Der kan komme meget ud af at have fælles arbejdsopgaver eller sludre over frokosten på en fælles arbejdsplads. For to bogelskende aarhusianere er der kommet et forlag ud af det.
”Vi snakkede jo hele tiden om bøger.” Sådan siger Lonni Birch, da hun bliver bedt om at fortælle, hvordan hun sammen med Thomas Pedersen i fællesskab fandt på at lave et forlag.
Vi sidder i hendes stue i Aarhus-bydelen Frederiksbjerg. Thomas Pedersen, der bor i den anden ende i byen, er på besøg. Det er han tit, for det er ofte her ved Lonni Birchs spisebord, bogidéer fødes og bliver ført ud i livet. Forlagskontor har de ikke noget af. Deres beskedne boglager kan rummes i et dobbeltfløjet tøjskab i Thomas’ lejlighed, og det samlede ”kontorlandskab” består af deres personlige computere. Til hr. Mand og fru Dit, står der ofte på de mails, der ankommer i indbakken hos forlaget, som de har kaldt ”Herman & Frudit”. Det navn er der naturligvis en pointe med – og dog.
”Navnet. Ja, det er jo det helt store spørgsmål.” Lonni Birch griner og kigger over på Thomas Pedersen, der smilende trækker på skuldrene og bedyrer, at han ikke helt ved, hvor det kom fra.
”På et tidspunkt i tilblivelsesprocessen hed vi Dit & Dat, men det var alligevel for fjollet. Så dukkede det her med Hr. og Fru op midt i en brainstorm, og det blev så til Herman & Frudit, der spiller på, at vi jo altså er en kvinde og en mand,” siger Lonni Birch, og Thomas Pedersen supplerer:
”Herman & Frudit lyder som en hip, hyggelig kaffebar og dufter lidt af oldgræske myter, alternative kønspositioner og noget meget, meget hjemligt. Men vi hedder altså ikke kun Herman & Frudit, vi hedder: Det aarhusianske forlag Herman & Frudit, for den lokale forankring er vigtig for os. Vi vil gerne prøve at signalere, at vi kan noget i Aarhus, der er anderledes end det, der foregår i København for eksempel. Det er svært præcist at sætte ord på, hvad det er, men jeg tror, at steder er vigtige for de måder, vi tænker og arbejder på.”
Lonni Birch og Thomas Pedersen sammenligner deres venskab med to, der går til dans eller elitebadmintom sammen.
”Vi er sammen tit, og nogle gange ringer vi sammen syv-otte gange på en aften for at snakke om en eller anden detalje i en bog. Vi kan sagtens være uenige, men finder altid takten.”
Bogsnakkene omkring arbejdsfrokosterne kunne i begyndelsen af venskabet tage mange retninger. Thomas Pedersen talte dog især om sin store interesse for digte og lyrik, mens Lonni Birch tidligere mest kunne berette om læseoplevelser af bestsellende romaner. Hun har desuden som grafiker altid været interesseret i selve tilblivelsen af bøger. At etablere et forlag blev efterhånden en fælles passion, og i 2017 fik de cvr-nummer og var dermed en virksomhed. De opsatte en masse dogmer for deres udgivelser: at de udelukkende ville udgive lyrik, og blandt andet at de selv med hænderne ville garnhæfte alle deres bøger, at bøgerne skulle trykkes på genbrugspapir i et ens 135 millimeter gange 200 millimeter format, at der skulle være flapper på for- og bagside, og at de maksimalt måtte være på 36 sider. Desuden skulle oplagene være små. Om det sidste siger Thomas Pedersen:
”Vi ønsker virkelig ikke at se vores bøger i en stor stak på et bogudsalg.”
Thomas Pedersen har gennem årene med stor fornøjelse læst Simon Grotrians digte og salmer. Dels fordi han, som nævnt, holder meget af lyrik, men også fordi han i sine teenageår begyndte at interessere sig for kirke og kristendom. Også der har han noget tilfælles med Lonni Birch, der betegner sig selv som et menneske, der nyder stilheden i en kirke og ”som går mere i kirke end de fleste”. Men tilbage til Grotrian, for det var ham, der stod bag Herman & Frudits første udgivelse: digtsamlingen ”Mit nøgne hjerte”.
”Jeg vidste naturligvis, at Simon Grotrian udkom hos Johannes Riis på Gyldendal, men jeg vidste også, at han var uhyre produktiv. Så jeg skrev en mail til ham og fik svar samme dag: Kære Thomas. Tak for din hjertelige og entuisiastiske henvendelse. Jeg kan intet love dig. Alt hvad jeg foretager mig med hensyn til udgivelser, sker i samråd med Johannes Riis på Gyldendal, hvor jeg jo hører hjemme. Skulle det ske, at der opstod en åbning et sted ( jeg er ret produktiv, hvilket både er godt og skidt), vil jeg vende tilbage . Og dagen efter lå manuskriptet i vores indbakke,” fortæller Thomas Pedersen, og på spørgsmålet om, hvorfor Simon Grotrian skulle være den første, svarer han:
”Fordi hans forfatterskab er fantastisk og noget helt særligt i dansk litteratur”.
”Mit nøgne hjerte” udkom i 2018. Siden har Herman & Frudit udgivet yderligere to digtsamlinger af Grotrian, den seneste, ”Regentflammehavet” posthumt. Desuden har de blandt andet udgivet digtsamlinger af Eske K. Mathiesen, Josefine Olsen, Peter Laugesen, Knud Sørensen og Morten Søndergaard.
”Vores idé var fra begyndelsen at henvende os til nogle af de lyrikere, som mange kendte i forvejen, og der dermed er en vis portion omtale i. Idéen er, at det kan give forlaget et rampelys, som kan hjælpe nye, ukendte digtere på vej,” siger Lonni Birch.
Herman & Frudit var for nylig med til at arrangere et mindeseminar for Simon Grotrian, der døde sidste år. Ved den lejlighed solgte de blandt andet ”Regentflammehavet” og en særlig udgave af bogen med et lille udvalg af Grotrians digte sammen med raderinger af Peter Brandes. Den slags litterære arrangementer, der kan være med til at gøre forlaget og deres lyrik-niche kendt, vil de gerne have flere af. Men de er enige om, at forlagsvirksomheden stadig skal drives som et con amore-projekt, og at arbejdet på den fælles arbejdsplads skal passes i dagtimerne, og forlaget i aftentimerne.
Dogmereglerne har de dog slækket på, efterhånden som bogudgivelserne bliver flere og flere. For nej, de sidder ikke længere selv og syr bogryggene sammen, og jo, de udgiver bøger, der har langt flere sider end 36. Få regler har de dog holdt fast i: Alle bøger skal signeres og nummereres, alle beslutninger om nye udgivelser og om forlagets virksomhed i det hele taget, skal tages i fællesskab, og i den forbindelse har ejerne hver to stemmer.
”Det lyder som en mærkelig regel, men den fungerer, fordi vi har bestemt, at et manuskript skal have mindst tre stemmer for at udkomme som bog hos os,” siger Thomas Pedersen, og Lonni Birch tilføjer:
”Det er blandt andet en god regel, fordi vi er forskellige. Jeg afgør mine valg med mavefornemmelser, mens Thomas er mere analytisk. Begge dele er rigtig gode at få med i beslutningen.”
Samtidig er de helt enige om, at bøgerne fysisk altid skal laves solidt og visuelt pænt. Når et menneske har siddet længe, måske i årevis, og skrevet på et manuskript, så fortjener det altid en ordentlig indpakning, lyder deres holdning.