I landsbyen Vindeby på det nordvestlige Lolland ligger en rød murstensbygning gemt godt af vejen bag buske og træer. Men selvom byens tidligere aldersdomshjem udefra vandrer lige ind i forestillingen om en forladt egns tilgroede skæbne, sætter et blåhvidt skilt under det højre stuevindue fordommene på standby.
Over det groteske motiv af en hvid løve, der æder en nøgen kvinde, står et navn. Richard Winthers Hus. For her levede den prisbelønnede maler de sidste 13 år af sit liv, indtil han døde i 2007.
At gå fra den bevoksede have, der strutter uberørt i det lune sommervejr, til entreen i det brede toetagers hus, er som at træde ind i det tidlige forår. For huset er ikke isoleret, fortæller Birthe Hvarre, der som formand for den forening, som ejer huset, står for at vise nysgerrige gæster rundt.
”Selvom Richard var et velhavende menneske, var han helt ekstremt nøjsom. Han gad ikke bruge penge på at varme huset op – med undtagelse af sit soveværelse og atelier, hvor temperaturen aldrig oversteg 14 grader. Men han var uhyre produktiv, så han har jo nok holdt varmen alligevel,” griner hun og byder indenfor i en forhal, der stråler i farver og figurer.
Mens et bredt motiv af heste og nøgne rødhårede kvinder med amazone-krigerisk muskulatur breder sig på loftet, er mørkerøde kæmper i færd med at æde selvsamme kvindefigur på væggen, der grænser op til køkkenet. Det er ikke motiver, der fremstår i et ukontrolleret mylder; snarere i en ordnet afgrænsning. For billederne rækker ikke ind over hinanden, men står derimod som selvstændige værker, der bor i hver sin firkant, som var de skabt på separate lærreder, der var hængt helt tæt op ad hinanden.
Der er da heller intet improviseret over husets udsmykning, siger rundviseren Birthe Hvarre. Richard Winther malede nemlig værkerne på vægge og lofter ud fra et gennemarbejdet forlæg. For systematik og ordentlighed kendetegnede hele hans virke.
”Han holdt alt i system. Gennem hele sin karriere ajourførte han hvert værk, han producerede som kunstner. Så man kan gå tilbage og se, hvornår han lavede hvilket værk, og hvad det kom i sammenhæng med. Samtidig var han et særdeles intellektuelt menneske, der havde en uforlignelig viden om kunsthistorien.”
En viden, der åbenbarer sig i adskillige af malerierne i forhallen, hvor hestene ifølge Birthe Hvarre er en direkte hilsen til den spanske, romantiske maler Francisco Goya.
Ude i køkkenet galopperer hestene også rundt i loftet, mens endnu en rødhåret kvinde er ved at blive nedlagt på væggen til højre for køkkenvasken.
Denne gang af den oldkirkelige teolog Hieronymus, der, iført kardinalhat og sparsomme pjalter, hænger ind over kvinden med et næsten grådigt udtryk i ansigtet. Den lærde bibeloversætter og kirkefader fra 300-tallet, som blandt andet levede som eremit i ørkenen for at forsage livets fristelser, blev nærmest et alter ego for Richard Winther, fortæller Birthe Hvarre.
For udover at lade Hieronymus træde ind i malerierne, udgav maleren i 1978 bogen ”Den hellige Hieronymus’ damekreds”, som er en slags litterær refleksion over hans eget kunstneriske virke, der smelter sammen med Hieronymus’ liv.
Senere fordybede Richard Winther sig i den danske billedhugger Johannes Wiedewelt, som blev et slags omdrejningspunkt for flere hundrede af hans værker. For det var sådan, han arbejdede. ”Han lod sig fascinere og fordybe i personer og temaer med grænseløs grundighed,” siger Birthe Hvarre.
Derfor kræver et besøg i Richard Winthers Hus ofte en indføring, som hun og en kollega fra foreningen med glæde giver de besøgende, der lægger vejen forbi.
Og der er rigeligt med plads til gæster og til, at foreningen kan fylde huset til forskellige kulturelle arrangementer, for efter Richard Winthers død, tømte hans søn hjemmet for al inventar, der, foruden møbler, bestod af tusindvis af malerier, kameraer og optegnelser fra et helt liv i kunstens tjeneste. For værkerne havde hobet sig op i kunstnerhjemmet, fortæller Birthe Hvarre.
”Richard solgte ikke rigtig noget, da han havde trukket sig tilbage til Lolland, for han var meget lidt interesseret i at være kommerciel. Men det betød ikke, at han stoppede med at producere. Udover at han brugte selve huset som lærred, lavede han også adskillige andre malerier, ligesom han dyrkede skulpturkunsten, som man kan se herinde,” siger hun og peger ind mod det tilstødende rum, hvor en række hvide keramikvæsener tårner sig op.
I sine 14 år i Vindeby var Richard Winther kendt som et lidt gådefuldt menneske, siger Birthe Hvarre. De lokale vidste dårligt, hvor man skulle placere denne mand, som havde store udstillinger og en fortid ved Det Kongelige Danske Kunstakademi bag sig, men som levede som en fattiglus på en diæt bestående af et stykke dagligt rugbrød og sukkerroer, han samlede op fra vejkanten.
”Han var kendt som et menneske, som ikke var lige til at omgås. Han lukkede kun sjældent folk ind i sit hjem, medmindre det var nogen, han skulle arbejde sammen med. Men hans værker viser os et menneske, der var livsgrådigt og videbegærligt som få. Det vidner huset her jo om.”