Kjeld Holm: At være forarget er blevet en del af den danske nationalkarakter

Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, sagde noget om en mulig rød-brun alliance i fremtidens politik. Forargelsen kendte næsten ingen grænser blandt bloggere, kommentatorer og politikere, skriver tidligere biskop Kjeld Holm

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

”Der er intet, der er så sundt som en god forargelse.” Det er en replik fra min barndom – fremsat af en ostemejerist på det mejeri, der var mit barndomshjem. Han var lidt landsbyens filosof og god for sigende replikker, der i reglen også udtrykte en vis kynisme. Replikken ovenfor var én af dem, en anden var, at livet blev lidt lysere, hvis det gik ens nabo mindre godt.

Hvis forargelse gør sund, er der mange politikere og mediefolk, der i øjeblikket må strutte af sundhed. For de har virkelig fået noget at være forargede over. Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, sagde noget om en mulig rød-brun alliance i fremtidens politik. Forargelsen kendte næsten ingen grænser blandt bloggere, kommentatorer og politikere.

Ingen var i tvivl om, at Østergaard sammenlignede Dansk Folkeparti med nazistiske stormtropper. Den association fik jeg slet ikke, også fordi jeg kender Morten Østergaard og ved, at han aldrig kunne finde på at drage sammenligning mellem nazismen og Dansk Folkeparti.

Men han nåede dårligt nok at forklare sig, eller han kom kluntet ud af det hele. Forklaring ventede man heller ikke på. Pia Olsen Dyhr (SF) og David Trads var helt oppe i falset, og mange andre kunne næsten ikke finde de rigtige ord for deres forargelse.

Helledusseda! Det minder om Poul Reumert, der brød ind i et lokale på Det Kongelige Teater, hvor den unge Frits Helmuth øvede sig i at synge, og spurgte, om krigen var brudt ud.

Ja, det kunne man næsten tro! Eller også er det blevet et bærende element i den danske nationalkarakter at blive forarget – og virkelig forarget! Forargelsen har fået sin egen historie.

Den begyndte vel ikke med sognepræst Thorkild Grosbølls benægtelse af en almægtig Gud, men måske var det et dengang hidtidigt højdepunkt af den. Jeg oplevede at blive opholdt i det stedlige supermarked med spørgsmålet, om man kunne have sådan en præst i folkekirken, for det var sandelig for galt. Af og til sagde jeg spagfærdigt, at spørgeren jo sagtens kunne finde en præst, der mente noget andet end Thorkild Grosbøll. ”Jamen jeg går ikke i kirke,” lød svaret.

Men forargelsens virkelige højdepunkt nåede man alligevel i 2005, da Jørgen Leth udgav sin selvbiografi ”Det uperfekte menneske”. Da opstod der nærmest en hadbølge i forargelsens kølvand med dødstrusler og lynchstemning som følge. Ekstra Bladet førte an, men Politiken fulgte godt med og krævede, at Jørgen Leth blev fyret som honorær konsul, hvad også skete, og TV 2 fortsatte heksejagten og afskedigede Jørgen Leth som cykelekspert og kommentator. Og en læge udtalte, at Leth var ”erklæret pædofil”.

Ingen gjorde sig den umage at tale med det påståede offer for Jørgen Leths handlinger. Og sådan er det: Forargelsen har aldrig nogen interesse i at høre om baggrund eller i øvrigt at gå ind i sagens substans. Forargelsen lever sit eget liv. Den hviler på stemning og ikke indsigt. Og meget ofte er der tale om, at en lille fjer bliver til 10 høns, som netop aktuelt med Morten Østergaard.

Det nye er så, at ikke alene medier, men også politikere er helt fremme i skoene, når det handler om forargelsens særegne psykologi, med deres evindelige og ulidelige kommentarer på de sociale medier.

Forargelsen har fæller, nemlig bagtalelsen og sladderen. De følger altid med. Sommetider er de forudsætningen, sommetider er de en følge af og forstørrelse af forargelsen. Alt sammen bliver det til det, man har kaldt ”den offentlige mening”.

To mænd gik allerede i deres tid for mange år siden til kamp mod uvæsenet. Den ene var Poul Henningsen, der skrev en vise med baggrund i en sladderhistorie om en københavnsk skuespillerinde, om hvem det blev sagt, at hun havde stået i forhold til sin hund: ”Det blev hvisket i et selskab, De har hørt det på en trappe (...). De har været loyal og tiet. Men nu går det ikke længer under hensyn til den offentlige mening.”

Den anden var Johannes Sløk, der netop i en anmeldelse af Poul Henningsen skrev: ”Bagtalelsen, der ikke blot er ond, men er løgn, selv når den siger den skinbarlige sandhed.”

Der er næppe ret meget at gøre ved det. Forargelsen og sladderen er kommet for at blive. Men om den er sund for folkeliv og debatkultur, er nok tvivlsomt. Det kan være, at man skal koncentrere sig om en enkelt forargelse.

Føromtalte Johannes Sløk besluttede sent i sit liv, at han nu kun havde tid og lyst til en enkelt forargelse, og han havde besluttet, at den skulle gå ud over DSB. Jeg vil følge ham, men jeg har intet udestående med DSB, så det må blive Donald Trump.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.