Meningen med livet er ikke at hytte sig selv

Forfatteren Elisabeth Flensted-Jensen er opvokset i et missionerende fællesskab. Hun tog afstand og blev en del af studenteroprøret og kvindefrigørelsen, men her fandtes samme svaghed som i det religiøse, mener hun

”I dag holder jeg af at skrive, fordi jeg ikke behøver at have færdige meninger om, hvad folk bør. Jeg har taget del i de ideelle kampe, og nu lader jeg det modsætningsfyldte fremstå i sin kompleksitet,” siger Elisabeth Flensted-Jensen. –
”I dag holder jeg af at skrive, fordi jeg ikke behøver at have færdige meninger om, hvad folk bør. Jeg har taget del i de ideelle kampe, og nu lader jeg det modsætningsfyldte fremstå i sin kompleksitet,” siger Elisabeth Flensted-Jensen. – . Foto: Paw Gissel.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg har en stærk bevidsthed om, at menneskeheden hænger sammen, at vi på trods af forskelle og stridigheder har et ansvar for hinanden. I dag har jeg ikke et tilknytningsforhold til en religion, men bruger heller ikke begrebet ateist om mig selv.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Min familie kom i Kristent Fællesskab i København, en menighed baseret på bedekredse, omvendelses-oplevelser, personligt engagement, mission, bogstavtro bibellæsning og voksendåb. Som barn havde jeg en oplevelse af et meget skarpt skel mellem os og andre.

Det var et spørgsmål om at være frelst eller ikke frelst. Vi levede i en forestilling om Jesu snarlige genkomst.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg blev sendt på kystsanatorium og børnehjem flere gange, fordi mine forældre rejste meget og havde otte børn, og der er en drøm, jeg husker meget tydeligt: Verden eksisterer ikke, og det gør Gud og min familie heller ikke. Men min familie bildte mig ind, at Gud og verden eksisterer.

Jeg tænker i dag, at det viser et barn totalt overladt til sig selv, og det mener jeg er grund nok til at blive skeptisk over for tro. Desuden følte jeg ikke, der var plads til at bruge min egen dømmekraft. At jeg ikke lod mig døbe, var den endegyldige afsked med menigheden. 

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Menigheden var præget af personlig stillingtagen og modvilje mod stivnede organisationer som folkekirken.

Jeg involverede mig i stedet i studenteroprør og kvindefrigørelse. Engagementet kendte jeg fra menigheden. Men det gik op for mig, at dobbeltheden fulgte med. Der var også i de politiske bevægelser en næsten eskatologisk forestilling om et radikalt anderledes samfund, og de kom til at lide af samme svaghed som menigheden: at ville ”frelse” de andre.

Siden det gik op for mig, har jeg været resistent over for menighedsdannelse. Jeg melder mig ikke ind nogen steder. I mange år har jeg mediteret, og hvis jeg gør det sammen med andre, er der en stærk kraft. Alligevel gør jeg det sjældent.

I dag holder jeg af at skrive, fordi jeg ikke behøver at have færdige meninger om, hvad folk bør. Jeg har taget del i de ideelle kampe, og nu lader jeg det modsætningsfyldte fremstå i sin kompleksitet.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Meningen med livet er ikke at hytte sig selv. Jeg deltog i at skabe Center for Kønsforskning, i det private erhvervsliv har jeg arbejdet for integra- tion og barselsorlov til mænd og internationalt for flere kvinder på topposter. Hvis jeg var mere optaget af min position, havde jeg forfulgt et bestemt karrieremål.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Som barn har jeg set bagsiden af mennesker på en piedestal i menigheden. Jeg er kureret for at skabe forbilleder, men over for hverdagens dilemmaer kan jeg spørge mig selv: Hvad vil det menneske, som jeg respekterer, vælge?

Jeg får også meget ud af at læse forfattere, som skriver på baggrund af deres eget levede liv. ”En fortælling om kærlighed og mørke” af Amos Oz giver livsindsigt på baggrund af den ulykkelige konflikt mellem Israel og Palæstina.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg har fået så mange åndelige råd, at jeg er tilbøjelig til ikke at ønske flere.

Men en psykolog sagde engang: Hav tillid til processen. Min far sagde, at alle ting samvirker til gode for den, der elsker Herren, og at elske Herren er at acceptere livet som en nådegave.

Man kan sige, at ringen sluttes her, for jeg har en grundlæggende optimisme og tillid til andre mennesker, som menigheden havde det til Gud.