I 1986 var jeg på et udvekslingsophold i Nordengland, hvor jeg studerede de engelske romantikere. Og ligesom dem var jeg temmelig optaget af mit eget.
På et tidspunkt skulle jeg have besøg af en sød pige, som jeg havde mødt i Aarhus. Hun kom med flyvemaskinen til Newcastle, og vi skulle ud og gå en tur for lige at komme på bølgelængde igen.
Det var en vinterdag, og vi gik langs en flod i et snedækket landskab. Mens jeg gik der og var opslugt af mine egne tanker, som de engelske romantiske digtere Samuel Coleridge-Taylor og William Wordsworth havde været det i det 18. århundrede, og ikke helt kunne finde ud af, hvad der var med hende pigen fra Aarhus, fik jeg en snebold kastet i nakken.
Så vendte jeg mig om og så, at hun stod og kaldte på mig. Det blev så hende, som jeg er gift med i dag, fordi jeg efter den tid var opmærksom på hendes kald.
Det slår mig ofte, at der i afgørende øjeblikke i mit liv har været nogen, der har kaldt på mig. Og på de tidspunkter, hvor jeg har vendt mig om, har livet taget en drejning. Som præst og senere hen biskop er jeg også blevet kaldet på af en menighed. Det er meget vigtigt, at jeg minder mig selv om det. Især på de tidspunkter, hvor jeg synes, det kan være hårdt og tungt, og hvor jeg er faret vild i nogle ting. Så må jeg huske på, at der er nogen, der vil mig og insisterer på mit nærvær.
Efter min tid som præst i Lejrskov ved Kolding (1989-1997, red.) fik jeg mulighed for at arbejde med salmedigteren Jakob Knudsen og skrive min ph.d. Jeg var også en tur forbi Askov Højskole som lærer, arbejdede på et reklamebureau og havde derefter nogle fantastiske år på Vartov i København. Men efter cirka 10 år væk fra præstegerningen begyndte jeg at savne det.
Da jeg besluttede mig for at begynde igen, var jeg en smule anspændt. Det er ikke noget, jeg har talt så meget om før, men jeg har lidt af en slags taleangst, som måske også var en af grundene til, at jeg i sin tid stoppede som præst. Angst er jo også en potenseret selvbevidsthed, hvor man fylder enormt meget i sit hoved, og på den måde kom min selvoptagethed også til udtryk.
Jeg husker en af mine første prædikener som domprovst i Odense Domkirke i 2008. Jeg skulle lave en lydprøve stående på prædikestolen, der er på højde med 2. sal i dette kæmpestore rum, og jeg kunne mærke den gamle taleangst begynde at krible igen. Der var nogle skoleklasser, som var inde og se kirken, men jeg lagde ikke mærke til så meget, fordi jeg var koncentreret om teksten til den kommende søndag. Da jeg var færdig, kiggede jeg ned på bænkene, hvor der kun sad en lille skolepige tilbage, som bad mig om at sige noget mere. Det var virkelig et kald, der gjorde, at jeg følte mig tilbage igen som præst.
Find podcasten "Mellem liv og ord", hvor Henrik With-Poulsen medvirker, her.