DET ER NU HELT NORMALT, at børn i en alder ned til et år dagligt oplever at stå alene med deres personlige og sociale udfordringer i de danske daginstitutioner. Fagforeningerne har efterhånden påpeget i en årrække, at der mangler pædagoger i institutionerne. Men efter DR’s udsendelse herom den 11. marts må det være tydeligt for enhver, at vi nu har drevet besparelserne på det her område alt for langt.
Frustrationen bliver hurtigt stor i lille Leas sind, når hun sidder og savner sin mor, mens hun har forbandet svært ved at få gummistøvler på. Og det skal helst gå hurtigt, da alle skal på legepladsen, og pædagogerne skal til pause. Oven i Leas frustration kommer, at Kenneth står og slås med Jonas, og Katrine råber på hjælp, for hendes støvler driller også. Det larmer og skaber uro og stress inde i Lea.
I sådanne øjeblikke kunne det være rart for ethvert lille barn og afgørende for dets udvikling at blive mødt af et beroligende blik fra en voksen, der signalerer overskud. En pædagog, som imødekommer barnets udfordringer og guider det ud af dets lille krise med trøst og anerkendende dialog. Men det er der ikke tid til.
PÆDAGOGEN VED GODT, hvad der er rigtigt at gøre, men tvinges konstant til at gå på kompromis med sin faglighed på grund af dårlig normering. Så barnet i den danske daginstitution må nøjes med en ottendedel opmærksomhed, med fysisk tilstedeværelse uden egentligt mentalt nærvær. Og pædagogen oplever ikke at kunne slå til som fagperson. Det er hårde arbejdsvilkår.
Det er hjerteskærende at se små børn stå alene med livets udfordringer i institutionerne og smertende at se en mors overraskede blik, når hun erfarer realiteterne hos sin datter. Det er desværre ikke et enestående tilfælde, men resultatet af, at vi har reduceret barndommen til et spørgsmål om økonomi.
Når det overordnede mål med den pædagogiske planlægning er økonomiske besparelser, ender vi i situationer, hvor børnene ikke får den omsorg, de har brug for, og pædagogerne føler sig magtesløse. Ud over, at det er uetisk, er det skadeligt for børnene og for samfundet. De bedst investerede penge er som bekendt dem, vi investerer i barndommen. Alt det, vi prøver at spare her og nu, kommer børnene til at betale i deres ungdom og voksenliv. Og det koster hele samfundet dyrt i sidste ende.
VI SVIGTER den opvoksende generation i den vigtigste periode af dens liv, hvor relationer til betydningsfulde voksne er afgørende for udviklingen af psykisk og socialt sunde mennesker. Dét er kollektivt omsorgssvigt. Det er uacceptable forhold, og det er på tide, at både politikere og den brede befolkning indser dette. Børn er ikke økonomiske ressourcer, og de skal ikke ses som midler til at opnå mål i form af økonomisk vækst.
Børn er mål i sig selv. De har ret til at være børn og til at være omgivet af voksne, der varetager deres tarv i alle henseender, jævnfør FN’s Børnekonvention. Denne ret tilgodeses ikke, når børn og pædagoger bliver målt og vejet i økonomiske regneark. Vi skal lytte til fagfolk i stedet for misvisende rapporter, der både tæller leder, vikar og den sygemeldte pædagog, som vikaren tiltræder for, med i gennemsnitlige normeringsberegninger. En sådan instrumentel tilgang til den pædagogiske virkelighed er udtryk for et svigt fra politisk side, som resulterer i forringelser af livskvalitet for danske børn. Det bunder i et forældet syn på pædagoger, og når dette stiltiende accepteres af befolkningen, bliver det til kollektivt omsorgssvigt af børnene. Hvor længe kan vi blive ved med det?
EN PÆDAGOG ER JO IKKE BLOT en børnepasser. Størstedelen af danske børn tilbringer flere vågne timer i institutionerne end i hjemmet hos deres forældre. Og i institutionen skal tiden jo ikke blot fordrives. Der er krav til pædagogerne om at etablere læringsmiljøer, som tilgodeser børnenes individuelle udvikling og behov. Når et barn kun har været i live og haft sin gang på denne jord i 32 måneder, har det behov for tæt tilknytning til en voksen, hvis den individuelle udvikling skal tilgodeses. At bygge stillads om børns personlighedsudvikling er netop en af de mange afgørende forskelle, pædagoger yder i børns liv.
Tilknytning til andre børn er også vigtigt, men ikke kun. Og ikke som det første. Jo yngre barnet er, desto mere har det brug for én til én-kontakt med voksne, som spejler og afstemmer dets udtryk og følelser samt hjælper barnet i samspillet med de andre børn. Pædagogik er andet og mere end læringsmiljøer.
Det handler om at være og gøre en forskel i andre menneskers liv gennem betydningsfulde tilknytninger. Pædagogisk faglighed handler om hverdagens heltegerninger. Det fordrer ansvar, respekt og professionalisme.
Uanset hvor talentfuldt, innovativt og omprioriteringsorienteret et menneske er, er det fysisk umuligt at have én til én-kontakt og autentisk øjenkontakt med fem børn på én gang. Det kan man ikke. Det er ikke en udfordring, der kan overkommes med omstrukturering i planlægningsfasen. Det er ikke engang en udfordring – det er et problem. Og problemet kan ikke løses uden ressourcer.
Hvis politikerne og forældre virkelig ønsker, at pædagoger skal levere det børnemiljø, som dagtilbudsloven, børnekonventionen og den styrkede læreplan foreskriver, må de også handle på deres gode intentioner. Dét begynder med et paradigmeskifte på det børnepolitiske område. Her skal vi først og fremmest tage vores syn på pædagoger og vores opfattelse af pædagoggerningen op til revurdering.
VI HAR ALLE INTERESSE I at skabe et samfund med oplyste, lykkelige og demokratisk dannede medborgere. Før vi kan gøre det, må vi gå væk fra vækstparadigmer, kompetencemåling og økonomisk tankegang i pædagogisk arbejde. Vi skal give institutionerne mulighed for, i tæt samarbejde med forældre, at lade børn vokse op i trivselsfremmende miljøer, hvor barndommen ses som et mål i sig selv. Og her er vi nødt til at begynde med begyndelsen. Begyndelsen på formningen af vores borgere: i vuggestuen og hos pædagogerne. De holder fremtidens samfundsborgere i deres hænder, når de er med til at forme børnenes personligheder, livsforløb og demokratiske sindelag. Det hele starter i vuggestuen.
Om vi vil det eller ej, står pædagoger for en betydelig del af danske børns opdragelse. Alle mennesker har haft deres egen barndom, og alle skal leve med deres barndom resten af livet. Pædagogernes arbejde sætter livsvarige aftryk i børnene, og derfor er det et mål i sig selv at sikre alle vores børn en god barndom.
VI VED MED SIKKERHED fra forskningen, at jo stærkere et fundament, der etableres i den tidlige barndom, desto bedre klarer barnet sig senere i livet på alle målbare parametre. Dette fundament består først og fremmest i en barndom med tryghed, hvor barnet oplever tæt tilknytning til en voksen i sin hverdag.
Det er gennem pædagogerne, vi kan sikre vores børn den bedst tænkelige barndom. Pædagogerne ved godt, hvad det gode børneliv er. Hvis de skal kunne realisere vores idealer for børnene, kræver det respekt for professionen, og dét begynder med et nyt syn på pædagoger.
Det gamle syn har indtil videre resulteret i kollektivt omsorgssvigt, og det kan vi som samfund ikke byde vores opvoksende generation. Pædagoger er ikke børnepassere. De er professionelle fagfolk. Og hvis vi spørger børnene, er de hverdagenes helte. De kan redde vores fremtid, hvis de får lov til det.