Den nyeste iPhone, en ny computer, måske en storbyferie – årets nyudsprungne konfirmander er i fuld gang med at realisere den store festdags pengegaver. Det er efterhånden normalt, at få et femcifret beløb i konfirmationsgave, ligesom tøjet, køretøjet og festernes størrelse mange steder vokser år for år. Men der findes stadig mennesker, som kan huske dengang konfirmationens betydning som overgangsritual var ganske konkret og alvorligt. Og hvor to kroner udgjorde dagens monetære høst.
”Jeg var 14 år, da jeg blev konfirmeret i Bur Kirke. Og jeg havde jo kun en eneste gæst. Det var min bedstefar fra Randers. Jeg fik to kroner i konfirmationsgave. Det var noget, der battede,” fortæller 102-årige Erna Andersen fra sit hjem i Holstebro.
”Efter konfirmationen skulle jeg ud at tjene og det kom jeg på en gård, hvor der boede to søskende. Jeg arbejdede udenfor hele dagen og malkede køerne tre gange dagligt. Med hænderne. Jeg fik 15 kroner om måneden. Jo, jeg arbejdede noget,” siger Erna Andersen på formfuldendt vestjysk.
Erna Andersen fortæller om en tid, hvor det at komme ud at tjene var almindelig skik for landbørn. Konfirmationen markerede bogstaveligt overgangen fra barndomshjemmets tryghed til at flytte hjemmefra, stoppe i skole og arbejde på en gård. En del landbørn kom endnu tidligere ud at tjene end konfirmationsalderens 14-15 år, simpelthen fordi familiernes økonomi afhang af, at børnene ikke lå dem til last, fortæller museumsinspektør med ansvar for landbokultur ved Det Grønne Museum i Auning Anette Stavensø.
”Konfirmationen var skelsættende arbejdsmæssigt og socialt – og vi siger det jo stadig i dag. At de unge træder ind i de voksnes rækker. Konfirmationen betød, udover det religiøse aspekt, at de unge kom ud at tjene og indtrådte i ungdomslivet med de gilder og sammenkomster, der hørte sig til den livsfase,” fortæller museumsinspektøren videre.
”På landet var det sparsomt med barndom. Børnene blev i høj grad set som små voksne og en ressource, der skulle hjælpe til i så tidlig en alder som muligt. Med konfirmationen skete der en enorm arbejdsmæssig ændring, fordi børnene nu kunne komme ud at tjene og der var en mund mindre at mætte i hjemmet.”
Gummistøvler til otte kroner
Erna Andersen stillede da heller ikke spørgsmål til sin skæbne – det var kun naturligt, at flytte hjemmefra i en alder af 15 år, og som den ældste ud af en børneflok på seks søskende - ”det vigtige var jo, hvor man så kom hen. Om det var nogle flinke mennesker, man havnede hos,” siger den Erna Andersen. Søskendeparret i Bur var ordentlige ved hende – de lavede god mad og om vinteren, da der ikke var så meget arbejde ude i marken, lærte Erna Andersen at spille kort. Alligevel skiftede hun plads efter et år på gården. Hun havde meget fysisk hårdt arbejde med dyrene, fordi karlen på gården var bange for dem, husker hun.
Det med at skifte plads ofte var normalt, fortæller Anette Stavensø. Der var to årlige skiftedage, henholdsvis den 1. maj og den 1. november, og rendte man ikke af pladsen i utide, var det almindeligt at skifte plads hvert halve eller hele år. På den måde kunne karlene se sig om efter nye piger og omvendt. Erna Andersen fik plads på en gård, som blev drevet af tre søstre, som hver var ansvarlig for den unge pige et år ad gangen.
”Og den første af dem, hun var helt tovlig med rengøring,” husker Erna Andersen, som blev yderligere to år på samme sted.
Om efteråret var det tid til kartoffelhøsten, og her kunne Erna Andersen og hendes søstre tjene en ekstra skilling ved at hjælpe til på herregården Burgård. Også her var konfirmationen afgørende.
”Hvis man var konfirmeret fik man to kroner om dagen, og hvis ikke fik man en. Vi havde kun træsko at gå i, og det var så tungt. Vi tog afsted om morgenen, da det var mørkt og gik hjem igen, når det var mørkt. Da jeg fik et par nye gummistøvler, der kostede otte kroner, var det ligesom om, jeg kunne flyve,” husker Erna Andersen.
Skolegangens rytme var dengang indrettet efter arbejdet på landet, fortæller Anette Stavensø. Der var kartoffelferien i efteråret, og den lange sommerferie, hvor markerne skulle høstes. Ved konfirmationen fik landbørnene udleveret deres skudsmålsbog, der på den tid fungerede som datidens pas, straffeattest og CV. Bestod man ikke sin konfirmation, fik man ikke en skudsmålsbog, fortæller Anette Stavensø. For dengang var en del af konfirmationen en overhøring i kristendommens tekster. Dumpede eleven kunne det have store økonomiske konsekvenser for landbørnene og deres familier.
”Hvis barnet ikke bestod til konfirmationen, skulle familien betale præsten igen, og barnet fik ikke sin skudsmålsbog. Og uden den, havde man ikke lov at komme ud at tjene og blev derfor en endnu større økonomisk belastning for sin familie. I skudsmålsbogen skrev landmanden sin bedømmelse af, hvor god man var til det faglige, og søgte man plads uden for sit eget sogn, skulle skudsmålsbogen bruges, og oplysningerne skrives ind i sognets kirkebog.”
Fæstepenge
Erna Andersen nåede dog ikke at have en skudsmålsbog, som blev afskaffet, da hun var et år i 1921, hvor man ophævede Tyendeloven. Alligevel bærer hendes arbejdsliv præg af betegnelser, man opfatter som nærmest historiske, eksempelvis fæstepenge. Det fik Erna Andersen, da hun skiftede plads for tredje og sidste gang til familien Ulsøe i Øster Tradsbjerg i udkanten af Holstebro.
”Jeg syntes, at det var hårdt, at være så meget i marken, så da de manglede en pige ved Ulsøes, tog jeg ud for at tale med ham. Han sad i gyngestolen, og spurgte: ”Hvor meget skal du have i løn?”. Jeg svarede, at jeg forlangte 50 kroner. Og så fik jeg også fæstepenge. Det var en gammel skik, at man fik et engangsbeløb, den dag man blev fæstet. Hvert femte år fik jeg et diplom fra Landboforeningen for lang og tro tjeneste. Dem fik jeg da nogle stykker af,” fortæller Erna Sandersen, som var i huset hos familien Ulsøe i 25 år.
I løbet af 1950´erne og 1960´erne ændrede samfundet sig med centralisering af skolerne, som betød færre landsbyskoler, flere skoledage, forskellige fag og en stigende grad af vægt på netop uddannelse. Det betød at landbørnene skulle gå mere i skole og sammen med mekanisering af landbruget, og en generelt øget økonomisk vækst i efterkrigstiden, forsvandt fænomenet at komme ud at tjene, fortæller Anette Stavensø.
Erna Andersen vedblev med at arbejde i landbruget indtil hun flyttede ind i parcelhuset i Holstebro for 37 år siden. I spisestuen hænger et gammelt luftfoto af ”Gårdhøje”. Det var den sidste gård Erna Andersen boede og arbejdede på, inden hun flyttede ind fra landet. På markerne omkring gården står høet samlet i stakke, og på chatollet under billedet står den vase i kongeligt porcelæn, som Erna Andersen og hendes mand Niels Houmark Andersen fik af venner og naboer til deres bryllup. De var gift i 12 gode år, hvor Erna Andersen tog fat, hvor hun slap med gårdarbejdet. Hun er sikker på, at det hårde arbejde har holdt hende frisk - ”Jeg har jo ikke lagt i sengen i alle de år, jeg har boet her. Jeg har faktisk aldrig rigtig været syg.”
Og så har hun været trofast og aktiv kirkegænger, hjulpet andre og får stadig en enkelt snaps med havemanden, fortæller hun. Erna Andersen vågner hver dag i tide til den første morgenmalkning, selvom det er mere et halvt århundrede siden, hun malkede køer.
”Så ligger jeg der i min seng og venter lidt med at stå op. Ellers bliver dagen jo for lang. Jeg er taknemmelig, så længe jeg har mit gode helbred. Det er en gave så stor,” afslutter Erna Andersen, der blev født 4. april 1920.
