Humørpillerne er kommet tilbage efter 40 år

Og det bliver værre endnu, for de små-platte ordspil vist rubriceres som ”onkel-vitser” eller ”far-humor”, begrænser jeg mig på ingen måde til den genre, skriver Thomas Andreasen

Foto: Thomas Andreasen
Foto: Thomas Andreasen.

Jeg er begyndt at fortælle dårlige vittigheder.

Ja, nu findes der sikkert folk, der vil mene, at det har jeg altid gjort. Det nye er, at samtidig med at vittighedernes antal er stigende, er jeg pinligt bevidst om, at niveauet er faldende. Hvad for eksempel med denne:

”Vidste du, at der findes vin på Antarktis?”

”...?”

”Pingvin.”

Nej vel, helt godt er det ikke.

Og det bliver værre endnu, for mens den slags små-platte ordspil vist rubriceres som ”onkel-vitser” eller ”far-humor”, begrænser jeg mig på ingen måde til den genre. Det umiddelbart mest bekymrende er, at jeg som en slags regression til barndommen er begyndt frit fra hukommelsen at genfortælle de vittigheder og gåder, jeg som vel omtrent 10-årig forlæste mig på fra forældrenes bogreol. Her snakker vi altså om bøger som ”557 humørpiller” (1964) og ”Gæt en gåde – 404 gåder og sjove spørgsmål” (1967). Det er for eksempel vittige definitioner som denne fra humørpille-bogen: ”Voksen: En, som er holdt op med at vokse – undtagen på midten”, som jeg egentlig uden at ville det – for jeg synes faktisk ikke, det er særlig morsomt – kan høre mig selv fremsige.

Men hvorfor kommer det nu?

Måske er det noget med alderen. I foråret fyldte jeg 50 år, og apropos humørpillerne markerede jeg blandt andet den runde fødselsdag ved at købe mine første vitaminpiller med betegnelsen 50+.

”Godt for dit immunsystem, din mentale ydeevne og mindsker træthed,” stod der tillokkende på etiketten, der endvidere fremhævede, at produktet til folk fra 50 år og opefter indeholdt 12 vitaminer og 9 mineraler. Det kan da ikke skade, tænkte jeg og grinede lidt ad mig selv, da pilleglasset røg ned i indkøbskurven.

Nu kan jeg imidlertid ikke slippe den tanke, at alle disse mineraler som den tilsyneladende eneste effekt har aktiveret mit hukommelses- og vittighedscenter, fra da jeg var 10 år. Samtidig ved jeg godt – eller tror at vide – at den vigtigste grund til, at jeg griber tilbage til 40 år gamle vittigheder, ligger på et mere psykologisk plan.

For vittighedsfortællingerne har for alvor taget fart i de seneste måneder, efter at jeg er flyttet til Belgien. Og mon ikke det er en slags flugt til barndommens tryghed foranlediget af utrygheden i nye omgivelser i et nyt land med et nyt sprog – ja faktisk to nye sprog, nu det er Belgien. Det giver i al fald mening som en forklaring, og forklaringer er altid beroligende.

Men hvem er mit publikum? For når nu vittighederne er på dansk, er det jo særdeles begrænset, hvor mange der forstår dem.

Ja, det er min belgiske kæreste, som er tvangsindlagt til mine udgydelser. Efter mange års ophold i Danmark taler hun nemlig flydende dansk, men mon ikke den stakkels kvinde nu nærmest fortryder, at hun tog sig den ulejlighed at lære sproget?

Enkelte gange smiler hun lidt anstrengt, men oftere råber hun bare ”niveau”, der vist betyder, at hun mener, at vittigheden er dårlig.

Til hendes skræk er begge tidligere nævnte bøger kommet med til Belgien, så jeg kan udvide repertoiret, ud over hvad jeg husker i hovedet. Og faktisk holder enkelte af vittighederne og gåderne om ikke niveau, men giver dog et uventet svar på en sød, lidt barnagtig måde.

Kæresten grinede da også, men nok mest af min glæde, da jeg læste nedenstående fra ”Gæt en gåde”-bogen op. En vittighed, jeg ikke huskede, men kan se, at jeg som 10-årig har sat kryds ved – et tegn på, at jeg mente, at det var en af de bedre:

”Hvordan kommer en elefant ned fra et træ?

Den sætter sig på et blad og venter, til det bliver efterår.”