Passionshistorien læst med jødiske øjne

Der er bred enighed om, at Jesus er en historisk person, og at korsfæstelsen har fundet sted i Pontius Pilatus embedsperiode. Men her slutter enigheden så om den kristne passionshistorie, der næppe er autentisk, men snarere stykket sammen ved hjælp af citater fra den jødiske bibel, mener dagens kronikør

"Man kan så undre sig over, hvordan man i 2000 år har kunnet tro, at evangelierne skulle forstås bogstaveligt. Men det skyldes formentlig, at de ikke blev læst med 'jødiske øjne'," skriver Poul Nielsen i dagens kronik.
"Man kan så undre sig over, hvordan man i 2000 år har kunnet tro, at evangelierne skulle forstås bogstaveligt. Men det skyldes formentlig, at de ikke blev læst med 'jødiske øjne'," skriver Poul Nielsen i dagens kronik.

Med udgangspunkt i den amerikanske biskop John Shelby Spongs bøger Resurrection, Myth or Reality (Opstandelse, myte eller realitet) og Reading the Bible with Jewish Eyes (Bibelen læst med jødiske øjne) har jeg i en tidligeree kronik (den 22. september 2012) gennemgået Det Nye Testamentes opstandelsesberetninger i historisk korrekt rækkefølge og herunder demonstreret, hvordan de alle er opbygget ved hjælp af skriftcitater fra Det Gamle Testamente.

Det har herved vist sig, at der ikke i Det Nye Testamente findes grundlag for den kristne tradition om den åbne grav og de såkaldte påskeåbenbaringer af den opstandne frelser.

LÆS OGSÅ: Blodet og livet forlod langsomt den korsfæstede

På denne baggrund har jeg anset det som naturligt at underkaste den forudgående passionshistorie i Det Nye Testamente en tilsvarende kritisk analyse for at se, om der i Det Nye Testamentes evangelieberetninger findes grundlag for den gængse kristne tradition omkring Jesu tilfangetagelse og korsfæstelse, altså om der heri findes en historisk kerne.

Alle fire evangelier blev skrevet før år 100 af jøder og for jøder efter sædvanlig jødisk skrivetradition. Men ifølge Spong blev de fra begyndelsen af det andet århundrede næsten udelukkende læst og fortolket af ikke-jøder i den græsktalende verden.

Evangelierne blev her opfattet bogstaveligt, skønt de aldrig havde haft til formål at meddele historiske oplysninger, men alene at prædike og forkynde Kristus, som Paulus skrev. Med baggrund i nyere bibelforskning har Spong i bogen Reading the Bible with Jewish Eyes (Bibelen læst med jødiske øjne) gennemgået tilblivelsen af Det Nye Testamentes passionshistorier.

Der synes at være bred enighed om, at der meget hurtigt efter Jesu død bredte sig en tro på, at han havde været den ventede messias, og at han var genopstået. På dette grundlag var der hurtigt opstået kristne menigheder med troen på Jesus i centrum i Antiokia og Damaskus. Det er utvivlsomt fra disse urkristne menigheder, at Paulus fik del i den kristne overlevering.

Jesu død var kommet som et chok for hans disciple og tilhængere, og i en sådan situation var det naturligt for datidens jøder at undersøge, om der kunne findes en dybere forklaring i deres hellige skrifter.

Det lykkedes. I Esajas 53, 5 står der blandt andet: Han blev såret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred; ved hans sår blev vi helbredt. Dette og tilsvarende bibelcitater medvirkede til, at Jesus meget tidligt blev identificeret med Herrens lidende tjener i Esajas 53, en mytologisk skikkelse som symbol på Israel. Herved blev nederlag vendt til sejr. Det er dette og tilsvarende skriftsteder, Paulus henviste til med udtrykket efter skrifterne.

Paulus er den ældste kilde, vi har. Han skrev sine breve omkring år 55, altså cirka 25 år efter Jesu død omkring år 30.

I Første Korintherbrev (15, 3-5) skrev han: Jeg overleverede jer nemlig, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter skrifterne, at han blev begravet, og at han opstod på den tredje dag efter skrifterne.

Det kan ikke være kortere. Selve passionshistorien fylder kun to sætninger: Kristus døde for vore synder efter skrifterne. og Han blev begravet. Det er alt, hvad Paulus beretter. Men er det også alt, hvad han havde modtaget, skønt han dog havde besøgt apostlene i Jerusalem flere gange, inden han begyndte at skrive breve?

Dette er altså alt, hvad urmenigheden os bekendt havde på skrift om Jesu død og begravelse, indtil Markus skrev sit evangelium omkring år 70. Dette totale ukendskab til passionshistorien hos de første kristne virker ejendommeligt på os, men evangelierne har selv en forklaring.

Markus skriver i kapitel 14, 50: Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede. Dette gentages ordret i Mattæus 26, 56. Lukas har intet herom. I Johannes 16, 32 hedder det: Der kommer en time, ja, den er kommet, da I skal spredes hver til sit og efterlade mig alene.

Videre skriver Markus i 15, 40: Der var også nogle kvinder, der så til på afstand. Dette gentages næsten ordret hos Mattæus og Lukas. Men deres iagttagelser refereres ikke. Ud fra evangelierne ved vi således kun, at Jesus blev pågrebet, og at disciplene flygtede. Jesus døde således uden øjenvidners tilstedeværelse. Ingen af de citerede ordvekslinger under påskemåltidet, hos ypperstepræsten og hos Pilatus kan følgelig være autentiske. Det samme gælder dialogen mellem Pilatus og folkemængden samt referatet af Jesu korsord.

Markus skrev sit evangelium omkring år 70, og han vidste ikke mere om passionshistorien end Paulus, men ved grundig læsning af skrifterne som salme 22, Esajas 53 og profeten Zakarias fandt Markus hurtigt stof nok til sin passions-beretning. Den blev derefter opbygget ved hjælp af citater fra disse skrifter, ofte med ordrette gengivelser. For eksempel er korsordene i Markus 15,34, Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?, en ordret afskrift af salme 22, 2.

En passionsberetning, som er opbygget på denne måde, kan selvfølgelig ikke være historieskrivning. Og der kan heller ikke være tale om profetier, som det ofte hævdes. Jesus-skikkelsen er ganske enkelt beskrevet på en sådan måde, at beskrivelsen svarer nøje til de tilsvarende afsnit i jødernes bibel.

I en bog fra 2008, Jesus for the Non-Religious (Jesus for de ikke-religiøse), har Spong forklaret, at evangelierne i Det Nye Testamente er liturgiske tekster, som blev brugt til oplæsning i synagogerne hver sabbat parallelt med oplæsning af tilsvarende tekster fra den jødiske bibel. Dette bekræftes af bibelhåndskriftet Codex Alexandrinus fra det femte århundrede, hvor evangelierne er formateret i segmenter, således at hvert segment beskrev et bestemt tidsforløb.

Passionshistorien hos Markus strækker sig over nøjagtigt 24 timer opdelt i otte segmenter a tre timer. Det svarer til passende læsestof over otte sabbatter. Den starter med Markus 14, 17 ved 18-tiden (da det blev aften), og de følgende otte deloverskrifter i Det Nye Testamente angiver faktisk hver et segment. Passionshistorien slutter nøjagtigt ved 18-tiden ved sabbattens begyndelse. Undervejs markerer Markus takten med det var den tredje time, og så videre.

Der er bred enighed om, at Jesus er en historisk person, og at korsfæstelsen har fundet sted i den romerske præfekt Pontius Pilatus embedsperiode. Men herudover ses der ikke mange historiske spor i passionshistorien. Nadverritualet, som tillægges Jesus i forbindelse med disciplenes påskemåltid, har Markus fundet i Paulus Første Korintherbrev.

Spong mener, at fortællingen om Judas Iskariot er en sen kristen legende. Paulus nævner aldrig denne Judas, for Markus er den første, som har introduceret ham i historien. De efterfølgende evangelister tilføjer flere og flere detaljer, alle hentet fra den jødiske forhistorie. Hensigten var at få overført ansvaret for Jesu død fra romerne til jøderne, idet den kristne menighed efter jødernes nederlag i krigen med romerne ønskede at stå sig godt med disse.

Judas Iskariot er således næppe en historisk person, og beretningerne om ham i passionshistorien er ikke autentiske. De kan alle stykkes sammen ved hjælp af citater fra den jødiske bibel. Hvis man ser bort fra Judas Iskariot, medfører dette en afgørende ændring af hele passionshistorien.

Matthæus skrev sit evangelium omkring år 80. Han byggede videre på Markus, men tilføjede også nyt stof. Blandt andet udvidede han dialogen mellem Pilatus og folkeskarerne. Pilatus tillægges her de berømte ord om at vaske hænder, hvor hele folket svarede: Lad hans blod komme over os og vore børn.

Spong skriver, at dette er den frygteligste sætning i hele Det Nye Testamente, fordi den i århundreder er blevet brugt til at legitimere jødeforfølgelser.

Hos Lukas og Johannes tilføjes der flere enkeltheder, men konklusionen er den samme. Det Nye Testamentes passionshistorie er ikke autentisk. Man kan så undre sig over, hvordan man i 2000 år har kunnet tro, at evangelierne skulle forstås bogstaveligt. Men det skyldes formentlig, at de ikke blev læst med jødiske øjne.

Poul Nielsen er civilingeniør