DET ER BLEVET en mere og mere udbredt opfattelse blandt danskere, at religion og religiøse forskelligheder primært er konfliktstof. Mange mennesker mener, at uden religion ville verden være et bedre og mere fredeligt sted. Derfor betragter de religion som noget, man enten er for eller imod.
Det er en realitet, at religion ofte er blevet del af en konflikt, både globalt og lokalt. Religion og religiøse følelser er blevet brugt til at ophidse parterne og gøre kløften dybere mellem et "os" og "dem". Religion er således blevet brugt til at bygge mure mellem mennesker på mange forskellige måder, men kan også bruges konstruktivt til at bygge broer.
Religion er en stærk, etisk motiverende faktor en faktor, der appellerer til menneskers samvittighed. Det er der mange eksempler på i historien.
I den senere tid er der blevet tilføjet et par yderligere eksempler. For første gang i historien stod FN i forrige måned bag en international, interreligiøs dialogkonference. Her var der forslag om at udpege et bestemt år som religionsdialogens år og om et rådgivende organ under FN, der kunne mægle i konflikter, hvor religion er involveret.
Endnu vigtigere og mere opsigtsvækkende var det, da 138 muslimske frontfigurer fra et meget bredt spektrum af verdens muslimske grupperinger den 13. oktober i år i et yderst gennemarbejdet, åbent brev adresseret til paven og andre kristne ledere opfordrede til fred og konkret samarbejde mellem muslimer og kristne. I et 29 sider langt brev advarede de muslimske ledere om, at "vores fremtid står på spil, ja, verdens overlevelse står måske på spil", hvis ikke kristne og muslimer kan finde ud af at leve i fred med hinanden.
Det er første gang i verdenshistorien, at så mange respekterede muslimske ledere og lærde i samlet flok har henvendt sig til kristne ledere og udtrykt en fælles forståelse af dialogens og samarbejdets nødvendighed. Selvom henvendelsen ikke har vakt den store interesse i de danske medier, er der ingen tvivl om, at den kan få stor betydning både globalt og i den muslimske verden, især hvis den får en positiv modtagelse i den vestlige verden. I den muslimske verden betyder det meget, hvad religiøse ledere og lærde udtaler.
DISSE EKSEMPLER VISER, at det er alt for simpelt at se religionens rolle i konflikter udelukkende som destruktiv, ligesom det er alt for simpelt at reducere årsagerne til konflikter udelukkende til at være religiøse. Dette er også konklusionen i en bog, som udkommer i disse dage i USA, "Bridges instead of Walls. Christian-Muslim Interaction in Denmark, Nigeria and Indonesia" (ed. Lissi Rasmussen), på Lutheran University Press.
Bogen indeholder resultater af og refleksioner over et studieprojekt under Det Lutherske Verdensforbund. En kristen og en muslim fra hvert af de tre lande har over en periode på to år (2003-2005) rejst i disse lande for at studere konfliktsituationer og freds- og forsoningsarbejde med særligt henblik på at beskrive religionens rolle heri.
Studiegruppen havde valgt at fokusere på tre casestudier, nemlig den danske karikaturkrise (2005-2006), flere års voldsspiral i Jos i Nigeria (fra 2001) og konflikter i Sulawesi og Maluku i Indonesien (1998-2001). Gruppen var overrasket over de mange ligheder, der var i disse konflikter både med hensyn til konflikternes årsager og forløb, samt hvad der skulle til, for at de kunne løses og den gensidige tillid genopbygges.
I alle tre lande er konflikter mellem kristne og muslimer eskaleret i løbet af de sidste 25 år, specielt siden midten af 1990'erne. Det skyldes delvis forskellige former for politiske ændringer, økonomisk tilbagegang og mange års opsparede frustrationer. Ofte var det mindre begivenheder, der satte konflikterne i gang. I Nigeria og Indonesien var der forskellige stadier i konfliktens udvikling, hvor begge parter hævdede, at angreb blev foretaget som hævn eller selvforsvar.
I ingen af landene var det religion som sådan, der satte gang i konflikten, men snarere økonomiske uligheder, politiske ambitioner, følelsen af at være ekskluderet eller overset samt social, etnisk og kulturel misundelse. Disse blev udtrykt i religiøse termer, og religion blev brugt som et redskab i kampen.
Et gennemgående tema i alle konflikterne er "os versus dem"-syndromet, en indfødt-tilflytter-opdeling og dermed spørgsmålet om, hvem der hører til i det pågældende land, hvem der passer til beskrivelsen af en "sand borger", og hvordan tilhørsforhold udtrykkes.
I Nigeria og Indonesien relaterer denne dikotomi sig primært til socioøkonomiske betingelser, ofte forholdet til jorden, mens den i Danmark afspejler spørgsmålet om identitet og anerkendelse på et mere psykologisk og symbolsk niveau. I karikaturkrisen og i andre offentlige debatter handler det mere om forestillingen om forskellene mellem dem og os end om den reale forskellighed. Dette "os versus dem"-syndrom forstærkes af de "os versus dem"-frustrationer over den ulige velstands- og magtfordeling, der findes på globalt plan.
Ikke desto mindre er der i alle tre lande skabt en gensidig frygt i befolkningen. Selv i majoritetsbefolkningerne i det overvejende kristne Danmark og det muslimske Indonesien føler en stor del sig diskriminerede af dem, de opfatter som et truende mindretal.
I visse områder af Indonesien er kristne i stigende grad blevet sat i forbindelse med det "imperialistiske Vesten", og en frygt for en "snigende kristning", for en femte kolonne-virksomhed har udviklet sig blandt mange muslimer. På den anden side føler mange kristne sig utrygge og frygter ekstremisme og en opdeling af nationen. I Danmark findes en lignende retorik blot med modsat fortegn.
"Os versus dem"-syndromet vil altid være der i et vist omfang. Det er en menneskelig mekanisme, at vi har det svært med, at andre mennesker er anderledes end os selv. Spørgsmålet er derfor, hvordan syndromet behandles. Hvis ikke det bearbejdes på en positiv måde, kan det udvikle sig til en uoverstigelig kløft, som kan føre til mistro og had eller direkte til voldelige konflikter.
DERFOR ER DET vigtigt og måske kristnes og muslimers største udfordring i vort samfund i dag, også i forhold til radikalisering og terrorisme at arbejde for inklusivt borgerskab nationalt og internationalt for derved at fjerne eller begrænse de frustrationer, der knytter sig til "os versus dem"-syndromet. Det gælder om, at vi alle kan føle os som en del af samfundet, som en ligeværdig del af verden, anerkendt og lyttet til.
Religiøse ledere, institutioner og organisationer har spillet både en destruktiv og en konstruktiv rolle i de konflikter, vi studerede i de tre lande. Ekstremistiske tendenser på begge sider, implementering af visse dele af Shari'a og visse religiøse lederes stædighed hører til de destruktive elementer, mens freds- og dialoginitiativer, tværreligiøse komitéer, seminarer, konferencer og delegationer har bidraget positivt. Trossamfundene er måske nok umiddelbart blevet polariserede, men der er hos mange opstået en større bevidsthed om, at inklusiv tænkning og brobygning er nødvendig.
På baggrund af studierne i de tre lande og undertegnedes mangeårige erfaringer med kristen-muslimske relationer beskriver bogens sidste del forskellige brobygningsmodeller. Desuden nævnes en række samarbejdsinitiativer mellem kristne og muslimer med reference til relevante hjemmesider i forhold til for eksempel klimaforandringer, forebyggelse af vold, lige rettigheder og anerkendelse, uddannelse, massemedier, skabelse af sociale rum for interaktion og lokalt samarbejde.
FN's nyvundne interesse i interreligiøs dialog og 138 muslimske lederes og lærdes samlede appel til kristne ledere til samarbejde og dialog er et skridt i samme retning, hvor det fælles bedste, den fælles fremtid og ikke religiøse særinteresser er i centrum.
Lissi Rasmussen er stiftspræst, dr.theol. og leder af Islamisk-Kristent Studiecenter