SELVOM MAN LEVER i et af verdens mest attraktive lande, kan man godt af og til føle bekymring. Her tænker jeg ikke på hverken klimaforandringer eller indvandring, for skønt disse temaer er foruroligende nok, er der også noget andet, der skal bemærkes, og på sin egen måde er det berømte interview med Ghita Nørby med til at illustrere det.
Det var journalist Iben Maria Zeuthen fra Radio24syv, der var på besøg hos den store skuespillerinde, hvilket udviklede sig til et dramatisk møde mellem to kvinder fra hver sin tid og med hver sin tilgang til dette at tale sammen. Begivenheden har skabt ekstraordinært stor opmærksomhed, og det er forståeligt.
For mens én ting er, at Ghita Nørby helt sprænger anstændighedens rammer for, hvordan man bør tale til hinanden, og mens den 34-årige Zeuthen ikke helt synes at forstå, hvordan man interviewer en stor kunstner, rummer samtalen en yderst interessant kulturkritik.
Ghita Nørby har tilsyneladende en ret fin sans for, at dette samfund er i færd med at skabe et menneske, der får sværere og sværere ved at være en enkelt. Man fornemmer, hvordan hun i samtalen opfatter sin gæst som en person, der er formet af tidens mærkelige blanding af ironisk rollespil og ensrettende massementalitet, der sætter sig i sproget og attituden og de forskellige grader af mangel på evne til at træde frem som en oprigtig personlighed.
IBEN MARIA ZEUTHEN er en dygtig interviewer og tilmed et sødt og begavet menneske. Jeg har selv ført samtaler med hende og har kun godt at sige, men samtidig er hun naturligvis som alle andre et barn af sin tid. Derfor fremstår mødet mellem hende og Ghita Nørby som en utrolig beskrivelse af forskellen mellem det lidenskabelige individ og det mere nivellerede og tempererede menneske, der ifølge Søren Kierkegaard kan blive et produkt af den moderne verden.
Paradoksalt er det nemlig, hvilket Kierkegaard på så storslået vis forudså, at mens vi lever i individualitetens rasende tidsalder, bliver individerne mere ens og mister originalitet og mod. Den enkelte gemmer sig bag attitude, og Ghita Nørby nægter at tilpasse sig rollespillet og kunstigheden, for hun vil tale med et menneske, der giver sig selv til kende.
Dermed hører man et ekko af Kierkegaards ord fra ”En literair Anmeldelse”, der netop handler om det moderne menneskes tab af sans for dybden i egen individualitet, og han skriver:
”Man hører ikke sjeldent i vor Tid Ynglinge tale vise Ord; naar man hører nærmere til, hører man jo rigtignok, at det er Ynglinge; thi hvad der ikke undgaaer den Vise, at Alt, hvad han siger, angaaer ham selv (saa egoistisk er han!), det undgaaer Ynglingen (saa begeistret er han!).”
Ghita Nørby er den vise, der ved, at alt, hvad hun siger, angår hende selv, mens Iben Maria Zeuthen er ynglingen, der energisk spiller rollen som engageret samtalepartner, uden måske i inderlighed at være det.
MØDET MELLEM DE TO KVINDER udgør et ret enestående billede på, hvordan mennesket i vor tid mere og mere kan forsvinde ind i en masseidentitet, hvor man på den ene side højrøstet hævder sin unikke individualitet, mens det på den anden side kniber med på ægte vis at udstråle den.
Derfor kan man af og til føle en vis bekymring, for Ghita Nørby har ret i, at mennesket i denne epoke er trængt. Vi oplever det i særdeleshed i den konstante søgen efter identitet og trang til at tilhøre en gruppe og udstøde de forkerte fra den, og vi erfarer det i de unges mistrivsel og pinefulde følelse af ikke at være tilstrækkeligt meget værd. Når Ghita Nørby på dramatisk vis til Iben Maria Zeuthen siger: ”Stakkels dig!”, skal det høres som meget mere end en kommentar til netop denne unge kvinde.
Ordene er i mere overordnet forstand henvendt til tidens yngling, der har så svært ved at træde helhjertet ind i livet, fordi han eller hun sidder fast i urolig selviagttagelse. Den, der i særlig grad kan overmande det menneske, der ikke er knyttet til noget større, men kredser om udvendig selvfremstilling, og selvfølgelig har alt dette også at gøre med kristendom.
Man kan dårligt mene, at Ghita Nørby ærer kærlighedsbuddet ved at tage hånd om det menneske, der er hos hende, men når det er sagt, findes der i samtalen mellem de to kvinder en anden tråd til det religiøse. Dette at være en enkelt, der åbent træder frem uden at skele til tidens forventning og andres bedømmelse, er nemlig i høj grad knyttet til bevidstheden om Gud, og når så mange i dag savner livsmod og en følelse af retning, har det at gøre med manglende tro på som netop mig at være sat i verden af en højere magt.
For Søren Kierkegaard er det i sidste ende kun i forholdet til Gud, at den enkelte kan blive sig selv, og når man ser på tidens stakkels ynglinge, aner man, at han har fat i noget. Det gjorde også Ghita Nørby på sin egen måde hin mindeværdige dag, da hun fik besøg, og lad os prøve at forstå affæren i det perspektiv.
Som den vise kvindes begrædelse af tidsalderen, ynglingen og kvalerne ved at træde frem i verden.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.