Det var aften, og vi var mange tusinde mennesker, der gik i procession med sakramentet forrest gennem Lourdes. Det er en almindelig katolsk skik at gå i procession med sakramentet, som jo for os er det sted, vi kommer tættest på Jesus. Jeg gik der i mylderet af mennesker – omgivet af soldater fra hele verden – og vi bevægede os ned i den underjordiske basilika. Så var det, som om jeg helt tydeligt kunne mærke, at Jesus var der – fuldstændig som når et menneske er fysisk til stede og går foran en. Jeg kunne mærke tydeligt, hvor Jesus var. Selvom han var langt væk, var jeg ikke i tvivl om, at han var der. Det var en fysisk oplevelse, som jeg aldrig havde haft før og heller aldrig har haft på samme måde siden. Det slog benene væk under mig. Jeg gik stille med det og sagde det ikke til nogen. Men det var fuldstændig virkeligt for mig og er det stadig i dag, når jeg taler om det.
Jeg havde fået lov at komme med på en international soldatervalfart til pilgrimsstedet Lourdes i Frankrig, som katolikker fra hele verden valfarter til for at besøge det sted, hvor Jomfru Maria i 1858 viste sig for den unge pige Bernadette ved en grotte. Mine forældre havde været på en rejse til Lourdes og kom tilbage og fortalte begejstret om det, og jeg besluttede, at jeg også ville derned. Der var så denne soldatervalfart i maj 1972, som vores daværende sognepræst i København skulle med på. Da han hørte, at jeg ønskede at komme til Lourdes, sagde han, at jeg bare kunne tage med. Jeg var 26 år og uddannet sygeplejerske, og jeg kunne blot tage min sygeplejerskeuniform med, sagde han. Lourdes er jo et sted, hvor mange kommer for at søge helbredelse, og mange sygeplejersker rejser dertil som frivillige hjælpere på disse valfarter.
På forhånd forestillede jeg mig selvfølgelig at få en religiøs oplevelse, men jeg var slet ikke forberedt på det, der skete. Det var også en hård og lang rejse derned med tog. Men allerede den første dag, da jeg stod ved grotten, blev jeg så overvældet, at jeg næsten ikke kunne stå. Jeg havde en stærk fysisk fornemmelse af, at her var Guds moder til stede. Senere kom så oplevelsen i processionen. Det blev en uventet og overvældende styrkelse af min tro, der fyldte mig med så stor glæde og fred, at jeg næsten ikke kunne sove.
Efter oplevelsen i processionen forestillede jeg mig ikke, at der ville ske mere for mig på turen. Men nogle dage senere, på en bustur op i bjergene nær grænsen til Spanien, kom jeg til at sidde ved siden af en ung soldat fra Tyskland, der på det tidspunkt boede i Holland. På en stille og udramatisk måde fandt vi sammen, og i årene efter skrev vi sammen og besøgte hinanden og mødtes igen året efter i Lourdes. To år senere kom han til København, og vi blev gift. Om tre år kan vi fejre guldbryllup, og vi har tre børn, hvoraf den ene har mødt sin mand i Lourdes, og vores ældste barnebarn har også været dernede på valfarter som frivillig hjælper.
Jeg har selv mange gange været i Lourdes som sygeplejerske og passet de syge. En gang blev jeg gode venner med en ung mand med Downs syndrom. Han sagde meget bestemt, at vi skulle mødes, når vi kom hjem til Danmark. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det, men så fortalte en veninde mig om noget, der hed Tro & Lys, en international økumenisk bevægelse for mennesker, der er udviklingshæmmede, deres familier og venner. Da jeg var med til et Tro & Lys-møde første gang, blev jeg klar over, at her hørte jeg hjemme. Jeg var velkommen, som jeg var, uden at skulle præstere noget, og det fik det bedste op i mig, at det var mig som person og ikke mine gerninger, de lagde vægt på. Her var et sted, hvor mottoet var: ”Smil, Gud elsker dig, som du er.” Det var en lettelse for mig, også fordi jeg som barn var opdraget med en lidt gammeldags form for katolsk tro, hvor meget handlede om alt det, man skulle og burde gøre. Det gjorde også, at jeg som ung flere gange var i tvivl om, hvorvidt jeg hørte hjemme i den katolske kirke. Jeg syntes, at mennesker i karismatiske kirker ofte kunne præstere mere end mig – i arbejdet med narkomaner for eksempel. Men mødet med Tro & Lys gjorde det klart for mig, at jeg går på den sti, der skal være min.
Lourdes er blevet et åndeligt hjem for mig, et sted, hvor jeg tanker op og mærker troens styrke og det globale fællesskab, jeg er en del af som kristen. Fra Lourdes blev jeg ført ind i Tro & Lys, som netop er et verdensomspændende fællesskab, hvor vi kan bære hinanden i bøn. Da jeg var syg af kræft i 1992, bad mennesker over hele verden for mig, og i disse måneder er vi mange, der beder for vores venner i Beirut og i Syrien. Lourdes og det fællesskab, jeg derigennem kom ind i, binder mig sammen med min familie og med mennesker over hele verden.
Hvad har udfordret din tro?
Den første store udfordring af min tro var, da jeg som en stor pige erfarede, at en ældre veninde, der gjorde alt det, vi kristne burde gøre, ikke troede på Gud. Jeg kunne ikke forstå, hvordan hun kunne gøre det, når hun ikke var troende. Det hang sammen med den måde, jeg var opdraget på, hvor vi som katolikker havde meget fokus på alt det, vi skulle gøre. Men siden – på en retræte i 1988 i regi af Tro & Lys – erfarede jeg, ikke kun med hjernen, men med hjertet, at jeg er elsket af Gud, som jeg er. Det blev et vendepunkt. Det udfordrer også min tro, at det ikke går hurtigere med, at de kristne kirker bliver ét og kan have fælles nadverbord.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
At lægge mit liv i Guds hænder, bruge de nådegaver, jeg har fået, og øve mig i at være i Guds kærlige nærvær.
En bøn af Pater Pio, en italiensk munk, er vigtig for mig:
Herre min fortid til din barmhjertighed
min nutid til din kærlighed
min fremtid til dit forsyn.