrangementtyper og gudstjenesteformer er så store, at man let kan få tanken, at de er drevet af et reelt ønske om at reformere den gamle samfundsinstitution. Men faktisk er fornyelsestrangen snarere et tegn på det modsatte af, hvad Martin Luther gjorde for kirken for 500 år siden.
Ja, det kan ligefrem være med til at underminere Luthers reformation, mener dr.theol. og pensioneret universitetslektor Carsten Breengaard.
”En reformation er en gendannelse. Og Luthers reformation var et forsøg på at føre kirken tilbage til, hvordan den oprindeligt var. Det var alt andet end en fornyelsesproces,” siger han.
Carsten Breengaard uddyber, at Luthers hovedanliggende var at vende tilbage til det centrale i kristendommen med fortællingen om syndefaldet, forsoning og tilgivelse. Det gjorde han blandt andet ved at gøre op med ydre handlinger såsom afladet og i stedet lægge vægt på en inderliggørelse af troen.
Men det er en helt anden slags udvikling, der præger folkekirken i dag, mener Carsten Breengaard.
”Kirken har en tilbøjelighed til at flyve med tidsånden. Den bliver en statskoncern opbygget som et supermarked, hvor politikken er, at vi skal have alle de varer på hylderne, som kunderne efterspørger. Men det er grundlæggende en misforståelse, for kirken skal ikke være et sted for selvforkælelse, men for modsigelse. Derfor synes jeg, at vi skal fejre reformationsjubilæet ved igen at vende tilbage til det oprindelige,” siger han.
Supermarkedstænkningen har gjort, at det folkelige og mangfoldige i dag bliver vægtet så højt, at det har trumfet trosindholdet.
”Konsekvensen er, at folkekirkens status som trossamfund er blevet sat under voldsomt pres de seneste 100 år,” siger han.
Carsten Breengaard ser tre dynamoer, der har drevet udviklingen, hvor folkekirkens status som trossamfund i praksis er blevet visket ud. Og den formentlig vigtigste dynamo er præsten og forfatteren Grundtvig.
”Hans synspunkt var, at folkekirken blot skulle være en borgerlig ramme, og inden for den kunne man holde gudstjenester, som man ville. Ifølge hans folkekirkeforståelse kunne moskéer formentlig også være en del af folkekirken. Grundtvigianerne fik aldrig held til at føre den linje fuldt ud, men den er blevet stærkere og stærkere i folkekirken over årene,” siger han.
Den anden dynamo er en højesteretsdom i 2005 imod Kirkeministeriet. Her sagde domstolen, at ministeriet ikke havde ret til at fratage kirketjeneren Steen Ribers sit medlemskab af folkekirken på trods af, at han åbent vedkendte sig troen på reinkarnation. For Carsten Breen- gaard er det et tegn på, at man kan sige og tro på, lige hvad man vil, i kirken.
”Det var en meget principiel dom, der i praksis fradømte folkekirken sin status som trossamfund,” siger han.
Den sidste drivkraft for udviklingen væk fra et trossamfund er biskoppernes tilsyn med præsterne, eller snarere biskoppernes mangel på samme, siger Carsten Breengaard. Han mener, at de senere års præstesager vidner om, at biskopperne i sidste ende ikke ønsker at sætte klare grænser for, hvad der trosmæssigt er inden for og uden for folkekirken. Han synes især, at sagen om præsten Thorkild Grosbøll, der åbent sagde, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud, er sigende for folkekirken.
”Der er brug for, at vi igen vender tilbage til kristendommens rødder og tager det seriøst, at folkekirken er et trossamfund med visse indholdsmæssige trosrammer,” siger han.
Men har kirken ikke en forpligtelse på at være både folkelig og mangfoldig, så længe den har status som en folkekirke?
”Nej, det er at vende virkeligheden på hovedet. Af Grundloven fremgår det, at kirken først og fremmest er en evangelisk-luthersk kirke. Det er ikke ’folkekirke’, der er overbegrebet i denne sammenhæng. I praksis er det blevet til, at kirken skal kunne rumme hele folket, men det er en misforståelse af Grundloven,” siger han og fortsætter:
”Mangfoldigheden i kirken giver sig af, at evangeliet skal forkyndes som minimum hver søndag af et konkret menneske, der skal tale til mennesker i den situation, de står i. Når der er så mange forskellige præster, kommer mangfoldigheden derfor helt naturligt. Men det betyder ikke, at kristendommen kan være en tro på hvad som helst.”
Folkekirken er i forvejen udfordret både på medlemstallet og kirkegangen. Tror du reelt, at folkekirken vil kunne overleve, hvis den skal blive mere dogmatisk?
”Det er ikke udelukket, at det vil være svært i dagens Danmark at have en folkekirke, der tager det seriøst, at den er et trossamfund.”
Men er det så værd at reformere folkekirken i den retning?
”Det er klart, at det må man overveje. Og man skal passe på, at kirken ikke havner et sværmerisk og sekterisk sted. Men modsat kan folkekirken også havne et sted, hvor den er blevet så folkelig, at det ikke længere handler om kristendommen. Så må vi leve med at organisere os anderledes. Og der er trods alt både lutherske og katolske kirker rundtom i verden, der ikke er folkekirker, men som for så vidt lever i rimelig stand,” siger Carsten Breengaard.