Jeg sad i en lille hytte i en skov i det sydlige England omgivet af træer, fuglesang og blåklokker. Jeg var fysisk nedbrudt og helt i vildrede over, hvad jeg skulle. Jeg kunne ikke se nogen fremtid for mig, men vidste bare, at det liv som asketisk buddhist, jeg havde levet i adskillige år, ikke kunne fortsætte. Min krop sagde fra, og derfor var jeg nu flyttet fra klosteret ud i denne lille hytte i skoven. Jeg kom stadig på klosteret for at hente mad og kunne deltage i meditationer, hvis jeg ville. Men jeg var fysisk meget dårlig, så jeg var stort set kun i hytten.
En dag, mens jeg sad der, hørte jeg en stemme, som tydeligt sagde: ”Jeg er intet uden Dig”. Det var en indre stemme i mig, som henvendte sig til en personlig Gud. Det fyldte mig med en klar vished: Der findes en Gud, du kan bede til.
Som buddhist troede jeg ikke på en personlig gud, og den tilbedelse, jeg havde praktiseret i klostret, var derfor ikke rettet mod Gud. Men med ét vidste jeg, at der fandtes en Gud. Det fyldte mig med glæde og tryghed, men også med stor forvirring, for jeg var ikke vokset op med nogen tro på Gud og havde aldrig tidligere bedt til Gud.
Det var begyndt med, at jeg søgte noget mere i mit liv, og det fandt jeg, da jeg deltog i et ti dages buddhistisk meditationskursus med stilhed. Jeg blev dybt forelsket i buddhismen og fandt vej til Amaravati-klostret i England. Efter et ophold derovre tog jeg rengøringsarbejde for at betale min studiegæld af, og da det var klaret, rejste jeg igen til England. Jeg fik raget håret af, bar den traditionelle hvide dragt og begyndte et liv med timelange meditationer, hårdt fysisk arbejde og kun et enkelt dagligt måltid, som bestod af det, der blev givet til os i vores tiggerskål af klosterets venner.
Det var et liv med stor skønhed, hvor jeg følte, at jeg havde fået hele pakken, for her var både meditation, stilhed, chanting og daglig undervisning i moralsk lære og ret livsførelse. Jeg elskede meditationerne og især den ugentlige nat, hvor vi mediterede til klokken fire om morgenen. Men fysisk kunne jeg ikke holde til det. Jeg begyndte at blive utilpas under meditationerne, jeg fik hedeture og blev mere og mere fysisk syg. Klosterlederen, som var streng og dedikeret, men også mild og forstående, sagde til mig, at det ikke gik, og han gav mig lov at bo i den lille hytte i skoven.
Jeg var meget ulykkelig og anede ikke, hvad der skulle ske. Det faldt mig ikke ind at bede til Gud, men alligevel talte han til mig. Det bevæger mig stadig at tænke på nu 30 år efter. Dagen efter gik jeg til klosterlederen og fortalte, hvad der var sket, og han sagde, at det jo var noget rod, for i buddhismen er der ingen personlig Gud. Han sendte mig ind til nogle af klosterets venner i London, hvor jeg boede i en periode og gik lange ture i byen – stadig kronraget og iført min hvide postulantdragt. En dag gik jeg ind i en katolsk kirke, hvor messen var i gang, og jeg blev fuldstændig forelsket – uden at ane, hvad der foregik. Jeg modtog nadver og kom igen flere gange for at deltage i messen, og en dag kom præsten hen til mig og satte sig sammen med mig på gulvet for at forklare mig, hvad der foregik under messen. Han sørgede for, at jeg kom på et retrætested, hvor jeg kunne komme mig.
Jeg rejste til Danmark, og jeg begyndte at opsøge katolske miljøer, hvor jeg kunne komme dybere ind i troen og få åndelig vejledning. Jeg havde ikke til fulde forstået, hvad Gud ville sige mig den dag i skoven, så jeg søgte efter det samme i kristendommen, som jeg kendte fra det buddhistiske kloster: askesen og klosterdisciplinen med de mange daglige timer i stille bøn. Det førte mig til Sverige, hvor jeg blev husbestyrerinde ved et katolsk retrætested og siden til et karmeliternonnekloster, hvor jeg blev postulant. Jeg nød de mange timer i stille bøn, men gjorde samtidig vold på mig selv ved at ville præstere mig til Guds nåde. Jeg ville være den bedste katolik og tænkte, at det blev jeg ved at vælge den strengeste disciplin med flest timer i bøn.
Igen blev jeg fysisk syg og måtte igennem en lang mørk periode, hvor jeg også var indlagt på psykiatrisk hospital. Igen var Gud dog tålmodig og kreativ i sin måde at kalde mig til sig og vise mig ene vej via mit møde med andre mennesker. Ad forskellige omveje blev jeg ført til den lokale folkekirke, hvor jeg fandt mig til rette med fællesskabet om gudstjeneste, nadver og salmer. Når jeg bliver spurgt, om jeg er protestant, svarer jeg, at jeg er en kristen, som kommer i folkekirken.
Jeg praktiserer stille bøn hver dag, men jeg finder først og fremmest Gud i hverdagslivet med alt det skønne, der findes lige omkring mig – når jeg går i skoven, synger salmer på cykelturen eller finder Gud i mødet med mennesker i køen i Netto. Jeg gør ikke længere vold på mig selv, og jeg tillader mig selv at være et livligt menneske. Jeg vil ikke længere gøre vold på mig selv, min sanselighed og kvindelighed, som jeg korsfæstede med mit liv i askese. Jeg har dyb respekt for de buddhistiske munke og nonner i klosteret i England og i de katolske klostre i Sverige. De har lært mig værdien af humor, stilhed og hengivelse. Men for mig er vejen en anden, og jeg takker dagligt Gud for hans store tålmodighed med mig – at han greb mig, som han gjorde den dag i skoven i England.
Hvad har udfordret din tro?
Min fars død, som aldrig er blevet opklaret. Min var modstandsmand under krigen og var meget præget af det. Han forsvandt for over 25 år siden, og jeg ved fortsat ikke, hvordan han døde. Når jeg beder, kommer der ingen forklaring, men jeg lægger det over til Gud og er overbevist om, at jeg får lov at møde min far på den anden side, og at jeg også dér vil få svar på det, jeg ikke forstår nu. Det gælder også al den menneskelige lidelse i verden, som stadig gør meget ondt på mig.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det er et råd fra den katolske helgen Therese af Lisieux, der i sin selvbiografi beskriver, hvordan hun kæmpede for at nå fuldkommenhedens vej, men måtte indse, at hun aldrig ville magte at nå op til Gud ad den vej. I stedet fandt hun sin lille vej, hvor hun blot skulle gøre sig helt lille – i sikker forvisning om, at Jesus var hendes elevator. De sjæle, som ikke magter den store vej i gerninger og ekstrem praksis, kan få lov at stige i en elevator direkte op til Gud, skriver hun. For mig har hun været en vejviser væk fra den vildfarelse, at jeg skulle levere kæmpe åndelige præstationer for at være Gud til behag.