Sørine Gotfredsen: Landsholdet splitter det folk, det er sat i verden for at samle

Med Black Lives Matter-demonstrationen er spillerne ikke blot faldet på knæ for de sortes rettigheder. De er trådt ind på en slagmark

"Det var et trist syn, da de danske landsholdsspillere i sympati med Black Lives Matter-bevægelsen faldt på knæ før kampstart i et venskabsopgør mod Belgien," skriver Sørine Gotfredsen. Illustration: Søren Mosdal
"Det var et trist syn, da de danske landsholdsspillere i sympati med Black Lives Matter-bevægelsen faldt på knæ før kampstart i et venskabsopgør mod Belgien," skriver Sørine Gotfredsen. Illustration: Søren Mosdal. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Det var et trist syn, da de danske landsholdsspillere forleden faldt på knæ før kampstart i et venskabsopgør mod Belgien. De gjorde det i sympati med den Black Lives Matter-bevægelse, som for tiden nyder stor opmærksomhed, og som også fodboldspillerne altså finder værdig at støtte, og det er selvfølgelig vel ment.

Men spillernes gestus burde have været kvalt i fødslen, for deres kollektive knæfald afslører en brist i tankegangen, der ikke mindst er katastrofal for et landshold, der gerne skulle være et samlingspunkt for hele folket. Den nye landstræner, Kasper Hjulmand, der efter sigende netop søger den fællesnævner, der kan bringe landsholdet fuldgyldigt tilbage i de danske hjerter, skulle have afblæst aktionen, der rummer et sammenstød mellem den intense samtale om det vestlige samfund og en gruppe, der ifølge traditionen skal befinde sig på værdig afstand af politisk værdidebat.

Sportsfolk har gennem historien været opfattet som mennesker, der på særlig vis kunne repræsentere den rene fædrelandskærlighed, der ellers mere og mere i en globalt orienteret tidsalder er blevet nedgjort som fremmedfjendsk og ekskluderende.

Sportsfolk formår i højstemte øjeblikke at være ét med nationen, alt imens diverse skuespillere og forfattere i offentligheden har skammet sig over Danmark og den stramme indvandrerpolitik. Dermed siger jeg ikke, at sport og politik altid kan holdes adskilt. Den illusion er nok for de fleste bristet. Men hvis sportsfolk mere og mere optræder i manifestationer i stil med den seneste, kan både de og vi miste meget.

Med Black Lives Matter-demonstrationen er spillerne nemlig ikke blot faldet på knæ for de sortes rettigheder. De er trådt ind på en slagmark, hvor man mere eller mindre ubevidst abonnerer på et livssyn, der ses som selvfølgeligt godt.

Det bliver især tydeligt, når nogen hævder, at landskampsdemonstrationen ikke kan ses som politisk, da den jo blot hyldede de menneskerettigheder, som alle opfatter som basalt sande. Hermed forstår vi, i hvor høj grad vi i dag omsluttes af troen på, at mennesket selv kan formulere noget absolut godt, mens vi også forstår, hvor meget Søren Krarup havde ret, da han i 2000 i bogen ”Dansen om menneskerettighederne” beskrev, hvordan disse – menneskerettighederne – har antaget et religiøst præg. Og bogen afsluttes med ordene: ”Menneskerettighederne blev i slutningen af det 20. århundrede til den fundamentalisme, der ophævede enhver diskussion.”

Præcis derfor bliver landsholdets demonstration af nogle tolket som en blot indlysende understregning af dét, som alle er enige om. Men nej. For mens vi kan blive enige om, at racisme er af det onde, er vi næppe alle enige om, hvordan den skal bekæmpes. I samme åndedrag må man overveje, om kronprinsesse Mary fik tænkt sig ordentligt om, da hun i august ved den årlige pride-fejring i sin tale formulerede dette: ”I Danmark er lgbti+-rettigheder ikke noget, vi er uenige om.” Og senere lød det: ”Som jeg ser det, er menneskerettigheder et andet udtryk for det, vi kalder medmenneskelighed.”

Denne naive opfattelse af menneskerettighederne afslører, hvordan en bestemt historisk mentalitet kan blive opfattet som så indiskutabel, at man glemmer, i hvor høj grad den er udvundet af politik og ideologi. Og dermed naturligvis kan føre til uenighed og strid.

For nej, vi er ikke alle sammen enige om indholdet af lgbti+-rettigheder. De fleste mener nok, at enhver skal behandles med respekt uanset køn, seksuel præference og alt muligt andet, men vi er jo ikke enige om, hvad respekten indebærer.

Både lgbti+ og Black Lives Matterbevægelsen rummer identitetspolitisk magtbestræbelse, mere eller mindre håndfast opdeling mellem grupper og en fokusering på henholdsvis kønsopfattelse og hudfarve, der paradoksalt nok kan føre i retning af ny diskrimination, og det er enfoldigt blot at repetere de overordnede idealer.

Når fodboldlandsholdet og kongehuset falder på knæ for politiske bevægelser og dyrker menneskerettighederne som tidens højeste etiske målestok, får de svært ved i længden at være samlende for hele folket.

For menneskerettighederne repræsenterer ikke en evigt gyldig sandhed. De er blot siden Anden Verdenskrig kommet til at fungere som en ensrettende norm for det gode på Jorden, som ethvert anstændigt menneske forventes at hylde, hvilket som bekendt ikke mindst angående indvandrerpolitik og national selvbestemmelse har givet anledning til voksende frustration.

Menneskerettighederne er fejlbarlige, og repræsentanter for de største folkelige samlingspunkter skal ikke ophøje dem til en øverste ledestjerne. Dette har hverken Kronprinsessen eller landsholdsspillerne tilsyneladende forstået, og man må håbe, at nogen med dybere indsigt i tingene fortæller dem, hvad det indebærer at være hovedperson i de sidste samlende nationale bastioner. Og hvor nemt man kan splitte det folk, man er sat i verden for at samle.

Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.