Den canadiske forfatter Margaret Atwoods opfølger til den 34 år gamle kultklassiker ”A Handmaid’s Tale” (”Tjenerindens fortælling”) var omgærdet med så stor opmærksomhed, at hackere forgæves forsøgte at få adgang til hendes forlagsredaktørers computere inden udgivelsen. Forhåndskopier af romanen blev sendt i forklædning til et ganske lille antal anmeldere. Romanen er, som kritikeren Ron Charles skriver i avisen Washington Post, ”en af de med størst spænding ventede romanfortsættelser i den moderne tidsalder”.
I sidste uge udkom ”The Testaments” endelig i den engelsksprogede verden, og kritikere i USA og Storbritannien giver den mestendels fornemme anmeldelser med på vejen. Romanen, der er blandt favoritterne til årets Booker-pris, udgives på dansk med titlen ”Gileads døtre” af forlaget Lindhardt og Ringhof den 14. november.
”Gileads døtre”, som er den danske titel, er en selvstændig fortsættelse til ”Tjenerindens fortælling”, der blev et globalt fænomen takket være valget af Donald Trump til præsident i USA og den intensiverende debat om kvinders reproduktive rettigheder sammenholdt med den succesrige tv-serie af samme navn. Margaret Atwoods skildring af det dystopiske rædselsregime Gilead, hvor en fundamentalistisk kristen sekt har væltet den amerikanske regering og implementeret en voldelig, patriarkalsk totalitær stat, føles for mange læsere og kritikere skræmmende aktuel i en tid, hvor demokratiske og politiske normer er i skred på begge sider af Atlanten. Den røde uniform med hvid kyse, som tv-serien har gjort berømt, er blevet et universelt tegn på kvinders undertrykkelse, og udgivelsen af Atwoods nye roman er lige så meget en politisk som en litterær begivenhed. Forfatteren har da også i interview forklaret, at hun skrev ”Gileads døtre” som reaktion på Donald Trumps præsidentskab.
Den nye roman foregår også i Gilead, hvor forurening og miljø-ødelæggelser har gjort mange kvinder ufrugtbare, og hvor de få fødedygtige kvinder, ”tjenerinderne”, rituelt voldtages og tvinges til at føde den politiske elites børn. Den finder sted cirka 15 år efter begivenhederne i ”Tjenerindens fortælling” og kredser om tre vidt forskellige kvinder, hvis liv kommer i berøring med hinanden. Romanen giver blandt andet et indblik i de politiske konflikter i Gileads magtcentrum og de oprørsbevægelser, der truer regimet.
I avisen The New York Times skriver kritikeren Michiko Kakutani, at Margaret Atwoods ”rene og skære overlegenhed som historiefortæller sikrer en hurtig, dragende fortælling, der er lige så fremdrivende, som den er melodramatisk”.
”I både ’Tjenerindens fortælling’ (romanen) og ’Gileads døtre’ fokuserer Atwood klogeligt mindre på Gilead-regimets ondskabsfuldhed (omend der er en rystende og effektiv sekvens om dens brug af følelsesmæssig manipulation til at vinde konvertitter til sin sag) og mere på, hvordan temperament og tidligere erfaringer former særskilte figurers reaktioner på disse skrækkelige vilkår,” skriver hun.
I den britiske avis The Guardian er kritikeren Anne Enright også positiv.
”Med sin blanding af generøsitet, indsigt og kontrol er ’The Testaments’ Atwood, når hun er bedst. Prosaen er livlig, direkte, smukt turneret,” skriver hun.
Andre anmeldere indvender, at ”Gileads døtre” er mindre dybsindig end ”Tjenerindens fortælling”. I nyhedsmediet Vox kalder Constance Grady den ”en eskapistisk spændingsroman”.
”Den er underholdende at læse. Den er smukt skrevet. Men den føles mindre ærlig, end ’Tjenerindens fortælling’ gjorde. Og af den årsag er det vanskeligt at forestille sig den få den samme slags store eftermæle.”
I avisen Wall Street Journal har Sam Sacks en lignende pointe.
”I sidste ende kan forskellen mellem de to romaner koges ned til forskellen mellem ’hvad betyder dette?’ til, ’hvad sker der?’, hvilket også er en måde at beskrive forskellen mellem litteratur og underholdning,” skriver han.
”Gileads døtre” ligger lige nu nummer et på internetboghandelen Amazons liste over bedst sælgende bøger. Den engelsksprogede udgave af ”Tjenerindens fortælling” har solgt i flere end otte millioner eksemplarer og er oversat til flere end 40 sprog.