Min mors glæde overstråler demensens dårligdomme

Min mor skulle ikke på plejehjem, ”plagehjem”, som hun kaldte det. Over til de gamle? Nej tak. Det var til at blive sindssyg af. Men så en solskinsmorgen i oktober ringede en dame fra pladsanvisningen. Og så skete det nådige, skriver Nikolai Østergaard

Min mors glæde overstråler demensens dårligdomme
Foto: Privatfoto.

Min mor er enoghalvfems år og har haft alzheimer i snart ti år. Juleaftensdag var min lille familie på besøg hos hende på plejehjemmet til frokost. Vi er holdt op med at invitere hende hjem til os at spise til juleaften, som vi plejede. Det er, som om ulemperne er blevet større end glæderne de seneste år. Forvirringen større end fornøjelsen.

Så nu kommer vi bare hen til hende på plejehjemmet. Vi havde min svenske kærestes Janssons Fristelser med og små pølser og frikadeller, sild og æg. Min mor syntes, at det var alletiders. Vi måtte hente hende oppe i fællesstuen, hvor hun er begyndt at tilbringe det meste af sin vågne tid.

Det er kun et par måneder siden, hun fik plads og flyttede ind på plejehjemmet, men der er sket et masse. Jeg ser sider af hende, jeg slet ikke så, da hun boede alene i sin lejlighed.

Hun er sammen med de andre, kan gå rundt med en rollator selv. Hun er ikke sikker på, hvor hun er, eller hvad vej hun skal, men hun kan selv styre den, og bremse.

Men, tilbage i hendes lejlighed sad vi om bordet og spiste og snakkede, og jeg kan kun sige: Min mor er glad. Simpelthen. Godt og vel inde i en demenssygdom, der har ødelagt centrale områder i hendes hjerne og smadret hendes voksne, selvstændige liv, er hun glad. Ren i sindet, oprigtigt og elementært glad. Ikke en sky på himlen.

Det var min storebror, der opdagede det, dengang hun begyndte at blive syg. Eller hans kæreste faktisk. Hun havde været hjemmehjælper og havde erfaring med gamle mennesker. Engang til en fødselsdagsfest ude ved Holbæk, hvor min bror boede, spurgte min mor til kærestens far, hvordan det gik. Og han var død inden for det seneste halve år. Det havde min mor glemt.

Jeg havde været mere overbærende, eller tilgivende. Jeg så det ikke selv, at hun måske var ved at blive dement. Det var først, da min bror insisterende fortalte om det her, at jeg blev opmærksom på, at der var noget med hendes hukommelse.

Det skulle så i høj grad blive mig, der kom til at tage mig af hende i hele forløbet, og nu er min bror her heller ikke længere, men det er en anden historie. Min mor var ellers i god form dengang for små ti år siden.

Hun var i begyndelsen af firserne, levede alene efter skilsmissen for snart mange år siden, men havde det fysisk udmærket. Hun havde læst teatervidenskab på åbent universitet med topkarakter inden for de seneste år, havde en kæreste, boede tæt ved Kongens Have.

Hendes mor, min mormor, blev næsten hundrede år gammel, oldeforældrene på Bornholm det samme, så der var al mulig grund til at tænke, at min mor ville blive gammel i storartet form. Men så var det, at hun havde glemt, at min brors kærestes far var død for nylig.

Jeg havde egentlig opgivet, at hun kunne komme på plejehjem. Hun ville ikke. Dengang hun var blevet rigtig syg med diagnose fra Rigshospitalets hukommelsesklinik, hvor hun ikke længere kunne lave mad til sig selv, ikke så snavs og rod i lejligheden, hvor hun begyndte at blive rigtig plejekrævende, fik jeg hende godkendt til plejehjem og skrevet op.

Vi var rundt og kigge på de to plejehjem, der ligger i umiddelbar nærhed af hendes gamle lejlighed, der var ovenikøbet en lejlighed, hun kunne få med det samme, men hun ville ikke. En af de gange, hvor vi var på omvisning, så vi en virkelig gammel kvinde – vistnok et hundrede og fire år — sidde i en kørestol, tilbagelænet, svøbt i hvidt, med åben mund som en halvdød og med sin højre arm hævet i en betydningsløs gestus, som skulle hun til at slå hårdt i bordet.

Hende så min mor også, og det blev synet af denne kvinde, der cementerede hendes modstand mod at komme på plejehjem. Det var rædselsfuldt.

Hver gang jeg bragte emnet op, at det ville være en rigtig god idé at få en lejlighed på et af de to gode plejehjem i nærheden, løftede min mor sin højre arm, lænede sig lidt tilbage, åbnede munden i en grotesk gestus som den gamle kvinde på Rosenborgcentret.

Min mor skulle ikke på plejehjem, ”plagehjem”, som hun kaldte det. Over til de gamle? Nej tak. Det var til at blive sindssyg af. Hendes voksne virkelighed styrtede sammen om ørerne på hende, hun kunne ikke læse sammenhængende tekst længere, havde ikke ringet til nogen i flere år, kunne knapt gå på gaden, ikke mærke eller registrere sult eller lave mad.

Jeg og medarbejdere i Københavns Kommunes Hjemmepleje holdt hende nogenlunde i live. Hun tabte sig, gjorde ikke rent, kunne knap sanse at klæde sig på. Men hen til de gamle, nej tak!

Jeg har læst, at det første, der bliver ramt af Alzheimers Sygdom, er sygdomserkendelsen. Jeg har – måske med en enkelt undtagelse – ikke ført en ordentlig samtale med min mor om det kæmpestore problem, hendes tiltagende demens udgjorde.

Der var én gang, i Kongens Have ved Hercules Pavillonen med kaffekopper på det lille bord, hvor jeg følte at det lykkedes, at trænge igennem til hende. Jeg talte om, at det var en svær situation, at hun ikke kunne huske og holde styr på ting, og at hun skulle tage imod al den hjælp hun kunne få.

Dengang havde jeg en følelse af, at hun godt vidste, at det var sådan. Men så glemmer man jo også det. Hun skulle bare ikke på plejehjem. Og selvom man er dement og handler imod eget bedste, så er man stadig myndig og kan bestemme over sig selv.

Det er givetvis godt, at det er sådan. Men dybt frustrerende for mig i den situation. Og så igen, det var jo ikke lovgivningen, der var problemet, det var min mors kolossale stædighed.

Heldigvis kunne hjemmehjælpen Indre By/Østerbro godt klare at holde hende hjemme. Visitationen kom med mellemrum, når et nyt problem var opstået, og bevilgede mere hjælp. Vi fik varm mad kørt ud til hende til aftensmad, hjemmehjælperen kogte æg til morgenmad, min mor kunne godt lide koldskål i en periode. Det gik. Men godt var det ikke.

Men så en solskinsmorgen i oktober på cykel på vej til arbejde, ringede en dame fra pladsanvisningen, der var kommet en lejlighed i Rosenborgcentret, om min mor var interesseret.

Jeg prøvede at tale i mobiltelefon, mens jeg cyklede over H.C. Andersens Boulevard ved Jarmers Plads og tabte min taske fra bagagebæreren midt i krydset. Jeg sagde, at det lød fantastisk, at min mor nok ikke ville, om jeg måtte ringe tilbage. Vi fik et par dage til at give svar. Og så skete det nådige.

Dette er første af to afsnit. Anden del af kronikken kan læses her.