Den ukendte eventyrer, der sejlede jorden rundt to gange, efter han var blevet pensionist

Svend Billesbølle var et uselvisk menneske, der først sent i livet drog på eventyr. Det blev til 12 år på havet, to jordomsejlinger og tre rejsebøger, der skildrer mødet med fremmede kulturer med rodfæstet hjertevarme og medmenneskelighed

Hvis man kan bruge en sekstant, har søkort og ikke bliver søsyg, så kan man klare sig på havet til hver en tid. Det var langturssejleren og eventyren Svend Billesbølles tilgang til at sejle, fortæller hans forlægger Jacob Wisby. – Privatfoto.
Hvis man kan bruge en sekstant, har søkort og ikke bliver søsyg, så kan man klare sig på havet til hver en tid. Det var langturssejleren og eventyren Svend Billesbølles tilgang til at sejle, fortæller hans forlægger Jacob Wisby. – Privatfoto.

Jordomsejlingen var på sit femte år, da den sri lankanske dreng Tusara holdt skipperen Svend Billesbølle vågen om natten. Båden lå i havn ved Galle på Sri Lanka. Den var bare 18 fod lang, altså knap seks meter, og havde gjort det ud for Svend Billesbølles hjem i de forgangne fem års rejse omkring Jorden. Svend Billesbølle mødte Tusara på en lokal restaurant ved Unawatuna, hvor hotellerne i dag ligger skulder ved skulder. I begyndelsen af 1990’erne var det endnu et stille fiskerleje med kun nogle få turister. Tusara arbejdede som tjener.

”En aften fortæller værten mig, at restauranten skal nedlægges om to måneder. Den må ikke stå på stranden. Tusara bliver arbejdsløs. Kunne du tænke dig at tage ham med? Han vil gerne! Han er 18 år gammel, spinkel, men stærk,” skrev Svend Billesbølle i sin tredje bog ”Den sidste jordomsejling”, der er baseret på logbøger og dagbogsoptegnelser fra mere end 12 års langturssejlads.

”Er det rigtigt af mig at tage ham med til en anden tilværelse? På et tidspunkt skal han tilbage til sit eget land. Til fattigdommen. Klokken er snart 4 morgen. Nu har jeg taget en bestemmelse. Så kan jeg måske sove. I aften vil jeg tage til Unaawatuna og gøre Tusara glad.”

Og Tusara blev himmelhenrykt, da han fik beskeden om, at ham måtte sejle med på Lynæsjollen Stormy II. Vestpå mod det forjættede Europa. Det betød mad i maven, et sted at sove og måske en mulighed for at sende penge hjem til sin familie, der blandt andet talte en handicappet lillesøster på kun syv år. Den gode gerning var symptomatisk for Svend Billesbølle, fortæller forlægger og redaktør Jacob Wisby, der i midten af 1990’erne udgav Svend Billesbølles tre rejsebøger på forlaget Wisby og Wilkens. Siden er de udkommet i adskillige oplag og sælger stadig, fortæller han. Svend Billesbølle er på nogle måder en ukendt eventyrer. Men i sejlerkredse vil de fleste stadig genkende hans navn, og mange vil endog have mødt den beskedne lastbilmekaniker, som stak til søs, da han blev pensionist. På dansk jord holdt han nemlig et utal af foredrag. Der var konstant bud efter ham i sejlklubberne landet over, og med sin beskedne og varme facon var Svend Billesbølle et menneske, man husker, siger forlæggeren.

Den lille Lynæsjolle ”Stormy II” var Svend Billesbølles hjem i de syv år, den anden jordomsejling stod på. Med sine 18 fod var pladsen trang, især i de perioder, hvor de boede to mand på båden. – Privatfoto.
Den lille Lynæsjolle ”Stormy II” var Svend Billesbølles hjem i de syv år, den anden jordomsejling stod på. Med sine 18 fod var pladsen trang, især i de perioder, hvor de boede to mand på båden. – Privatfoto.

I 1978 tog automekanikeren sin første længere sejlads over Vestindien, USA og Nordatlanten retur. Med den rejse var Svend Billesbølle tabt for hverdagslivet i Holbæk. I forordet til sin anden bog skrev han: ”Jeg stopper ikke! Jeg tror ikke, at jeg nogensinde kan leve en normal tilværelse igen. I 42 år har jeg passet mit arbejde, mit hjem og min familie. I de seneste år er der vendt rundt på det hele. Tilværelsen har fået en anden betydning. Jeg har lært at leve. At leve for livets skyld. At udfordre livet til større indhold.”

Svend Billesbølle var æresmedlem af Foreningen Til Langturssejladsens Fremme, og hans bøger inspirerer og fascinerer fortsat både landkrabber og sejlere. Fordi de rummer fortællingen om frihed og eventyr, men måske endnu mere fordi bøgerne emmer af det menneskesyn, der kendetegnede Svend Billesbølle, og som Jacob Wisby forsøger at sætte ord på fra sit hjem i Odder.

”Han var et meget åbent og humorfyldt menneske. Når han kom til en lillebitte atol i Stillehavet, hvor han kunne smutte ind, fordi hans båd havde en ganske ringe dybgang, så var de måske ikke så vant til at få gæster. Så sagde de ’goddaw’, for de syntes, at han var hyggelig. Og han syntes, de var søde og rare. Så blev han der et halvt års tid. Han trampede ind i folk med træsko på, fordi han var en stilfærdig, ydmyg og rar mand. Simpelthen. Jeg tror, at det er det, der har fænget folk og gjort, at de gerne ville høre hans historie. Svend havde den holdning til andre mennesker overalt i verden, at de fleste reelt var søde og rare. Der var hyggelige folk at møde alle vegne.”

Og det gjorde han. Mødte folk i afkroge af verden, som er de færreste forundt at besøge. Og tilbragte oceaner af tid de steder han syntes bedst om. Ad flere omgange tog han lokale unge med videre på sin rejse. For selskabets skyld og for at give dem en mulighed for at tilegne sig nogle egenskaber, som kunne lette livet i deres ofte fattige hjemlande.

Under den første jordomsejling forliste Svend Billesbølle med sin båd på et klippeskær ud for Tunesiens kyst. Hændelsen havde en uhyggelig forhistorie, da Svend Billesbølle forinden havde set klabautermanden i bådens cockpit. Ifølge gammel overtro blandt sømænd vil et skib, der får besøg af klabautermanden, forlise. – Privatfoto.
Under den første jordomsejling forliste Svend Billesbølle med sin båd på et klippeskær ud for Tunesiens kyst. Hændelsen havde en uhyggelig forhistorie, da Svend Billesbølle forinden havde set klabautermanden i bådens cockpit. Ifølge gammel overtro blandt sømænd vil et skib, der får besøg af klabautermanden, forlise. – Privatfoto.

Flere familier rundt omkring i verden nød godt af Svend Billesbølles hjemlige succes, som gav ham lidt ekstra penge i en ellers trængt pensionistøkonomi. Sådan var han, Svend Billesbølle, siger Jacob Wisby. Et menneske, der ikke stillede krav til andre end sig selv. Gavmild og uselvisk, for han levede selv på en sten i den lille sejlbåd. Bøgerne og foredragene var hans måde at dele de store oplevelser på, for han følte sig ofte alene med dem og drømte om at alle kunne opleve en nat på Stillehavet. I efterskriftet til den sidste bog indfangede Svend Billesbølle afslutningsvist sit verdenssyn i én enkelt sætning – ”Verden er min, men den er også din – hvis du vil.”

Tusara og Svend sejlede sammen i 15 måneder. Da drengen blev sat på et fly i Athen, satte Svend Billesbølle sig på en bænk og lod tårerne få frit løb.

”Jeg prøver at slette alle spor efter Tusara, det værste er den tomme køje. Jeg savner ham. Jeg må love mig selv ikke at slutte så varme venskaber. Det egner min livsform sig ikke til,” skrev han om afskeden.

kke så lang tid efter, på vej mod den tredje jordomsejling, tog han igen en lokal gast med ombord fra Kap Verde øerne. Og venskabet med Tusara sluttede ikke, fortæller Jacob Wisby. Da Svend Billesbølle hørte at Tusara havde mistet begge sine forældre og nu stod alene med ansvaret for sin handicappede søster, tog han det første fly til Sri Lanka. Her købte han en båd til ham, så han kunne forsørge dem begge, siger Jacob Wisby.

”Han gav drengen et liv og en tilværelse. Det siger meget om hans indstilling til andre mennesker. Svend brugte temmelig mange af de penge, han tjente på sine bøger, til at hjælpe nogle af de knægte, han mødte rundt omkring. Det har nok også været medvirkende til, at folk syntes, at han var et fantastisk menneske. Én som man kunne være bekendt at møde. For han var simpelthen rar.”