Siden indførelsen af store bededag i 1686 og afskaffelsen af omkring 10 helligdage ved en reform i 1770 er der ikke sket forandringer i folkekirkens kalenderår. Det betyder, at kirkeåret, som vi kender det i dag, nu har kørt i ring i 250 år.
Der er særligt tre begivenheder, som kirkeåret drejer sig om. Det er julen, hvor Gud blev menneske. Påsken, hvor Jesus døde på korset. Og pinsen, hvor Helligånden kom til jorden, forklarer Kurt E. Larsen, der er professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus.
”Påske og pinse var de to første helligdage, som kirken tog til sig. De var til at begynde med jødiske fester, men med kristendommen og Jesu liv fik de to fester et nyt indhold. Påsken, der før var en fest for jødernes udgang fra Egypten, blev for eksempel til en fejring af Jesu opstandelse påskemorgen,” forklarer han.
Derudover var søndagen den ugentlige højtid og gudstjenestedag, som samtidig markerede begyndelsen på en ny uge i oldkirken. Senere i 300-tallet, hvor kristendommen var blevet en anerkendt religion i Romerriget, kom julen til, og den erstattede en romersk fest, som lå den 25. december, lyder det fra Kurt E. Larsen.
”Men man skal jo forberede de store fester. Tanken er, at en stor fest skal have en ordentlig forberedelsestid, og det bliver til syv ugers fastetid før påske. Mellem påske og pinse er der også syv uger, og der fejrer man påsken og bygger samtidig op til pinsen. Også julen skulle have en forberedelsestid, og det er så det, vi kalder advent. Forberedelserne til julen blev først indfaset gradvist, og som århundrederne går, lægger man sig fast på fire uger,” siger Kurt E. Larsen.
Selvom de kristne kirker på verdensplan alle fejrer de tre store højtider, er der ikke enighed om datoerne.
”Påske har altid været fejret til forskellige tider i østkirken og vestkirken. Også ved julen er der forskelle. Østkirken fejrer først jul på den dag, vi i den vestlige kirke kalder Helligtrekongers dag i januar. Det er deres jul. Så Helligtrekonger er en stor Kristus-fest for østkirken, mens vi har den nærmest som afslutning på julen,” siger Kurt E. Larsen.
”Det kan give noget kaos, for eksempel i lande i Eksjugoslavien, hvor naboer ikke holder jul på samme tid.”
Pinsen er den sidste af de tre store højtider, og den ligger i kirkeåret 2021 allerede i maj. Derefter er der 24 trinitatissøndage, som er én lang fejring af den hellige treenighed. I Norge, Sverige og Tyskland kan man finde lignende modeller, dog uden Store Bededag, som er unik for Danmark.
”Men i katolske lande har man flere fester. Indtil Reformationen, ja faktisk til 1770, havde vi også en række mariahelligdage, men dem har vi kun én tilbage af, og det er Mariæ bebudelse, der nu er henlagt til en søndag,” siger Kurt E. Larsen.
Tekstrækkerne er måske så gamle som Bibelen selv
Et nyt kirkeår betyder en ny tekstrække, som præsterne i den danske folkekirke skal prædike over. I det kirkeår, vi nu forlader, har præsterne fulgt den af de to vekslende rækker af bibelpassager, som kaldes den anden tekstrække. Fra første søndag i advent hopper de tilbage til den første.
Men hvordan opstod tekstrækkerne egentlig? Det er der ikke helt enighed om, hvis man spørger Henning Thomsen, der er forhenværende rektor på Pastoralseminariet i Aarhus og i dag arbejder som stiftskonsulent i Viborg Stift.
Skelettet og grundfortællingen i den første tekstrække bliver brugt verden over og er måske lige så gammel som Bibelen selv. Den er muligvis opstået i samspil med evangelisternes udlægning af Jesu liv i den allertidligste del af oldkirken, forklarer Henning Thomsen. Derfor er det svært at sætte et præcist år på, hvornår den første tekstrække blev til. Det ved man til gengæld med sikkerhed om den anden, der opstod i 1885.
”Den første og ældste tekstrække formulerede den teologiske hovedpointe i løbet af et år, hvilket også er tekstrækkens egentlige funktion. Den giver nemlig en sammenhængende fortælling om det centrale i kristendommen: at Gud har besluttet at binde sig til et menneske og lade det menneske udlægge, hvem han er. I 1885 besluttede man så at lave en anden tekstrække af den grund, at man gerne ville have flere bibeltekster i spil. Og idéen med den anden tekstrække var, at den skulle udfolde konsekvenserne og implikationerne af første tekstrækkes fortællinger,” forklarer Henning Thomsen.
Altså blev den anden tekstrække oprindeligt ikke til som et alternativ. Den var derimod et supplement til den første indtil for få årtier siden.
“Det blev lavet om i 1992 i den alterbog, vi har i dag. Der fik vi to selvstændige kirkeår. Et år med den gamle tekstrække, og et år, der er bygget op om den nye,” siger Henning Thomsen.
Han uddyber, at selvom det i en dansk sammenhæng er noget forholdsvist nyt at have to officielle tekstrækker, så har de andre steder i verden væsentligt flere. For mange år siden boede Henning Thomsen i Tyskland og Schweiz og var en del af den reformerte kirke, hvor de havde seks-syv forskellige rækker at vælge mellem hver søndag. Han foretrækker at nøjes med de to danske og velkendte tekstrækker.
“Jeg skal hilse og sige, at jeg vil nødig tilbringe mit kirkeliv i de sammenhænge, hvor de har så mange tekstrækker alene af den grund, at der bliver mere spillerum for den enkelte præst. Så vælger de jo altid deres favoritter. Men der er altså noget velgørende i, at det, man skal prædike over, er givet på forhånd,” siger han.
To nytår, to salmer, en melodi
Når det nye kirkeår begynder på søndag, sker det en hel måned, før kalenderbladet vendes og viser 2021. Kirkeåret tyvstarer allerede med advent, og selvfølgelig skal et nyt år indledes med fest og sang.
Grundtvig skrev i sin tid to salmer med titlen ”Vær velkommen, Herrens år”, som begge står i Den Danske Salmebog. Den ene er en sang til kirkens nytår, den anden er til kalenderåret og synges mange steder den 31. december om aftenen.
At der findes to salmer med samme titel, samme melodi, begge med fire vers, men derudover vidt forskelligt indhold, skyldes, at udgangspunktet for begge salmerne er en tekst fra Reformationens tid, som Grundtvig blev gjort opmærksom på. Det var hans søn Svend Grundtvig, der var folkemindeforsker, som opsporede den oprindelige tekst, der havde et væld af vers, men fulgte to spor, forklarer pastor emeritus og Grundtvig-entusiast Niels Jørgen Kobbersmed. Det ene var et åndeligt spor, som blev til adventssalmen, der handler om jul, påske og pinse. Og det andet var et mere politisk og samfundsvendt spor, som blev til nytårssalmen, hvor der synges om en god høst og et oplyst Norden.
”Adventssalmen er meget stramt komponeret. Læg mærke til den fantastiske stigning i lysets intensitet ned gennem salmen. Først er det julenat, så bliver det påskemorgen, så pinsedag.
Det er en indgang til kirkeåret og fungerer godt som disposition. Mange kan nok huske den mere eller mindre udenad, men det kan de helt sikkert ikke med nytårssalmen. Den er mere praktisk betonet. Mere verdslig,” siger Niels Jørgen Kobbersmed.
Det gode ved begge salmer er dog, at de er dedikeret til det nye Herrens år, der står for døren.
”Kommaet efter ’vær velkommen’ gør jo salmerne til en direkte henvendelse til det nye år. Vi synger til Guds ære, men henvender os til kirkeåret. Det er meget fine kristne salmer,” siger Niels Jørgen Kobbersmed.
Leder side 10