Marianne Rosenkvist fra København er vant til at planlægge forud, når hendes søn med et mentalt handicap skal ud i uvante situationer. Derfor ringede hun i god tid til en lokal sognekirke, da det stod klart, at han skulle deltage i en større kirkelig begivenhed på et tidspunkt næste år.
”Jeg er vant til at ringe, når vi skal i lufthavnen, i Tivoli eller noget tredje. Og alle steder har de helt styr på, hvad man kan forvente, og hvordan man skal bære sig ad, hvis man har børn med mentale handicap,” siger hun.
Det måtte hun imidlertid erkende, at den lokale sognekirke ikke havde. Marianne Rosenkvist ønsker ikke at hænge nogen ud med navn, men oplyser, at den pågældende præst virkede meget uforberedt på at svare på spørgsmål om tilgængelighed for folk med mentale handicap.
Marianne Rosenkvists søn har autisme og bliver hurtigt overvældet af for mange indtryk. Hun havde derfor håbet, at kirken måske kunne stille et lokale til rådighed for ham før og under gudstjenesten, hvor han kunne finde ro, hvis det skulle blive nødvendigt. I stedet blev de tilbudt pladser på bagerste række for nemt at kunne gå ud af kirken og undgå at forstyrre andre kirkegængere, hvis han skulle blive urolig. De fik desuden at vide, at eventuelle afbud til den kirkelige begivenhed senest skulle komme to dage på forhånd.
”Det blev jeg lidt chokeret over. Alle med kendskab til mentale handicap ved, at der er gode og dårlige dage. Det er ikke til at forudse, om man lige præcis om to dage kan rumme at være sammen med så mange mennesker,” siger hun.
Marianne Rosenkvist satte sig derfor for at undersøge, hvilke informationer folkekirken har om at komme til gudstjeneste, når man har særlige behov. På Kirkeministeriets hjemmeside fandt hun udførlige vejledninger til kirker om at højne tilgængeligheden for kørestolsbrugere, hørehæmmede og synshæmmede. Men intet om tilgængeligheden for folk med mentale handicap.
Det billede genkender man også hos Kristelig Handicapforening, hvor Thomas Bjerg Mikkelsen er landsformand. Han peger på, at viljen fra biskopper og præster har været der til at signalere inklusion af folk med særlige behov, men at det ikke kommer til udtryk mange steder lokalt.
”Der findes mennesker med handicap i alle sogne, så det burde naturligvis være et fokus alle steder. Som det absolut mindste må man på sin hjemmeside have en vejledning til mennesker med mentale handicap. De skal have at vide, at de er velkomne, hvad de kan få stillet til rådighed, og hvad de skal forholde sig til ved en gudstjeneste. Det findes hverken på folkekirkens hjemmeside eller på særligt mange lokale kirkers hjemmesider. Der halter vi meget bagefter,” siger han og tilføjer, at der skal en kulturændring til:
”Der har været meget fokus på emnet fra blandt andet biskopperne. Men den store kulturforandring er ikke kommet endnu, fordi det er svært for så decentral en størrelse som folkekirken. På den måde er folkekirken selv på sin vis handicappet.”
I 2017 blev et netværk af stiftspræster etableret, som har fokus på mennesker med særlige behov og deres relation til kirken. En af præsterne i det netværk er Kathrine Staghøj Liisberg, der er sognepræst i Ingstrup og V. Hjermitslev Kirker ved Brønderslev samt ansat som præst for mennesker med særlige behov i Jammerbugt Provsti. Hun er glad for, at der kommer opmærksomhed på problemet, for hun genkender billedet af, at kommunikationen om forhold for mentalt handicappede i folkekirken halter i mange sogne.
”Folkekirken skal være bedre til at melde klart ud, at man kan henvende sig til sin sognepræst. Men jeg tænker, at det svært at lave en generel vejledning, når det drejer sig om en bred gruppe med forskellige diagnoser og behov. Men vi skal være bedre til at sige, at alle er velkomne i kirken. Det skal også stå mere klart, at man kan henvende sig til os, der arbejder specifikt med dette,” siger Kathrine Staghøj Liisberg.
Hun fortæller, at der i netværket har været arbejdet med, hvordan man skaber gode tilbud til konfirmander med mentale handicap. Flere kirker har desuden holdt særlige gudstjenester for personer med mentale handicap. For eksempel har en anden præst i netværket, sognepræst i Gammel Haderslev Kirke, Jakob Damm Knudsen, i coronatiden filmet gudstjenester til personer med særlige behov og lagt dem på YouTube. Men Kathrine Staghøj Liisberg mener også, at der er lang vej igen, før søndagshøjmessen er så inkluderende, som den bør være.
”Højmessen skal være for alle. Det er grundlæggende for dens væsen, men vi må også indse, at den ikke altid opleves sådan. Den er jo hverken særlig børnevenlig eller tilpasset personer med mentale handicap. Den kan også virke fremmed, hvis man ikke kommer ofte i kirken. Højmessen bør være bedre til at rumme flere, fordi det er centralt i kristendommen, at der skal være plads til alle, og det er en opgave, vi løbende må have for øje,” siger Kathrine Staghøj Liisberg og fortsætter:
”Derfor tror jeg, at inklusion af mennesker med særlige behov skal ske som kombination af at gøre opmærksom på, at alle er velkomne, når der er højmesse, og ved at tilbyde særlige gudstjenester, hvor målgruppen kan tilgodeses yderligere. I det arbejde er dialogen med de pårørende og fagpersonerne omkring mennesker med udviklingshæmning vigtig for os.”
Det fremgår ikke hvem af biskopperne, der har det overordnede ansvar for inklusion af mennesker med handicap. Kristeligt Dagblad prøvede uden held at få en kommentar fra biskop over Haderslev Stift Marianne Christiansen.