Jeg er i live. Det er vigtigt at slå fast, eftersom jeg i søndags blev udråbt som død. Hvordan det kunne ske, ved jeg ikke, men jeg kan godt give corona lidt af skylden.
Det begyndte med, at jeg besluttede at tage til gudstjeneste. På trods af at vi har boet i fire år, hvor vi bor, havde jeg før i søndags endnu ikke været i den lokale kirke. Dertil havde det været en heftig nyhedsuge med krænkelser, corona og terror. Jeg trængte til at falde til ro.
Da det var allehelgensdag, var gudstjenesten flyttet til om eftermiddagen. Resten af familien ville hellere spille yatzy, selvom min datter på fem sagde, at hun gerne ville med en anden gang. Set i bakspejlet var det godt, hun blev hjemme.
Det var, når jeg nu tænker over det, i våbenhuset, kæden sprang af. Her var der opstillet dunke med håndsprit og lagt mundbind frem. Den yngre mandlige præst hilste på afstand og beklagede corona-postyret. På bordet med værnemidler var der også hvide gravlys og en salatskål, hvori der lå små papirlapper med navne på.
”Du er velkommen til også at lægge en seddel,” sagde præsten og pegede på skålen.
”Smart,” tænkte jeg.
”Smitteopsporing!”.
Her ville den kritisk tænkende have undret sig over valget af redskab. At man ikke i stedet havde lavet en liste med telefonnumre og den slags, der gør det nemt at få fat i folk. Men jeg havde slået hjernen fra, så jeg greb en kuglepen og skrev mit fulde navn på en seddel, som jeg foldede på midten og smed i skålen.
Der var måske 30-40 mennesker i kirken, og jeg satte mig på en af de forreste bænke. Da orglet havde spillet en smuk melodi, var vi i gang. Solen sendte striber ind ad vinduerne og lyste guldløvehovederne på prædikestolen op. Præsten sagde et par trøstende ord og læste et digt.
”Og nu er det tid til den del af gudstjenesten, hvor vi mindes dem, vi har mistet i år,” sagde han så.
Op ad kirkegulvet kom kirketjeneren nu gående med den lille skål fra våbenhuset i hænderne. For hvert skridt han tog, blev min fejltagelse mere og mere tydelig for mig. Blodet susede mod hovedet, og mine håndflader blev svedige. Min krop gled ned mod sædet, men sådan nogle gamle kirkebænke er bygget til meget lave mennesker og desværre nærmest umulige at gemme sig bagved.
Præsten tog imod skålen og fiskede den første seddel op.
Omkring mig så kirkegængerne blidt på hinanden, efterhånden som navnene på de døde blev læst op. Enkelte græd. Der var mænd og kvinder, en morfar, elsket og savnet. Og så trak præsten en seddel op, foldet på midten.
”Lise Kabell Søgaard,” læste han.
Jeg virrede febrilsk med hovedet, til ingen nytte. To sedler senere sluttede han med et ”Æret være deres minde!”.
Allehelgensgudstjenesten var vist kun halvt så lang som en almindelig gudstjeneste, men det var også rigeligt. Det føltes fuldstændig, som om min sjæl havde forladt mit jordiske legeme. Efter ”Se nu stiger solen” var det slut.
”Tak fordi I kom,” sagde præsten og meddelte, at man kunne hente lys i våbenhuset til gravene udenfor. Jeg kastede mit halstørklæde på og styrtede mod udgangen for at levere mit dementi.
”Jeg er altså ikke død,” sagde jeg til præsten, der så mystificeret på mig, til jeg gav mit navn og fik forklaret, hvad jeg troede, skålen var til. Han smilede overbærende. Og jeg tænker, at det kan vel kun en præst – håndtere at hilse på sørgende og idioter i én og samme kø.
”Jeg håber, der går lang tid, før jeg skal læse dit navn højt igen,” sagde han, før han hilste videre, mens kirketjeneren grinede bag mundbindet:
”Det er en meget spirituel måde, du nærmer dig døden på,” hviskede han.
Jeg halvløb over gruset ude på kirkegården ned til min bil. Derhjemme havde datteren vundet i yatzy.
”Det var hurtigt, du kom tilbage, mor!,” sagde hun.
Ja, og Gud ske tak og lov for det.