Biografen er en uundværlig del af Møns blomstrende kulturliv

I Stege på Møn har omkring 40 frivillige et godt sammenhold om at drive den lokale biograf. Selvom der er flere kulturtilbud på øen, ville der være ”ingenting, hvis ikke der var en biograf”, lyder det fra en trofast biografgænger

I operatørrummet, hvor Lars Wissing ofte opholder sig, hænger et billede af et hold dimittender fra Teknologisk Instituts Kursus for Filmoperatører fra 1942 – længe inden den digitale filmfremviser var opfundet. – Foto: Leif Tuxen.
I operatørrummet, hvor Lars Wissing ofte opholder sig, hænger et billede af et hold dimittender fra Teknologisk Instituts Kursus for Filmoperatører fra 1942 – længe inden den digitale filmfremviser var opfundet. – Foto: Leif Tuxen.

Døren til den varmgule biografsal går op, og ud i den friske aftenluft træder 22 biografgængere, der netop har set den danske film ”Madklubben”.

Bagerst i flokken går 71-årige Ane Hovgård, der støtter sig op ad veninden og naboen Marian Olsen. Selve filmoplevelsen er hun ikke synderligt sindsoprevet over.

”Jeg havde rigtig tænkt mig, at jeg skulle ind og grine. Og så synes jeg ikke, jeg grinede så meget,” siger hun.

Den biograf, der viste filmen, har Ane Hovgård til gengæld et nært forhold til. Og det er der en særlig grund til.

Biografen i Stege åbnede i 1907. Allerede på den tid flokkedes mønboerne om biografen, der omsatte for det dengang anseelige beløb a 100 kroner om ugen. I 1914 flyttede biografen så til den nuværende bygning, som man når via en smal port fra hovedgaden. Næsten 100 år senere, nemlig i 2011, blev den overtaget af den frivillige forening Kino Møn. I sommer skiftede Biografen Stege så navn til Bio Møn, blandt andet for at signalere, at den altså er hele øens. Og i dag kan de cirka 40 frivillige, som driver biografen, levende berette om, hvordan den gør en forskel for lokalsamfundet på Møn.

Tre af disse frivillige finder man i foyeren. Her er skeletter og spindelvæv netop ryddet af vejen til fordel for et italiensk tema. Biografens ”pyntepiger” har stillet brødstænger, en flaske olivenolie, spaghetti og en basilikumplante frem i anledning af filmen ”Madklubben”, der foregår i Syditalien. Og hvis ikke der var corona, havde biografsalen lige nu været omdannet til en mindre italiensk bistro. For visninger af film er bare én af de ting, biografen bruges til.

Vinnie og Lars Wissing, der har været gift i 43 år, er på vagt i aften. Da de for 10 år siden valgte at flytte fra Taastrup til Stege, var biografen én af grundene. Og når man kommer et sted tit, bliver man jo spottet, forklarer Vinnie Wissing. Sådan gik det til, at hun for syv år siden blev frivillig i biografen.

”Det har været en rigtig god måde at lære lokalsamfundet at kende på. Både gennem de mennesker, man arbejder sammen med, og en masse søde gæster. Vi får så mange hyggelige snakke med vores gæster,” siger hun.

Denne aften har naboerne og veninderne Ane Hovgård (til venstre) og Marian Olsen (til højre) netop set ”Madklubben”, men det er absolut ikke første gang, de har besøgt biografen i Stege.
Denne aften har naboerne og veninderne Ane Hovgård (til venstre) og Marian Olsen (til højre) netop set ”Madklubben”, men det er absolut ikke første gang, de har besøgt biografen i Stege. Foto: Leif Tuxen

I løbet af aftenen bliver der da også småsnakket om lidt af hvert. Blandt andet briller, der dugger, og mundbind, der er i vejen, for denne aften er den første, efter at det blev et krav at bære mundbind i biografer.

I en duft af frisklavede popcorn tager Rita Johansen del i snakken over disken. Hun har været frivillig i biografen så længe, at det kniber med at huske præcis hvor mange år.

”Tror du ikke, jeg har været her i 10 år?”, spørger hun Vinnie Wissing.

Det stemmer vist meget godt. Det var i hvert fald, da hun stoppede med at arbejde, at hun blev frivillig. De fleste af biografens frivillige er ikke længere på arbejdsmarkedet.

”Hvis vi kigger ned over listen, er vi så ikke mange, der er halvgamle?”, spørger Vinnie Wissing, og Rita Johansen svarer smilende: ”Vi er snart mange, der er hel-gamle.”

Ud over modne mennesker rummer puljen af frivillige også en overvægt af tilflyttere. Mange af 68’erne flyttede til Møn og var med iværksætteri og kreativitet med til at sætte deres præg på området, fortæller Rita Johansen:

”I begyndelsen kaldte man dem 68-flipperne, og de var ikke så velkomne. Men uden dem havde Møn ikke været det, det er i dag. Sådan er det bare. Da jeg var hernede som ung, var det et hul i jorden. Men der sker mere og mere,” siger Rita Johansen, og Vinnie Wissing tager ordet:

”Jeg synes, der sker rigtig meget inden for kulturlivet. Der er alle mulige foreninger. Vi er selv med i en løbeklub og en vinterbadeklub. Så har øen et lille lokalbryggeri, en ginmager og en ostemager, der leverer ost til Noma.”

Det lokale kulturliv er også vigtigt for vestmønboen Mogens Åside, der nu træder ind i biografen. Det er blandt andet nærheden, der får ham til at gøre det gang på gang.

”Vi har lige mødt nogle af vores gode venner ude på gaden, og vi anede ikke, de skulle hertil. Hvis man går ind i en af de store biografer i København, så møder man jo ikke et øje. Men det her er vores biograf. VORES med store bogstaver!”, siger han.

Også udbuddet af film tiltaler ham. ”Spændende, varieret og ikke businessorienteret”, kalder han det.

”Hver gang jeg ser en god film, siger jeg, ’jeg er sikker på, den kommer i Stege Bio’, og det gør den også. Jeg synes, det er et utroligt flot kunstnerisk niveau,” siger han.

Da Mogens Åside ankommer til biografen, møder han tilfældigvis nogle gode venner, som har lagt den samme plan for aftenen. – Foto: Leif Tuxen.
Da Mogens Åside ankommer til biografen, møder han tilfældigvis nogle gode venner, som har lagt den samme plan for aftenen. – Foto: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen

Bio Møn viser cirka 120 forskellige film om året, hvilket svarer til en ny film hver tredje dag. Og fordi biografen drives frivilligt, kan de tillade sig at eksperimentere med udvalget af film. Et par gange om måneden viser de derfor nogle af de små, lidt sære film på andre sprog end amerikansk.

Det er operatør Lars Wissing, som sørger for, at teknikken fungerer. Han beskriver sammenholdet i biografen som ”fantastisk”. I operatørrummet, hvor han bag computeren er i færd med at gøre klar til aftenens næste film, ”Erna i krig”, er der sort velour for vinduet og en temperatur gevaldigt over det gennemsnitlige.

Her finder man også et indrammet foto af et hold dimittender fra Teknologisk Instituts Kursus for Filmoperatører fra 1942, længe inden analoge filmfremvisere og lugten af ozon i langt de fleste biografer blev erstattet med digitale filmfremvisere. På en anden væg hænger en tabel, der viser sammenhængen mellem filmstrimlens længde i centimeter og dens varighed. Der er ingen tvivl om, at Bio Møn har mange år på bagen.

Og det leder os tilbage til Ane Hovgård, der netop er trådt ud af biografsalen. Hun er kommet i biografen i Stege, siden hun var bare seks år. Den første film, hun så, var ”Snehvide og de syv små dværge” omkring 1955.

Derfor kender hun også til skæve anekdoter og traditioner, der knytter sig til biografen. Især én har indprentet sig i hendes hukommelse. ”Madsen!”, udbryder hun.

Rulleteksterne kører, og biografgængerne er på vej ud af Bio Møn. Bag ved biograflærredet, som blev udskiftet i 2019, hænger faktisk stadig det gamle lærred. Hvis nu man en dag ville vende tilbage til det.
Rulleteksterne kører, og biografgængerne er på vej ud af Bio Møn. Bag ved biograflærredet, som blev udskiftet i 2019, hænger faktisk stadig det gamle lærred. Hvis nu man en dag ville vende tilbage til det. Foto: Leif Tuxen

Historien starter i 1916, hvor en cigarhandler ved navn Mads Peder Madsen overtog biografen. Han drev den de næste 50 år, og sidenhen overtog hans søn Børge Madsen biografen, som han drev indtil 1981. Det var dengang, de analoge filmstrimler ofte knækkede.

”Filmen knækkede otte gange, da jeg var inde at se ’Borte med Blæsten’. Så måtte vi jo råbe på Børge Madsen, så han kunne komme og splejse den sammen igen,” siger hun, og Marian Olsen forklarer:

”Hvis der er noget galt nu, så råber vi stadig ’Madsen, Madsen!’, men han har været død i masser af år.”

Marian Olsen og Ane Hovgård er enige om, at biografens frivillige gør et stort stykke arbejde for øen. Ud over at se film besøger de to veninder og naboer somme tider biografen for at høre foredrag.

”Vi har også været her, hvor vi drak en masse vin. Det var fra New Zealand!”.

Så gør det ikke noget, at lige netop ”Madklubben” ikke bliver skrevet øverst på Ane Hovgårds liste over yndlingsfilm. Det handler om at have et samlingspunkt i lokalområdet.

”Hvis ikke der var en biograf, så var der jo ingenting,” siger Ane Hovgård, inden hun og Marian Olsen arm i arm bevæger sig ud på hovedgaden, der slænger sig gennem Stege.