Mission Øst får ny generalsekretær: Hvis ikke hun havde fået børn, havde hun siddet ude i bushen

Betina Gollander-Jensen er en dreven kraft i nødhjælpsbranchen og har boet årevis i Afrika, både sammen med og adskilt fra sin familie. Hun er “langt hen ad vejen gift med sit arbejde” og er Mission Østs nye generalsekretær fra den 1. januar

”Hvis jeg ikke havde fået børn, havde jeg nok siddet ude på et feltkontor i bushen et eller andet sted, jeg trives og får energi af at være tæt på de mennesker vi hjælper” siger Betina Gollander-Jensen, der er mor til to.
”Hvis jeg ikke havde fået børn, havde jeg nok siddet ude på et feltkontor i bushen et eller andet sted, jeg trives og får energi af at være tæt på de mennesker vi hjælper” siger Betina Gollander-Jensen, der er mor til to.

I årevis har navnet Mission Øst hængt sammen med navnet Hartzner. Men i sommer begyndte organisationen at bevæge sig væk fra at være et familieforetagende stiftet af Kim Hartzner for 29 år siden til at blive en bredere funderet hjælpeorganisation. Den foreløbige kulmination på kursskiftet hedder Betina Gollander-Jensen, og hun skal nu føre organisationen i en anden rentning end førhen, da hun er nyudpeget til posten som generalsekretær med tiltrædelse 1. januar.

Hun er med egne ord “sådan en, man sætter ind, når der skal bygges noget nyt op” og vil bruge sin årelange erfaring fra nødhjælpsarbejde blandt flygtninge på det afrikanske kontinent til at hjælpe Mission Øst til at stå på flere ben og med mere ansvar til lokale organisationer ude i felten.

”Jeg kender jo Mission Øst fra branchen, og jeg ved, at det er en organisation, der er kendt for at hjælpe en masse mennesker længst ude, hvor få andre organisationer når ud. Jeg forestiller mig ikke, jeg skal vade ind ad døren og ændre alt. Sådan opererer jeg ikke. Men jeg tror, min styrke er, at jeg kan komme ind og se tendenser og danne visioner for, hvordan kagen skal skæres anderledes,” siger den 51-årige Betina Gollander-Jensen.

Dansk Flygtningehjælp, Amnesty International, FN’s flygtningeagentur UNHCR, Statens Serum Institut samt Udenrigsministeriet har alle det til fælles, at de gennem de seneste 25 år har haft Betina Gollander-Jensen i deres brød i længere eller kortere perioder. Seneste kommer hun fra en stilling som international chef i Caritas – den katolske kirkes nødhjælpsorganisation – hvor hun har været siden 2015. Og hun overtager roret i Mission Øst efter Peter Drummond Smith, der i sommer blev konstitueret generalsekretær. Bettina Gollander-Jensen har været udsendt som flygtningearbejder af flere omgange i nogle af de hårdeste konfliktzoner i Afrika og har blandt andet været i Sydafrika og Mozambique, Uganda, Somalia og Sudan og arbejdet som rådgiver i det kenyanske indenrigsministerium i Nairobi.

”Hvis jeg ikke havde fået børn, havde jeg nok siddet ude på et feltkontor i bushen et eller andet sted, jeg trives og får energi af at være tæt på de mennesker vi hjælper” siger Betina Gollander-Jensen, der er mor til to.

Hendes datter blev født i Sydafrika, da hun og hendes mand var udsendt for FNs Flygtningehøjkommissariat i 2004-2005. Efter få måneder i Danmark, da datteren var halvandet år gammel, rejste Betinna Gollander-Jensen til Blue Nile State mellem Sudan og Etiopien i et halvt år for at arbejde med flygtninge der. Her så hun sin familie hver syvende uge. Et par år senere kunne hendes søn potentielt set være blevet født i Uganda i Østafrika, hvor Betina Gollander-Jensen arbejdede for FN med at få to millioner internt fordrevne tilbage til deres hjem. Hun besluttede dog at føde drengen hjemme i Danmark i stedet for i Uganda.

Hvad har din mand sagt til, at du har været udsendt så mange gange - også i perioder uden ham og dine børn?

“Min mand har vidst, at det var betingelsen, da vi fandt sammen. Man kan måske sige, at jeg langt hen ad vejen er gift med mit arbejde. Så det er en balance, og ofte må familien på en eller anden måde finde en måde at passe ind,” siger Betina Gollander-Jensen, som i dag dog bor med sin familie nord for København.

Hen over sommeren blev der skrevet meget om Mission Øst og den stiftende generealsekretær Kim Hartzner, som blev afsat og genansat af to forskellige bestyrelser inden for en uge. Han er i dag ansat i organisationen som fundraiser og vil altså stadig været aktiv i Mission Øst, selvom der kommer en ny leder i det nye år.

Hvordan vil du sikre, at det bliver dit lederskab og ikke Kim Hartzners, der kommer til at sætte retningen for Mission Øst?

”Det er noget af det, jeg har talt med bestyrelsen om. De har forsikret mig om, at jeg får opbakning og hjælp til, at jeg selvfølgelig er generalsekretær både på de indre og de ydre fronter. Og jeg forventer da også at få et godt samarbejde med Kim. Han har en stor viden om Mission Østs historie og kan bidrage med meget i forhold til fundraising og kontakt til baglandet. Jeg kan så forhåbentlig tage organisationen videre og løfte den fra en familiestartup, til en hjælpeorganisation i international klasse.”

Skræmmer udfordringen dig?

”Selvfølgelig. Jeg har utrolig mange sommerfugle i maven. Men jeg har det også sådan, at de udfordringer, der kommer til en, dem må man prøve at tage. Og jeg ser det som en utrolig spændende udfordring, som skal bringe endnu mere effektivitet og kvalitet ind i arbejdet til glæde for de mennesker vi hjælper. Nu kommer jeg, og jeg tager min energi med ind i arbejdet. Så er det godt at vide, man har den opbakning, der skal til fra bestyrelse og kompetente medarbejdere.”