Jeg havde gennem de første 40 år af mit liv kun sporadisk kontakt med kirken. Min familie havde ikke tradition for at gå i kirke, selvom jeg både er døbt, konfirmeret og senere gift i en kirke. Det var en verden, der ikke kom os ved. I mine møder med kirken oplevede jeg, at præsterne havde uld i munden og ikke vægtede det, der måtte være det vigtigste, nemlig troen. Jeg mente, at præsterne stod i vejen for Gud med deres forblommede og tandløse prædikener, der ingen forbindelse havde til mit daglig-dags- eller lille trosliv.
Da jeg som 25-årig fik en søn med min daværende hustru, kunne jeg ikke udholde tanken om at skulle stå i en kirke og love, at jeg ville opdrage ham i den kristne tro. Som jeg havde det med Gud, ville det være blasfemi. Derfor blev han navngivet, og jeg meldte mig ud af folkekirken.
Da jeg blev ældre, blev jeg mere åndeligt søgende. Som 40-årig kom jeg i kontakt med en gruppe, som arbejdede med såkaldt praktisk filosofi og esoterisk kristendom. Det gik ud på at finde ”den fjerde vej” til højere bevidsthed og udødelighed gennem studier og praktiske øvelser.
Det var spændende at være med til at udforske Bibelen, som jeg ellers aldrig havde haft åben i mit voksne liv. Men i stedet for en højere bevidsthed så jeg kun mine fejl og synder og havde ingen redskaber til at blive dem kvit. Jeg følte mig i limbo og havde intet sted at vende mig til, så jeg forlod desillusioneret gruppen efter 12 år.
Da min svoger i januar 2004 lå for døden, spurgte min kone, Lisbet, ham, om der var noget, vi kunne gøre for ham.
”I kan bede for mig,” sagde han, som ellers ikke var specielt kristen.
Netop derfor tog vi det alvorligt og prøvede at bede for ham. Det føltes svært, når man aldrig rigtig har lært det, så vi forsøgte os med stille bøn for os selv og Jesu egen bøn, Fadervor. Vi begyndte også at opsøge kirkerne i vores nærområde, men vi fandt ikke nogen eller noget, der fængede.
Desværre døde Lisbets bror i slutningen af januar 2004, men jeg vil altid være ham taknemmelig for at have sat os i gang med at gå i kirke. Vi blev mere og mere interesserede i at finde et åndeligt fællesskab, og vores søgen førte os til højmesse i Melby Kirke i Nordsjælland i pinsen 2004. Her mødte vi en sognepræst, som til min store forbløffelse i sin prædiken så menigheden direkte i øjnene og med et stort smil fik mig til at forstå, at vi alle er syndere, der er frelst fra synden i nåde til det evige liv gennem troen på Jesus, Guds søn. Den besked slog benene væk under mig, for det var jo dét, jeg havde søgt at få svar på i mine 12 år i gruppen. Præsten hed Olafur Felix Olafsson, og han overbeviste mig i løbet af et kort øjeblik om, at kristendommen stadig er levende og findes i den danske folkekirke. Efterfølgende meldte jeg mig ind i folkekirken igen.
I foråret 2008 fik jeg konstateret Parkinsons sygdom, og det kom naturligvis som et chok. I de første par år var symptomerne til at leve med, men efterhånden som sygdommen udviklede sig, blev jeg nervøs for, at min tilstand ville forhindre mig i at være i kontakt med Gud. Men jeg blev omgivet af forbøn, kærlighed og omsorg fra mine kære og i menigheden, og det gjorde mig tryg. Min tiltagende svaghed og manglende fysiske kunnen fik mig til at se, hvor flygtige alle mine såkaldte sejre var. Det var en indsigt og en gave, jeg aldrig var kommet til at erkende af mig selv. Min sygdom er ikke Guds straf, men hans nådegave til mig, og Jesus er kommet til Jorden for at bære mig gennem mine trængsler.
Min tro er i dag en stille, permanent bekræftelse på, at jeg hører Jesus til. Den og min sygdom har gjort mig ydmyg over for alle vilkår, livet udsætter mig for. Det er en nådegave at vide, at det ikke er den måde, jeg manifesterer mig i livet, der er vigtig, men roen ved at vide, at jeg er dér, hvor jeg skal være.
Hvad har udfordret din tro?
Der er flere passager i Det Gamle Testamente, der med brutalitet og tilsyneladende hidsig overreaktion fra Guds side har udfordret min tro på, at Bibelen udelukkende er skrevet under indflydelse af Helligånden. Eksempelvis står der i Anden Kongebog om profeten Elisas’ undergerninger: ”Derfra drog han op til Betel. Mens han var på vej op, kom nogle små drenge ud fra byen. De gjorde nar af ham og sagde: Kom herop, skaldepande, kom herop, skaldepande! Han vendte sig om, så på dem og forbandede dem i Herrens navn, og ud af skoven kom to bjørne og rev toogfyrre af drengene ihjel”.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
I 2008 var jeg med til at danne Nordsjællands Valgmenighed. Jeg var fuld af energi og virkelyst, og som teaterchef var jeg vant til at reklamere for forestillingerne og skaffe publikum i teatret. Under et bestyrelsesmøde, hvor jeg åbenbart havde været ekstra ivrig, sagde Olafur Felix Olafsson til mig: ”Al-bert, du kan ikke køre valgmenigheden, som du driver et teater.” Den sved, og siden har jeg, sammen med bestyrelsen, prøvet at mærke efter, om Gud er med i beslutningerne. Og det er Han!