DET ER TIDLIG SOMMER, og foråret har givet os en verden fuld af begyndelser. Uden for mit stuevindue blomstrer et træ, hvis blade jeg ikke har set før. Det var november, da jeg købte lejligheden, og december, da jeg flyttede ind, og der var ingen tid til at dvæle, for der var et sygeleje, jeg var nødt til at være ved. Så jeg fik ikke spurgt om træet og er nu spændt på, hvad det er for et.
Om lidt springer også studenterne ud, det er deres tid, deres begyndelse. Min datter er en af dem. Kvik er hun, og det har set så let ud med alle de fine resultater, men kampen har været hård indeni, og vi glæder os alle sammen, til den er overstået, og et nyt afsnit af hendes liv begynder. Et, der handler mindre om tal og gennemsnit og mere om levet liv.
Selv lukker jeg døre. For et par dage siden afleverede jeg nøglerne til min mors tomme lejlighed. Hendes møbler er solgt, foræret væk eller smidt til genbrug og storskrald, hendes tøj er fordelt mellem mig, min datter og Blå Kors, og hendes bøger er kørt af sted i sække. Et helt liv fyldt af filosofi, historie, kærlighed, lægekunst og Italien lå der i dem – ikke så mærkeligt, at de var tunge. Køkkengrejet, rengøringsmidlerne, ringbindene, potteplanterne – det er alt sammen væk. Tasken, hun selv pakkede til hospice, ligger nederst i skabet i min nye lejlighed.
I morges skrev jeg under på en købsaftale til mit gamle hus. Et firma vil rive vores hjem ned og bygge parkeringspladser, så det kan fungere som udlejning af gamle biler. De har 14 dages fortrydelsesret, men vi håber ikke, de benytter den. Fortrydelsesfristen på vores ægteskab endte med at blive 10 år. Jeg siger hele tiden, at jeg ikke fortryder, og på mange måder er det rigtigt, for det var vigtige år, og vi skabte sammen den skønneste søn.
Men det er også år, der er uigenkaldeligt gået, og nu skal vi alle fire til at ”starte forfra” i en familie, hvor nogle bor sammen nogle dage, og andre bor sammen andre dage. Nogle bor altid sammen, og det er lidt forvirrende for dem, der skal skifte hjem flere gange om ugen. Eller rettere: Ham, der skal. For kun én af os – min søn – er blodsbeslægtet med alle de andre i det nu detroniserede firkløver. Men vi spiser sammen om søndagen.
FOR LIDT SIDEN skrev jeg en mail til en ven. For tre måneder siden var jeg sikker på, at han var min store kærlighed. Den, der får alle lamper til at lyse på én gang – venskabets, intellektets, humorens, begærets – og får alle andre forelskelser til at virke overfladiske. Nu er vi skrøbeligt og famlende tilbage ved venskabet, der måske, måske ikke, kan holde til, at vi overskred den vigtige grænse og gik sammen ind i et intimt rum, som nu er tomt. Det er svært at lukke en dør, når den knap har nået at åbne sig. Hjertet vil ikke rigtig.
En tanke bliver ved med at lyse: at for et år siden var alt dette endnu ikke sket. I juni sidste år boede jeg i et hus med mand og børn. Min mor var svækket, men i live – hun gik til forelæsninger i filosofi på Åbent Universitet. Min ven var bare min ven – det var faktisk længe siden, jeg havde set ham. Min datter var i trivsel efter svære år med depression. Min søn havde aldrig brugt sætningen: ”Skal jeg være hos dig eller far i weekenden?”.
Jeg husker en dag, lige efter at vi havde besluttet at blive skilt. Det var varmt, og jeg sad ude i min have med en køkkenrulle ved siden af og græd og græd og græd. I flere timer i træk følte jeg verden falde sammen om ørerne på mig, og det var min egen skyld. For det var jo mig, der splittede hele den møjsommeligt sammenkittede sammenbragte familie op, netop som den fungerede allerbedst, og alle hvilede trygt i konstellationen. Alle undtagen mig. Jeg var ude af trit med mig selv, angst og usikker og frem for alt uærlig, følte jeg. Jeg elskede ikke min mand på den måde, jeg sagde, jeg gjorde. Som jeg syntes, jeg skulle. Jeg var en amatør i legen far-mor-børn. Mor-rollen kendte jeg, men kone-i-parcelhus-med-have forblev en gåde for mig. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle fylde den ud.
Mens jeg sad der og græd i haven, hikstede jeg igen og igen til min daværende mand, som gik til og fra med trøst og mere køkkenrulle: ”Jeg kan ikke miste min mor og mit hjem på én gang.” Det gjorde jeg heller ikke. Jeg fik et nyt hjem i november, og min mor døde i februar.
På valentinsdag sidst på eftermiddagen trak hun vejret for sidste gang. Min datter og jeg sad på hver sin side af hendes seng. Det havde været en lang dag, en lang uge på hospice, to lange år med kemo og konflikter, frustrationer og forvirring. Der var intet Hollywood-smukt over afslutningen, men vi sagde: ”Vi er glade for vores liv med dig” og: ”Vi vil fortælle dine oldebørn, hvor skør du var,” inden hun døde, og hun smilede og klemte vores hænder med sine små trætte. Uret, der gik baglæns, sad stadig på håndleddet.
FOR ET ÅR SIDEN havde jeg heller ikke mødt og delt min smerte med det overflødighedshorn af mennesker, der er kommet ind i mit liv og har gjort det rigere, mens stormen har raset. Nye skrivekolleger, der har heppet på det projekt, jeg har kastet mig ud i. Nye bedste veninder: Tre kolleger, to veninder, en bekendt og en helt ny ven havde alle oplevet store forelskelser og tilsvarende skuffelser, og uden tøven rakte vi ud efter hinanden, delte vores historier og blev hinandens wing women i kærlighedens brutale krig.
Sårede og blødende var og er vi, men aldrig alene. En ryger jeg med i smug på vores børns skole, når alle skoleelever sover. En går jeg tur med rundt og rundt i København, mens vi glæder os over skønheden og sørger over kærligheden. En tredje kan jeg slet ikke blive færdig med at tale med, så vi er helt hæse, hver gang vi har set hinanden. Hvilken gave!
Hvilken gave, også, at møde min mors præst og sjælesørger. I månederne inden min mors død tog han hende og mig i en form for guddommelig parterapi, fordi alt var gået i hårdknude mellem os, så vi fandt en måde at følges ad det sidste stykke af hendes liv. Han begravede hende og læste så smukt af Prædikerens Bog: ”Alting har sin tid.” Gamle og nye venner – hendes – skrev til mig, da hun var død, og fortalte, hvad hun havde betydet. Nu er flere af dem blevet mine venner, jeg har arvet dem uden testamente.
For et år siden havde jeg endnu ikke udgivet en bog om tilgivelse. Min mor nåede at læse den, jeg dedikerede den til hende og min far, og hun købte stort ind af den og forærede den til alle, hun syntes, kunne trænge. Og vi nåede at tilgive hinanden. Som vi nu kunne.
For et år siden var jeg heller ikke begyndt at løbe endnu. I dag er turene rundt om Damhussøen min ventil, min opladning; der hvor sorgen ikke bare knuger ét sted i kroppen, men transporteres rundt og opløses af arbejdende muskler. Min nye løbeveninde fulgtes med mig over målstregen i mit livs første løb. Tiden var god, konkurrence har altid fungeret godt for mig. Mest af alt var følelsen overvældende – jeg klarede det, trods alt.
For et år siden var jeg hverken moster eller faster, nu er jeg snart begge dele. Min lillebror er blevet far til baby Bjørn og siger: ”Jeg vidste slet ikke, at man kunne knytte bånd så hurtigt,” og min lillesøster skal føde sin dreng om ganske få måneder.
Livet går videre, bogstavelig talt. Amerikanerne siger: ” When God closes a door, he opens a window.”
Nik og Jay synger: ”Jeg tror på, at når et lys slukkes, så tændes der et nyt.” Jeg siger: Tak; for venskaberne, for kærligheden, for de bånd, vi får lov at binde til hinanden, også selvom hjertet brister, når båndene gør. Gad vide, hvad der er sket om et år.