Berømt auktionshus standser foreløbig salg af sjælden islamisk kunst

Israel blander sig i sidste øjeblik, før The Museum for Islamic Art i Jerusalem sætter dele af sin samling under hammeren hos auktionshuset Sotheby’s

En hjelm, dateret til anden halvdel af det 15. århundrede, som formentlig stammer fra Tyrkiet eller Persien, er en af de 200 genstande, som museet i Jerusalem oprindeligt havde sat på auktion. – Foto: Sotheby’s.
En hjelm, dateret til anden halvdel af det 15. århundrede, som formentlig stammer fra Tyrkiet eller Persien, er en af de 200 genstande, som museet i Jerusalem oprindeligt havde sat på auktion. – Foto: Sotheby’s.

Det er yderst sjældent, at det britiske auktionshus Sotheby’s standser salget af genstande, der allerede er indskrevet i auktionskataloget. Men efter en dybfølt appel fra Israels præsident, Reuven (Ruvi) Rivlin, blev de flere end 200 genstande, som The Museum for Islamic Art i Jerusalem havde sat til salg, mandag trukket fra Sothebys’s auktion af islamisk kunst, der begyndte i går og fortsætter i dag. Samtidig blev en af Jerusalem-samlingens unikke genstande, en hjelm fra det 15. århundrede formet som en turban med kalligrafi indlagt i sølv, anslået til at kunne indbringe over 4,5 millioner kroner, fjernet fra forsiden af Sotheby’s internetauktionskatalog.

Søndag udsendte præsident Rivlin en appel om, at staten Israel bør finde ”det, der skal til” for at undgå, at de mange kulturgenstande fra hele regionen, der er samlet i The Museum for Islamc Art, bliver solgt. Der er tale om genstande, ”hvis værdi er langt større end den, der gøres op i penge”, fastholdt Rivlin. Salget af de over 200 museumsgenstande anslås at kunne indbringe museet mindst 50 millioner kroner.

Museet for islamisk kunst i Jerusalem blev grundlagt for 40 år siden af en britisk filantrop, Vera Salomons, der interesserede sig for islamisk kunst. Museet drives ved hjælp af fondspenge uafhængigt af staten. Museets grundsamling af islamisk kunst stammer fra Salomons mentor, arkæologiprofessor ved The Hebrew University of Jerusalem Leo Arie Mayers (1895-1959) private samling. Andet har hun selv indkøbt. Der er tale om islamisk kunst fra hele verden og ikke fra specifikt Israel-/Palæstinaområdet. Derfor betragtes størstedelen af museets samling ikke som national kulturarv, og museet og Hermann de Stern-fonden, der i dag ejer samlingen, kan principielt sælge uden om den lov, der forbyder salg af kulturarv.

Beslutningen om at sælge omkring fem procent af samlingen blev taget for to år siden, da fondsstøtten faldt i forbindelse med 2017-finanskrisen, fortalte museets direktør, Nadim Sheiban, til The Times of Israel sidste måned. ”Hver genstand blev vejet grundigt for ikke at skade samlingen,” sagde han.

Ifølge den israelske avis Haaretz var den oprindelige beslutning udelukkende at sælge genstande, der lå på lager, men efterhånden blev også en række meget værdifulde genstande fra selve udstillingen sat på Sotheby’s katalog. Men jo mere datoen for auktionen nærmede sig, desto mere haglede kritikken ned over museets beslutning, og både det israelske kulturministerium og statsadvokaten leder nu efter en måde, hvorpå man helt kan undgå salget.

Ifølge en meddelelse fra Sotheby’s citeret af Haaretz er salget foreløbig udsat til november.