Efter mere end 14 år med socialdemokratisk ledede regeringer dannedes der endeligt i 1968 en regering bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Statsminister blev den radikale Hilmar Baunsgaard. Det var en flertalsregering, så VKR-regeringen var ikke afhængig af at skulle finde støtte i venstre side af Folketinget. De borgerlige vælgeres forventninger var tårnhøje. Endelig skulle der føres borgerlig politik.
Men aldrig har en regering skuffet sine vælgere så meget. Som aldrig før steg de offentlige udgifter og dermed også skatterne. Samfundsøkonomien var overophedet. Og der førtes en værdipolitik, som var det en venstreorienteret og kulturradikal regering. Det gav ved de følgende valg stor tilbagegang for de borgerlige partier. Ved valget i 1973 var der stiftet tre nye partier, Fremskridtspartiet, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti. De gjorde voldsomt indhug i VKR-partiernes opslutning. Disse tre gamle partier fik over to valg fra 98 til 58 medlemmer i Folketinget. Og i 1977 var VKR-partierne nede på 42 mandater.
En af de ministre, som bidrog til denne politiske fiasko, var den konservative justitsminister Knud Thestrup. De Konservative var præget af spændinger og ulmende uenigheder. Thestrup var i en periode formand for sit parti, men ikke dets faktiske politiske leder. Det var indenrigsminister Poul Sørensen. Thestrup var sat på den formelle formandspost, fordi han som en mild, venlig og faderlig 67-årig var afholdt i partiet. Knud Thestrup er en af de interessanteste ministre i dansk politisk historie siden 1901, fordi næppe nogen har overgået ham, når det gjaldt at fremsætte forslag uden at ænse vælgerstemningen. De konservatives indsats i VKR-regeringen var resultatet af håb og forventninger skabt i deres egen ungdom under Besættelsen, hvor de drømte om et nyt samfund. De var bare i 1969 helt ude af trit med deres egne vælgere. Mange vælgere så med dyb mistænksomhed på de unge, hvoraf mange – og de mest synlige i medierne – udfoldede sig som blomsterbørn med hash og det, der var værre. For året før havde et internationalt ungdomsoprør spredt sig til Danmark. Som under Besættelsen vendte unge sig påny mod autoriteterne. Det førte til en modreaktion hos mere satte og skræmte ældre vælgere. Kun et mindretal stemte for sænkning af valgretsalderen, da det kom til en folkeafstemning herom i 1969. Flere end tre gange så mange vælgere stemte nej til 20-års-valgret. Ikke desto mindre fik Thestrup nedsat myndighedsalderen fra 21 til 20 år. Det krævede nemlig ikke en folkeafstemning.
Vælgernes nej til regeringens udspil om at sænke valgretsalderen var et forvarsel om, at de borgerlige regeringspartier var ved at miste grebet om deres egne vælgere. Det blev ikke bedre af, at Knud Thestrup, der også var formand for De Konservative, i 1969 fik gennemført afskaffelse af voksencensuren til film og gjorde Danmark til det første land i verden, som frigav billedpornografi. Thestrup mente, at det var rigtige ændringer, som al fornuft og retssociologi støttede. Men ændringerne gik imod konservative instinkter. Bagklogskaben kan også konstatere, at forventningerne til lovændringerne ikke altid holdt. Det var heller ikke just konservative mærkesager, at Thestrup ønskede friere forhold for prostitution, eller at han i 1970 fik gennemført en friere adgang til abort, der banede vejen for helt fri abort i 1973. Det blev overset, at han egentlig var imod helt fri abort.
Kvinder kunne nu få adgang til abort på sociale indikationer, og kvinder over 38 år eller med fire hjemmeværende børn under 18 år kunne uden videre få abort. Det bidrog til stiftelsen af Kristeligt Folkeparti i 1970. Den konservative ordfører Lis Møller var i abortspørgsmålet i virkeligheden imod lovændringen og udtalte sig meget tvetydigt og blev derfor korrekset i folketingssalen af gruppekollegaen Hanne Budtz. Thestrup skrev bagefter i sin dagbog, at ”jeg må være tykhudet, for jeg opfattede intet af det, der lå bagved – hverken at Lis Møller i virkeligheden var imod, eller at Hanne Budtz rettede hende i Folketingets påhør”. Thestrup kunne dog ikke overse, at tre konservative stemte imod lovforslaget, mens to afholdt sig fra at stemme.
Da Thestrup første gang ved et konservativt møde i Vestjylland nævnte tanken om at droppe forbuddet mod billedpornografi, spurgte den konservative finansminister Poul Møller efterfølgende Thestrup, om han mente, at vestjyderne kunne tage noget sådant. Det havde Thestrup ikke skænket en tanke. Han tænkte kun på, hvad han anså for rigtigt. Retslægerådet havde fortalt ham, at intet tydede på, at pornografi fik normale mennesker til at begå lovovertrædelser, og i øvrigt var det hans grundindstilling, at det offentlige skulle blande sig mindst muligt i borgernes liv. Han håbede, at frigivelsen af billedporno ville gøre den uinteressant, men i første omgang førte pornografiens frigivelse til sexmesser og til, at Danmark fik en kortere periode som kæmpeeksportør af billedporno til andre lande. Det var måske godt for betalingsbalancen, men ikke godt for opslutningen bag De Konservative. Ingen har vel gjort mere – ganske vist utilsigtet – for at sætte Kristeligt Folkeparti i verden end Knud Thestrup.
Eftertiden må konstatere, at det var naivt at tro, at interessen for pornografi ville forsvinde. Den er i vort gennemseksualiserede samfund efter alt at dømme meget stor. I andre lande er der udviklet en hel pornoindustri, og i vore dage har internettet bidraget yderligere til udbredelsen af pornografi.
Statsminister Hilmar Baunsgaard forsøgte at tale Thestrup fra flere af de forslag, som ikke klædte en konservativ justitsminister. Men den radikale Baunsgaard undlod som regeringsleder at sætte foden ned og helt afvise disse harakiri-initiativer. Lige så lidt fremstod det konservativt, at Thestrup ønskede anvendelsen af fængselsstraffe reduceret. Thestrup og den faktiske konservative leder Poul Sørensen havde begge i deres egenskab af modstandsfolk været fængslet under den tyske besættelse. Det havde ikke gjort dem til tilhængere af strenge fængselsstraffe.
Det provokerede mange konservative, at Thestrup ønskede en spredning af den private ejendomsret. Thestrup mente, at han dermed kunne modvirke kommunisme. Sådan blev det ikke altid opfattet af hans partifæller. Nogle mente, at den konservative partiformand selv var ramt af en kommunistisk tanke. Thestrup havde en baggrund som en humant tænkende jurist og dommer. Han er en af de få danske dommere, der har gjort politisk karriere. For en dommer er det en fornem egenskab at være upåvirkelig af folkestemninger. For en partiformand, der skal sikre sit parti gode genvalgsmuligheder, kan det være katastrofalt ikke at sanse folkestemningen.
Noget af det mest mindeværdige, Thestrup fik gennemført, var den offentlighedslov, som i 1970 brød den danske tradition helt tilbage fra enevældens tid for lukkethed og hemmelighed i den offentlige forvaltning. Ingen justitsminister har før eller siden været så personligt engageret i denne demokratisk set vigtige sag som Thestrup.
Det er tvivlsomt, om Thestrups offentlighedslov af 1970 blev værdsat efter fortjeneste, men man kan spørge, om Danmark uden Thestrup nogensinde havde fået et gennembrud på dette område.
Gode politikere trasker ikke bare i hælene på vælgerne. De går gerne foran og viser vejen. Men de sikrer, at deres tilhængere kan følge dem. Ellers mister de dem.
Kronikken er et bearbejdet uddrag fra bind tre i et værk om de danske statsministre, som Tim Knudsen udsender den 26. oktober.