Når man spørger landets præster, hvad de stemmer, har svaret i mange år været et stykke til venstre for den politiske midte. Men når man ser, hvilke præster der markerer sig i den offentlige, politiske debat, er det primært værdikonservative stemmer, der gør sig gældende, ikke mindst med præster fra Tidehverv-bevægelsen.
Og deres dominans er en skam, lyder det fra domprovst i København Anders Gadegaard, der i næste uge udgiver bogen ”Tro mod politik”. Her slår han et slag for, at præster skal turde være mere politiske. I et interview andetsteds her på siden lægger han ikke skjul på, at han især savner, at præster i opposition til Tidehverv melder sig på banen.
På samme måde mener Kjeld Holm, pensioneret biskop over Aarhus Stift, at præster i dag er blevet for bange for at tale politisk.
”Som biskop har jeg ofte sagt til præster, at de skal turde have en tydeligere politisk kant i deres prædikener, så det ikke bare bliver noget, man kan antyde mellem linjerne. Især de præster fra en ikke-borgerlig fløj, som åbenbart har den største berøringsangst for det politiske. Præster skal selvfølgelig ikke være partipolitiske, men skal turde tale ind i samfundet. Det gælder også i forhold til det politiske,” siger han.
Kjeld Holm mener, at de politisk tavse præster en del af et større problem i folkekirken.
”Desværre er der en tendens blandt præster til, at de beskæftiger sig meget lidt med det, der ligger uden for det kirkelige. Jeg savner, at præster forholder sig mere til det sekulære samfund, så kirken ikke bliver en isoleret ø i samfundet,” siger han.
Kjeld Holm har aldrig selv lagt skjul på, at han politisk hører til på venstrefløjen. Derfor undrer det ham, at det netop er præster med samme observans som ham, der holder sig tilbage fra den offentlige debat, mens borgerlige præster som Sørine Gotfredsen, Marie Høgh og Christian Langballe blander sig lystigt.
En af forklaringerne er formentlig, at venstreorienterede præster har lært af fortiden. Det mener præst og lektor i teologi ved Menighedsfakultet i Aarhus Leif Andersen, der betegner sit politiske ståsted som ”et sted lidt til venstre for SF”.
”Der har simpelthen været for mange eksempler på venstreorienterede præster, der gladeligt har forkyndt deres egne socialistiske holdninger som Guds ord. Det er en frygt, jeg godt kan savne også begynder at melde sig på den politiske højrefløj,” siger han.
Leif Andersen mener principielt, at præster af og til skal turde at vove pelsen og tale politisk, og siger også, at han selv af og til holder politiske prædikener. Alligevel savner han ikke, at flere præster i praksis gør det. For det kommer alt for let til at gå galt.
”Det bliver nemt en form for politisk selvgodhed. Faren er, at synden gøres til de andres. Og der er allerede rigeligt med kant i Kristi egen forkyndelse,” siger han.
Ifølge Pernille Vigsøe Bagge, sognepræst i Løgstør-området i Nordjylland og tidligere folketingspolitiker for SF, er det formentlig bare en tilfældighed, at det i dag primært er borgerlige præster, der markerer sig.
”Reelt er der jo ikke meget mere end højst et par håndfulde præster ud af en stor præstestand, der for alvor er synlige i den offentlige debat. Jeg tror, det snarere er tilfældigt end en egentlig tendens, at de hører til på højrefløjen,” siger hun.
Pernille Vigsøe Bagge så gerne, at præster tør blive en mere aktiv stemme i den poliske debat, så længe de ikke bliver partipolitiske. Alligevel tvivler hun på, det vil ske.
”Præster er generelt forsigtige, pæne og ordentlige mennesker, der er bange for at støde andre. Jeg tror, at mange præster viger tilbage for den offentlige debat, fordi de ikke orker at blive konfronteret med en malstrøm af sure mennesker på nettet. Det er tit det, jeg hører fra andre præster. At man holder sig fra at være politisk af frygt for at vække folkedybets vrede,” siger hun.