Kristen skole inviterede mænd ind i omsorgsarbejdet

Da Diakonhøjskolen i Aarhus blev stiftet, var det med det formål at uddanne kristne unge mænd til at arbejde på sygehuse og børnehjem. I denne weekend fylder uddannelsesinstitutionen 100 år

I november 1920 begyndte 21 elever på den nystiftede uddannelse Indre Missions Diakonskole i Aarhus. Uddannelsen, som i dag hedder Diakonhøjskolen, var dengang kun for mænd. Her ses nogle af de tidligste elever. – Foto: Diakonhøjskolen.
I november 1920 begyndte 21 elever på den nystiftede uddannelse Indre Missions Diakonskole i Aarhus. Uddannelsen, som i dag hedder Diakonhøjskolen, var dengang kun for mænd. Her ses nogle af de tidligste elever. – Foto: Diakonhøjskolen.

I 1920 så en ny skole dagens lys i Aarhus. Den skulle være for et køn, som ifølge de kirkelige foreninger bag initiativet længe var blevet nedprioriteret eller udelukket fra et bestemt arbejdsområde, hvor de ellers havde meget godt at gøre.

Det oversete køn var mændene, og arbejdsområdet var det, man i dag vil kalde for omsorgssektoren. På det tidspunkt fandtes der flere skoler for kvinder, der ønskede at blive diakonisser og arbejde på blandt andet sygehuse og børnehjem ud fra et kristent værdigrundlag. Nu var det på tide, at mændene, der følte sig kaldet til samme arbejde, også fik en diakonskole, mente initiativtagerne. Blandt dem var blandt andet den daværende formand for Indre Mission, Carl Moe.

”Vore Sindssygeanstalter, vore Fængsler, vore Arbejdsanstalter, vore Bøme- og Redningshjem og mange flere Virksomheder trænger til saadanne Mænd, der ikke i første Række kommer for at faa et Levebrød, men for at tjene Herren ved at pleje og vogte det forkomne og ilde tilredte. Der maa ligge mange bundne Kræfter i den danske Menighed, der trænger til at udløses og sættes i Virksomhed,” skrev han i Kristeligt Dagblad i begyndelsen af 1920.

I dag er det langtfra kun mænd, der er at finde på Diakonhøjskolen, som på søndag blev indviet for præcis 100 år siden. Den store fejring af den selvejende institution, der uddanner folk i omsorgsarbejde inden for det diakonale, sociale og sundhedsfaglige område, er udskudt til næste år, men det runde jubilæum markeres blandt andet med den nye udgivelse ”Diakoni – perspektiver og pejlinger”. I den har Bodil Lodberg, der er ph.d. og ansat på Diakonhøjskolen, samlet op på skolens historie.

Og den historie begyndte egentlig allerede i 1876, hvor den østjyske Stefansforeningen tog initiativ til en diakonskole for mænd i Aarhus.

”Tanken var, at mænd også sagtens kunne føle sig kaldet inden for dette område, og at nogle opgaver med for eksempel at bære og hjælpe syge også kunne kræve fysisk styrke. Set fra et kønsperspektiv var det meget nytænkende dengang. Men kan sige, at datidens idé om, hvad kønnene kunne, blev udfordret af det kristne kald. De syv første mænd, der fik lov til at blive optaget på sygeplejeuddannelsen herhjemme, kom faktisk fra Diakonhøjskolen,” siger Bodil Lodberg og tilføjer, at kvinder fik mulighed for at blive uddannet på skolen fra 1962.

Tilbage i 1920 fandtes der allerede uddannelser for diakoner i Tyskland, Norge og Sverige, men de tidligere danske forsøg i København og Nyborg var hurtigt lukket igen, hvilket blandt andet skyldtes dårlig økonomi. Det lykkedes også først Stefansforeningen at oprette en skole, da Indre Mission gik ind i arbejdet, siger Bodil Lodberg.

”Indre Mission gik aldrig ind og støttede skolen direkte, men de tillod indsamlinger i missionshusene og sørgede for at fortælle om initiativet og samle penge ind ved deres arrangementer og foredrag. Så de skabte det økonomiske grundlag for det og fik også hvervet elever til skolen,” siger hun.

I 1928 blev Diakonhøjskolen til en højskole, hvilket medførte offentlige tilskud, og siden 2003 har den været en godkendt uddannelsesinstitution med en SU-berettiget pædagoguddannelse, som blandt andet givet jobmuligheder inden for daginstitutioner, på plejehjem og væresteder.

Hvis forstander Jens Maibom Pedersen skal opsummere udviklingen de seneste år, er Diakonhøjskolen ”gået fra det specielle, men almindelige, til det almindelige, men specielle.”

”Med det mener jeg, at uddannelsen i dag er en almindelig professionsuddannelse, hvor de studerende får SU, men at tematikken og måden, vi laver uddannelsen på, er speciel i forhold til lignende uddannelser. Vi er stadig selvejende og har et uddannelsesmiljø, der gør, at vi griber ting anderledes an og både fokuserer på uddannelse og dannelse og tager udgangspunkt i det kristne menneskesyn,” siger han.

Og netop det fokus oplever forstanderen en efterspørgsel på i dag, hvor Diakonhøjskolernes uddannelser har vækst i ansøgertal, god økonomi og et lavt elevfrafald.

”I dag er der mange unge, der ikke kender begrebet diakoni og tror, at det kun handler om tro. Men vores studerende har ikke kun kirkelig baggrund. I stedet har de det til fælles, at de siger, de gerne vil ’gøre en forskel’ og tænke etik ind over deres fremtidige arbejde. I dag er der meget fokus på det, der kan måles og vejes, og hvad vi kan præstere. Men her arbejder vi ud fra et menneskesyn, som handler om værdighed, og det er der fortsat behov for,” siger han og nævner som eksempel debatten i sommers om plejehjem, hvor beboerne er blevet behandlet dårligt.

”Dengang blev der talt om manglende ressourcer og forråelse i plejehjemssektoren, men det er også vigtigt at tale om det, der ligger bag forråelsen – nemlig en mangel på refleksion og etik. Vi skal være kritiske over for, hvad der er rigtigt og forkert, og det er lettere, når vi hele tiden arbejder ud fra et kristent værdisæt.”