I forbindelse med diskussionen om forholdet mellem Grundloven og en eventuelt islamisk stat vil jeg fremsætte et par kommentarer og uddybende spørgsmål.
Jeg finder, at det er en helt afgørende forskel mellem islam og kristendommen, at det islamiske forbillede er en islamisk statsdannelse i modsætning til den sekulære stat, som alle kristne lande er tilhængere af. Modsat dig finder jeg også, at den danske stat hovedsagelig er sekulær.
Blandt muslimske lande kan vist kun Tyrkiet betegnes som en sekulær stat, og det er da også Tyrkiet som det eneste muslimske land, der har et styre med demokratiske kendetegn, omend landets forhold til menneskerettigheder lader meget tilbage at ønske. Demokrati i vestlig forstand og islam har tilsyneladende svært ved at leve sammen på grund af principperne om islamisk statsdannelse.
Mine konkrete spørgsmål gik på den hypotetiske mulighed af en folkeafstemning om indførelse af en islamisk stat i Danmark. Jeg syntes, din holdning var uklar.
Jeg spørger derfor helt klart:
1) Hvordan ville du stemme i tilfælde af en folkeafstemning om indførelse af en islamisk stat?
2) Ville du som medlem af Det Radikale Venstre argumentere og agitere for, at det danske folk skulle stemme ja til et sådant forslag?
Med venlig hilsen
Jørgen Wahl
Kære Jørgen
Du gør dig desværre til fortaler for et civilisatorisk sammenstød mellem det »sekulære og demokratiske Vesten« på den ene side og det »islamiske statskoncept« på den anden side. I forlængelse argumenterer du, at det »islamiske statskoncept er svært foreneligt med det demokratiske ideal«. Dog er verdensbilledet ikke så entydigt, som du foreslår. Jeg har tidligere redegjort for, at mange muslimer tilslutter sig tanken om demokratiets forenelighed med det islamiske statskoncept. Demokratiet er ikke forbeholdt udviklingen i den »vestlige« verden.
Tyrkiet (som jeg vil være varsom med at tilknytte adjektivet demokratisk) er imidlertid heller ikke den eneste stat i den islamiske verden, der har forsøgt sig med den sekulære tanke (jf. blot eksempler som de nationalistiske og socialistiske stater under Nassers Egypten, Syrien og Irak under Baath-partiet osv.). Det demokratiske underskud i disse lande kan næppe skyldes nogen historisk eller samtidig tilslutning til det islamiske statskoncept, hvorfor demokratiet så- ledes heller ikke hænger naturligt sammen med en sekulær udviking, som du foreslår.
Når man tager udgangspunkt i en religiøs essentialisme, glemmer man, at den »islamiske verden« naturligvis også bør analyseres ud fra historiske, økonomiske, sociale, magtpolitiske etc. sammenhænge. At hele Sydafrika, der jo som bekendt ikke har nogen islamisk reference, ikke har udviklet demokratier, tyder jo også på, at det islamiske rationale næppe kan være den selv- tilstrækkelige forklaringskraft for manglende demokrati.
Du antager imidlertid også, at der er konsensus om, hvad det islamiske statskoncept indebærer. Den islamiske verdens diversitet og pluralisme tyder på det modsatte. Ikke blot de historiske eksempler, men også den vedvarende debat inden for islamiske rækker bevidner en fortsat uenighed om dette spørgsmål.
Dette betyder, at du ikke kan stille et spørgsmål om det islamiske statskoncept uden at definere indholdet nærmere. Som jeg tidligere har nævnt, så er min egen opfattelse af en islamisk stat i harmoni med en demokratisk og pluralistisk konstellation, der er baseret på samme lighedsprincipper som eksempelvis den danske velfærdsmodel.
Dit første spørgsmål kan jeg naturligvis ikke svare entydigt på, fordi det ikke er et entydigt spørgsmål (jf. ovenstående). Jeg ville næppe stemme hverken ja eller nej, uden jeg vidste, hvad jeg præcist skulle stemme om.
For som bekendt kan begreber ofte indholdsudfyldes efter behag. Derfor må man aldrig glemme at få nuancerne med, og netop derfor har vi brug for et opgør med rigide verdensbilleder, som det »demokratiske og sekulære Vesten« og dets islamiske modbillede.
Svaret på dit andet spørgsmål om min rolle som radikal er selvfølgelig lige så forudsættende som det første. Jeg ville ikke agitere for indførelsen af en islamisk stat i Danmark, men derimod de principper, Det Radikale Venstre mener, en stat bør basere sig på. Principper, som i øvrigt er i fuld harmoni med min overbevisning som muslim.
(forkortet af red.)
Sjæl og ånd
Erik Vingborg Ernstsen
Kære Erik.
Det er et af de mest omdiskuterede spørgsmål, du rejser, og jeg kan næppe svare uden at komme i konflikt med indtil flere teologiske retninger. Du tager udganspunkt i Rom. 8,16. Ud fra sammenhængen er menneskets ånd dets inderste kerne, hvor Gud ved sin Ånd vidner om, hvem vi er: Guds børn. Ånden er sædet for vor sande identitet, hvem vi er som person, i ånden finder vi vort selv. Ånden er gudsbilledlighedens sæde, men på grund af synden har vi brug for Guds Ånds vidnesbyrd om Jesus Kristus og for Guds frelsende nærvær i Jesus hos os ved Ånden, for at denne gudsbilledlighed igen kan stråle frem. Syndens smuds skal renses bort.
At vi er skabte som ånd eller åndsvæsener betyder, at vi er skabt med en åbenhed hen imod den åndelige verden, englene, Gud. Men den åndelige verden er på grund af syndefaldet ikke neutral eller udelukkende god; der er forføriske magter. Også derfor har vi brug for Guds Ånd til at kalde os tilbage til et ret forhold til Gud og dermed til et retvendt menneskeliv.
Nu handler Rom. 8 også om den øvrige skabning, som lider under nedbrydende kræfter, fordi den jordiske skabning i sit forhold til Gud er bundet til menneskene. Når menneskene genoprettes i deres rette forhold til Gud, kan vi genindtræde i vor opgave at knytte den jordiske skabning til Gud gennem den tjenende kærlighed, som vi har mødt hos Jesus.
Den jordiske skabning er 1) åndsvæsener, 2) væsener, som lever i sjælens naturrige eller har en sjæl, og 3) fysiske skabninger. Mennesket er skabt som delagtig i alle tre skabelsesplaner, så at skabningen i sin helhed ved det forløste menneske kan knyttes tilbage til en ret relation til Gud. Sjælens plan er livskraftens plan, gruppebevidsthedens plan, den individualiserede bevistheds plan gennem følelser, tanker og minder - alt det, som giver sig udtryk i vort jeg; på sjælens plan finder vi også dyrene, selvom de endnu ikke har opnået en individualiseret sjæl.
Det fysiske plan er alle de materielle byggestene for livet, som vi bl.a. finder udtrykt i elementerne: jord, vand, ild og luft. Det forløste menneske tjener medskabningens forløsning, så at medskabningen genindsættes i den grundlæggende skabelsesorden præget af Guds tjenende kærlighed, at enhver skabning er til for hinanden og helheden.
Derfor er det med god grund, at Palus slutter første Thessalonikerbrev med en hilsen, en velsignelse af krop, sjæl og ånd: »Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme! Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det.«
Studerende Mona Sheikh svarer:
Missionspræst Ole Skjerbæk svarer