”I virkeligheden er det jo en vanvittig beslutning.”
Det er de ord, Henrik Højlund selv bruger om det skifte, han og hustruen nu foretager. For i 18 år har de boet ”det skønneste sted, med nære venskaber og et stærkt netværk”, som han siger om den østjyske by Løsning, tæt ved Horsens, hvor han har været sognepræst i de to sogne Korning og Løsning. Her i nærheden bor også deres fem voksne børn og børnebørn, og i kirken er der en stor og trofast menighed, der bakker 100 procent op om deres præst og hver søndag fylder kirkebænkene. I gennemsnit møder mellem 250 og 380 mennesker op til hver gudstjeneste i Løsning og mellem 40 og 100 i Korning.
Men nu er det snart slut. Den 18. marts tiltræder 57-årige Henrik Højlund som sognepræst i Kingo-Samuel Sogn, der ligger på det ydre Nørrebro i København. Et sted, hvor kun omkring 45 procent er medlemmer af folkekirken, de fleste er mellem 20 og 35 år, og som rummer den største andel af indvandrere i landet, heraf mange muslimer. Det er også her, Mjølnerparken ligger, hvor de banderelaterede opgør flere gange har skabt frygt og utryghed i nærområdet. Og så er det et område, hvor Ateistisk Selskab ifølge Henrik Højlund havde meget stor succes med sin kampagne for at få folk til at melde sig ud af folkekirken.
”Ind imellem har jeg da også haft helt ondt i maven og besvær med at sove på grund af det her valg. Men min kone og jeg har i et stykke tid talt om, at hvis der skulle skrives et nyt kapitel i vores liv, så var det ved at være tid. Og så måtte det gerne være et skifte til noget helt andet, der ikke minder om det, vi kender – og det må man jo sige, er lykkedes,” siger Henrik Højlund med et stort smil.
Han tager imod i arbejdsværelset i det 270 kvadratmeter store rødstenshus inde midt i Løsning, familien Højlunds hjem siden 2000. Om en måneds tid skal det hele pakkes ned, og meget sorteres fra – for den nye præstegård er en lejlighed på Jagtvej på lidt under den halve størrelse.
På spørgsmålet om, hvordan han ser på sin opgave som sognepræst i et område som ydre Nørrebro, er han ikke bange for at tale om, at der også er succeskriterier, mål og visioner for udbredelsen af den kristendom, han selv kalder ”klassisk normal kristendom”.
”I dag kommer omkring 50 mennesker til gudstjenester i Kingo-kirken, og der er helt klart plads til flere. I den forstand er det jo et spændende område at komme til, for her er både mange med en anden tro, udøbte og ikke-troende. Og så er der mange unge. Jeg glæder mig til at møde det her segment og finde ud af, hvordan vi skal nå dem, så de oplever, at evangeliet er relevant for dem. Og så kommer jeg i øvrigt til en kirke, som for længst har haft samme mål i flere generationer.”
Henrik Højlund er kendt i både kirkelige og bredere kredse som en præst med sine meningers mod, og han er ofte blevet beskrevet som missionsk og tilhørende den kirkelige højrefløj. Selv mener han, at han står der, hvor kirken altid har stået. Som han ser det, ”er det i stedet en stor del folkekirken, der er drejet mod venstre”.
Når han skal forklare, hvad han mener med det, bruger han ord som ”teologisk vattethed” og ”romantisering”.
”Der har blandt andet bredt sig en forestilling om, at det ikke handler om at få flere i kirke. Og at vi ikke må tale om at missionere blandt ikke-troende eller over for muslimer. I stedet taler mange præster på en romantiserende måde om ’den usynlige kirke’ og hylder, at ’enhver er salig i sin egen tro’. Man glemmer bare, at den usynlige kirke kun er berettiget på grund af en synlig kirke og bestræbelsen på at fylde kirkebænkene, fordi enhver netop ikke er salig i sin egen tro. Den sande kristendom handler ikke om kun at give livsmod og højere livskvalitet. Vi holder altså først og fremmest kirke, for at mennesker kan blive frelst. Og derfor har vi travlt med at få fyldt kirkebænkene og med at missionere.”
Sognet på Nørrebro kan derfor forvente forkyndelse ”med substans” og ikke ”vat”, som Henrik Højlund formulerer det, og han er udmærket klar over, at det nok ikke er hans version af kristendommen, der er mest udbredt i det københavnske område.
”Men jeg er vant til at være i mindretal i folkekirken, og i dag er jeg også i et provsti med en bred palet, så selvom den nok er mere spraglet på Nørrebro, så går jeg til opgaven med glad og åbent sind og en fuld integritet i forhold til mit eget ståsted.”
Når Henrik Højlund har så klare opfattelser af, hvad der er sand og usand kristendom i den danske folkekirke, har det selvfølgelig også en betydning for hans syn på dens rummelighed. Den bryder han sig nemlig ikke om. Derfor har han også tidligere givet udtryk for, at det tiltagende pres for bredere samarbejde på tværs af sogne er uheldigt, ”for det forudsætter, at vi på bundlinjen deler tro. Og det gør vi lige præcis ikke i folkekirken,” skrev han blandt andet i Kristeligt Dagblad sidste år.
”Jeg går ikke ind for den rummelige folkekirke. Menneskeligt jo, men teologisk nej. Vi står os bedre ved respektfuldt at arbejde hver især for det, vi tror på.”
Henrik Højlund kan godt forstå, at nogle bliver stødt af det synspunkt og finder det dobbeltmoralsk.
”For rummeligheden betyder jo netop også, at der er plads til en som mig i folkekirken – og så står jeg dér og mener sådan set ikke, at rummeligheden skal gælde de andre. Men jeg insisterer ikke på at være i folkekirken med henvisning til rummeligheden, men med henvisning til dens fælles bekendelse og tro. Af samme grund er jeg ikke ligeglad med, hvad der bliver forkyndt i andre sogne. Så længe vi står på den samme grund, vil jeg pege på, at kristendommen ikke er et tag selv-bord med forskellige varianter. Der er kun én sand kristendom, og den vil jeg kæmpe for.”