Troværdigt urevangelium?
Spørgsmål: Kære Ole Skjerbæk Madsen. Det såkaldte aramæiske urevangelium oversat til engelsk af en rev. G.J. Ousely har gjort et meget dybt indtryk på mig. Hvis De er bekendt med det, hvad er så Deres holdning til dets ægthed og indhold? (Forkortet af red.)
Keld Jensen
Missionspræst Ole Skjerbæk Madsen svarer: De spørger til, hvordan jeg opfatter det evangelium, som G.J. Ouseley udgav i 1901. Ouseley hævdede at have oversat det fra aramæisk. Den oprindelige udgave bar titlen »Det fuldkomne livs evangelium«, på dansk foreligger en oversættelse under titlen »De tolvs hellige evangelium«.
Et hovedanliggende i evangeliet er et forsvar for en vegetarisk livsstil. Det rummer et afsnit om Jesu studier i Egypten og i Assyrien, Indien, Persien og Kaldæa. I disse uddannelsesår indgik en syvårsperiode, hvor Jesus »talte ansigt til ansigt med Gud, og han lærte fuglenes og dyrenes sprog og den helbredende kraft i træer og i urter og i blomster og ædelstenens skjulte hemmeligheder«.
Disse træk omkring respekten for medskabningen og naturen er meget smukke. Skriftet er absolut opbyggeligt, selvom det på nogle punkter adskiller sig fra de fire evangelier og rummer en for traditionel kristendom fremmed lære, f.eks. reinkarnationslæren.
Problemet med skriftet er dets autenticitet. Ouseley har aldrig villet fremlægge oplysninger om originalen. Der er ingen afskrift af det manuskript, som han hævder at have oversat fra. Der er kun oversættelsen. I stedet har han sagt, at det er udtryk for vantroen i en fordærvet slægt at spørge efter så håndgribelige tegn eller beviser.
Selv hvis den oprindelige skriver af det aramæiske urskrift opstod fra de døde og bevidnede dets autenticitet, så ville forstokkede skeptikere alligevel aldrig stille sig tilfreds, hævder Ouseley.
Så læs det for dets opbyggelige tanker, men tro ikke på, at det er et urevangelium og oprindelig kristendom. Dets alder er ikke ældre end Ouseleys sammenstilling af det. (Forkortet af red.)
Med venlig hilsen
Ole Skjerbæk Madsen
Vand og indvielse
Spørgsmål: Kære Kirsten Kjærulff Jeg har læst dit svar (Kristeligt Dagblad 22. juli, red.) omkring indvielse af helgenbilleder, kors o.lign. Hvad er vievand?
Venlig hilsen Benta
Cand.mag. Kirsten Kjærulff svarer: Vievand er indviet vand, altså velsignet vand (aqua benedicta), som anvendes som tegn på renselse. Dåbsvandet er således altid først blevet velsignet enten i påskenattens liturgi eller i forbindelse med den aktuelle dåb: Kirken beder om, at Helligånden vil sende sin kraft ned over dåbsvandet for at den, der skal døbes, kan blive renset for al synd, både arvesynd og evt. personlige synder (hvis der er tale om voksendåb).
Vievand har været brugt fra kristendommens begyndelse og har sin oprindelse i jødiske renselsesritualer.
Det er en gammel skik kendt i hvert fald fra det ottende århundrede, at præsten bestænker menigheden med vievand ved højmessens begyndelse som et minde om dåben og dermed som et tegn på renselse og velsignelse.
I alle katolske kirker og i mange katolske hjem er der ved indgangen sat et vievandskar, som man dypper fingrene i, inden man betegner sig med korsets tegn til renselse, velsignelse og - når man går ud - også til beskyttelse mod onde magter.
Forslag til videre læsning: »Katolsk minilek-sikon«, Katolsk Forlag 1994. Kan også findes på internet: www.katolsk.dk.
Venlig hilsen
Kirsten Kjærulff