Kræftsyg: Jeg ved, at jeg skal hjælpe ovre fra den anden side

Inge Norling er 86 år og syg af kræft. Hun er dybt taknemlig for de 27 år, hun tilbragte sammen med hjemløse og narkomaner i det kristne bofællesskab, som hun selv stiftede. Og hun er overbevist om, at hun også efter døden skal hjælpe med at sprede kærlighed og tilgivelse

”Det er egentlig ret enkelt. Gud er kærlighed. Men vi må selv vælge, om vi vil tage imod den eller ej,” siger Inge Norling, der her ses i sin stue på plejecenteret i Arden i Himmerland.
”Det er egentlig ret enkelt. Gud er kærlighed. Men vi må selv vælge, om vi vil tage imod den eller ej,” siger Inge Norling, der her ses i sin stue på plejecenteret i Arden i Himmerland. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

”Jo, kom du bare med dine to hunde. Så kan vi gå en tur og få noget at spise.”

Inge Norling taler lavmælt og langsomt i telefonen.

”Du har hørt, at jeg er blevet rask? Nej, jeg har jo den der kræft i hele kroppen, og jeg 86 år, og så skal man jo til at indstille sig på, at tiden hernede kan være forbi,” siger hun.

Hun afslutter samtalen og lægger telefonen fra sig med et stille smil.

”Når det rygtes, hvor jeg er henne, begynder de at komme på besøg,” siger hun.

Inge Norling bor på et plejecenter i stationsbyen Arden i Himmerland, hvor hendes datter og svigersøn også bor. I begyndelsen fik hun ikke mange besøg udover af familien. Men nu sker det jævnligt, at hun får besøg og opringninger fra tidligere beboere i bofællesskabet Fred & Forsoning, som Inge Norling stiftede og drev gennem 27 år på en gård uden for Herning. Her modtog hun mennesker, hvis liv var slået i stykker af misbrug og svigt, og gav dem et fællesskab i faste rammer.

”Det var et hjem, og i et hjem er man fælles om at få det til at fungere. Så vi hjalp hinanden med alt det praktiske, og når de flyttede ind, skrev de under på husreglerne. Der stod blandt andet, at man skulle deltage i alle måltider, og at man ikke måtte drikke alkohol, tage stoffer eller bande. Vi bad bordbøn og aftenbøn og havde hver eftermiddag bibellæsetime,” fortæller hun.

Inge Norling blev født i 1933 i en fattig familie på Lolland og blev godt nok både døbt og konfirmeret, men oplevede aldrig, at forældrene bad eller tog børnene med i kirke. Hun var derfor helt kirkefremmed, da hun som voksen blev omvendt under et besøg i en frikirke, hvor hendes datter havde inviteret hende med til gudstjeneste.

”Jeg hørte præsten tale om en Gud, der elsker alle mennesker, uanset hvad vi har gjort og tænkt, og allerede har tilgivet os, så vi kan bare tage imod og sige tak. Jeg tænkte, at han ikke var rigtig klog. Men jeg kunne ikke slippe hans ord. Så samme aften tog jeg med til et møde i kirken og spurgte ham, om det, han havde sagt om formiddagen, virkelig var sandt, og om det stod i Bibelen. Det sagde han ja til. Så sagde jeg, at så ville jeg gå hjem og læse i min bibel, som jeg aldrig havde læst i. Og hvis der stod, som præsten sagde, at der fandtes en Gud, som kendte mig og elskede mig, så ville jeg også elske ham. Og så skulle det være det vigtigste i mit liv fra det øjeblik.”

Inge Norling blev kort efter døbt i frikirken, og nogle år senere konverterede hun til katolicisme inspireret af Moder Teresas søstre, Kærlighedens Missionærer, som hun mødte i Skotland, hvor hun boede i en årrække.

De tre vise mænd står i Inge Norlings stue, som også har flere andre kristne symboler og genstande. – Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix.
De tre vise mænd står i Inge Norlings stue, som også har flere andre kristne symboler og genstande. – Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix.

Mødet med søstrene inspirerede hende til at etablere et bofællesskab for hjemløse og narkomaner, og i 1990 flyttede hun ind på en forladt gård, hvor der hverken var køkken eller vand. Med hjælp fra naboer og venner fik hun renoveret gården, og da de første hjemløse flyttede ind, hjalp de med at reparere, bygge om, luge have, vaske op og gøre rent.

”Vi havde næsten ingenting, men manglede aldrig noget. Der dukkede altid hjælp op, når vi havde brug for noget,” siger Inge Norling med et smil.

Frem til januar 2017, hvor hun blev for svækket, boede hun i bofællesskabets mindste værelse og insisterede på ikke at have mere end de andre beboere. Fællesskabet og ligeværdigheden var vigtig.

”Gud elsker alle mennesker, så jeg skulle ikke tjene penge på stedet eller have mere end de andre. Det er egentlig ret enkelt. Gud er kærlighed. Men vi må selv vælge, om vi vil tage imod den eller ej. Jeg har aldrig tvunget nogen til at bede eller blive boende,” siger Inge Norling.

Gennem årene er hun både blevet truet og slået.

”Så mindede jeg dem om, at de selv havde underskrevet husreglerne, og så sagde jeg ’Gud velsigne dig, du har det da vist dårligt’. Man må møde vreden og ondskaben med kærlighed, for kærligheden er det stærkeste, der findes. Og så hjalp det mig, at jeg havde levet et år som hjemløs selv. Det gjorde jeg for at leve helt i tillid til Gud. Det var hårdt, men det betød, at jeg bedre forstod de hjemløse og ikke havde så let ved at vise dem væk. Jeg vidste, at der inden i dem var et lille barn.”

Inge Norling tilføjer, at de 27 år på Fred & Forsoning er det bedste, hun har oplevet i sit liv.

”Guds kærlighed var imellem os og i os. Helligånden flyttede ind i de mennesker. Gud er håndgribelig. Det er den eneste forklaring, jeg kan give,” siger hun.

Den lyse stue med en stor glasdør ud til en græsplæne er fyldt med stole med broderede betræk, reoler og et chatol med ikoner, krucifikser og Maria-figurer. Der er også billeder af pave Benedikt, pave Frans og af den katolske præst, som optog hende i den katolske kirke, samt af Moder Teresa.

”Jeg har aldrig fortrudt, at jeg konverterede, for i den katolske kirke finder man de dybe rødder; der har man fast grund at stå på. Jeg tror virkelig på, at Jesus er Guds søn, som blev undfanget ved Helligånden, og jeg tror, at Helligånden lever hos os den dag i dag. Men skal den virke i os, skal vi sige ’ja, du må komme og bo hos mig’.”

Hun tilføjer, at hun har set Gud forvandle mange menneskers liv.

”For nogle uger siden kom en af de tidligere beboere og hentede mig og kørte mig hele vejen til København. Han bor på Christiania, er frivillig i et folkekøkken og sover på en madras i deres kirke. Han inviterede mig med til gudstjeneste, hvor vi sang og lovpriste Gud,” fortæller hun.

Inge Norling finder et billede frem af sin søn og datter som små og et af det yngste oldebarn.

”På Fred & Forsoning sluttede vi vores andagter med stille bøn for dem, vi holdt af, og dem, der trængte særligt til forbøn. Jeg bad altid for mine børn og børnebørn og oldebørn. Men på mange måder har jeg ikke taget mig nok af dem. For nylig skrev jeg et brev til dem og bad om tilgivelse. Det tog de imod.”

Inge Norling smiler igen.

”Jeg ved, at når jeg dør, skal jeg over på den anden side og hjælpe Gud. Gud har grebet ind i mit liv mange gange, og jeg tror på, at Gud har engle, der ved, hvor de skal være til hjælp og tjeneste. Helligånden arbejder gennem dem, og jeg er sikker på, at jeg skal hjælpe med fra den anden side.”