På Teologi for Lægfolk smelter universitet og højskole sammen i en lidenskab for at vide noget mere om kristendommens indhold og betydning. Studiet blander højskolens livsoplysning og universitetets krav om faglig og kritisk fordybelse i teologien.
Hvor den teologistuderende på universitetet kommer med ungdommens livsmod, kommer kursisten på Teologi for Lægfolk med livserfaring. Som underviser er udfordringen den samme. Der skal begge steder skabes en ramme for teologisk fordybelse, hvor underviseren betragter sig selv som vejviser og ikke som en overbringer af sande udsagn.
Det sker i respekt for teologiens egenart, som går ud på hele tiden at være på jagt efter, hvordan sandheden om vores liv og verden kan formuleres på en måde, så den giver mening ind i vores egen tid.
Bare lidt kendskab til teologiens lange historie viser med al ønskelig tydelighed, at mennesker til alle tider har gjort sig umage med at finde det mindst ringe sprog til at udtrykke deres tro på. Både de bibelske fortællinger og kirkehistorien er nødvendige ressourcer, når vi i dag skal prøve at formulere kristendommens betydning som sand livstydning i en tid præget af religiøs og kulturel mangfoldighed.
Teologi for Lægfolks udgangspunkt har fra begyndelsen i 1968 været, at de forskellige kirkesamfunds teologiske traditioner er en nødvendig ressource, når vi skal formulere en kristendomsforståelse, der er på omgangshøjde med vores egen tid.
Økumenisk teologi ønsker at håndtere spændingen mellem enhed og mangfoldighed i opfattelsen af, hvad der er kristen tro i mødet med andre religioner, ateisme eller sekulariseringen. I vores verden, hvor mennesker bevæger sig på kryds og tværs af nationale og religiøse grænser, kan ingen længere have det fulde overblik over alle teologiens temaer og udfordringer. Derfor er der brug for en vedvarende samtale mellem kirkesamfundene og de mange lokale teologier rundtomkring i verden om, hvordan vi i fællesskab og hver for sig forstår den kristne tro.
Traditionelt har økumenisk teologi og det økumeniske perspektiv på kristendommens betydning haft vanskelige vilkår i den kirkepolitiske debat i Danmark. Det kan hænge sammen med en markant folkekirke, der har beskyttet sin teologiske mangfoldighed indadtil med en betoning af, at luthersk identitet er så særlig, at der ikke er overskud til økumenisk samarbejde udadtil.
Det har dog ændret sig synligt i de senere år. Interessen for at kende andre kirkelige traditioner vokser. På Teologi for Lægfolk har vi mærket det i forbindelse med studierejser og besøg hos kirker i Mellemøsten, Tyrkiet, Rom og Tyskland.
Til efteråret går turen til Armenien og Georgien for at møde en gammel ortodoks tradition, der er udfordret midt i et af verdens urolige områder.
Mødet med andre teologiske og kirkelige traditioner er med til at kaste lys over vores egen sammenhæng. Måske bliver der et tydeligere blik for, hvad der er uerstatteligt, eller hvad der kan fornys hos os selv. Økumenisk teologi søger således ikke konsensus for enhver pris, men den har fokus på, hvad der er de kirkeadskillende spørgsmål, og hvilke kulturelle og teologiske forskelle der er legitime og kan forstås ud fra den sammenhæng, vi er en del af.
Betydningen af de teologiske forskelle mellem kirkesamfundene bliver hurtigt nærværende, når der i et undervisningslokale sidder kursister fra forskellige kirkesamfund. Fælles nadverfejring mellem katolikker og lutheranere handler ikke kun om situationen på reformationstiden, men hvordan kirkerne i dag forvalter deres tradition.
Det samme kan gælde opfattelsen af dåb, hvor skillelinjen går mellem kirkesamfund, der kun døber voksne, og andre, der døber både børn og voksne.
Det kan være en stor udfordring at arbejde kritisk med teologien, fordi det kan føles, som om det, vi har troet og tænkt gennem mange år, bliver udfordret. Det er aldrig rart, hvis vi føler, at tæppet bliver trukket væk under fødderne på os, fordi vi møder synspunkter, som enten er helt nye, eller vi ikke kan forlige os med.
I sådanne situationer kan teologien med sin videnskabelighed opleves som noget, der ødelægger den personlige tro. Det er selvfølgelig en alvorlig sag, men kan også vise sig at blive til en styrke, fordi teologien giver en række redskaber til at forstå troens forudsætninger og indhold bedre.
Det er professor E. Thestrup Pedersen, der har illustreret forholdet mellem teologi og tro med billedet af en dør mellem kirke og bibliotek. Der er tale om to forskellige rum, men de hænger alligevel sammen. Nogle gange står døren mellem tro og teologi helt åbent, og der er en direkte sammenhæng. Andre gange står den på klem eller er helt lukket, fordi der er forskel på undervisning og forkyndelse.
Vi kan ikke lære at tro, fordi troen bliver givet til os, men vi kan hurtigt høre, hvis en forkynder ikke er i stand til at forkynde, så det er til at holde ud.
En forkynder skal være tænksom som en god teolog. Det samme gælder enhver, der beskæftiger sig med tro. Tro og tænkning er ikke det samme, men de hører sammen.
Sammenhæng og adskillelse mellem tro og teologi samt kirke og undervisningslokale står hele tiden i et spændingsforhold til hinanden på Teologi for Lægfolk. Derfor holder vi også gudstjeneste hver lørdag, når der er konvent. Det er naturligt, fordi det er i gudstjenesten, at vi ikke taler om tro, men lever af og i tro.
På den måde varetager vi Martin Luthers synspunkt, når han betoner, at en teolog er et menneske i bøn. I disse VM-tider kan vi oversætte udsagnet og hævde, at teologi er en amatørsport for folk, der er i stand til at tænke over tingene, fordi de ikke kan lade være.
Peter Lodberg er professor, dr. theol., på Aarhus Universitet og formand for Teologi for Lægfolk.